Min far havde nogen stumfilmskammarater ”de teatralske venner” eller de fantastiske 4, kaldte vi dem. Fordi de altid ankom på en meget tydelig måde, som ødelagde vores families møjsommeligt indarbejdede rutiner. De var altid meget teatralske, grænsende til det overdrevne. Jeg tror nok jeg var den der fandt på nav net, da det som regel var mig der var hjemme når de kom på besøg. Som regel behøvede min far end ikke sende bud efter dem, de kom ligesom af sig selv. Og aldrig alene altid i flokke af 2-3 stykker på engang. Som om de ikke kunne existere på andre måder. Man kunne altid se når de var i drukhumør, de var overmalede, nærmest groteks optrukne, og sagde ting som ”Ude på geden red der en Orfeus. Min gode mand og havet vær venlig at forenes! Sådan nogen ting der er gode at råbe, men som ude fra for mere ædru typer virker påtrængede og i bedste fald for meget . Men min far synes bestemt ikke de var for meget . Han modtog vel nærmest deres råb som påfugle modtager andre påfugles farlige farvepragt - med flere lyde og flere farver. Kom nu uiij af den maskinpark råbte min far så tilbage! Og så kom de jo ud af deres biler. Mærkelig biler. Faldefærdige. Tidlige fordmodeller fra samlebåndets urtid. Hakkende motorer og rystende karosserier. Det var som at se en meget meget gammel mafia film blandet op med stumfilm. Der var også noget klassisk gøg og gokke over dem. Altid var der en der havde et brædde med som så skulle daskes og vælte ting. Altid havde han det brædde med ind, og selvfølgelig kunne det ikke lige komme ind af døren men måtte vendes på kryds og tværs hvilket udløste flere sætninger som: Af vejen derinde der kommer et træ! Som så besvaredes med et: Årh Georg dit kvaj, kunne du ikke ha ladet træet blive hjemme! Jeg behøvede ikke være tilstede i huset for at se dem tydeligt. Som regel var det nok at sidde i lærketræet. På mange måder var det faktisk sværere at fatte dem tæt på. Det var som om var de tegnet med satirisk hånd frem for realistisk. Måden de tømte en øl på mindede mig om oswald helmuth og så det ah der undslap dem når de skulende ud over havebordet eller sildemaden, betragtede verden. Og historierne der fortalte(som aftenen imidlertid skred frem gik de over til tonefilmen, og stærkt røde og grønne kodakfarver og sminken drivende ned over sig, samtidig med at dybden i snakken blev mere og mere flad og endimensionel og sentimental kulminerende med utrolige sange. Inden de kørte var det som at være vidne til rødt chok, kutteklædte af flere dages billig rødvin brød de op. Fantastisk samvær sagde min far altid bagefter udmattet. Men hvilken rejse. Som at være i byen med storm P! melankolsk og lykkelig på engang. Kropslig knust, på den gode måde som han sagde hvad han så end mente med det. I mine øjne lignede han mere en kulisse end et beriget menneske. For han rystede som et meget meget lille menneske og forekom mig meget langt fra den første dags stumfilms storform. Men de havde selvfølgelig fået flere film i kassen inden de blev små og ubetydelige. Jeg har ingen anelse om hvad de var i civil indrømmede min far før han døde. Jeg kender dem kun som de fantastiske fire. Men du må da have truffet dem som psykolog? Det spiler ingen rolle, jeg ønskede ikke at kende dem som andre som end de pragtfulde hærgende trolde og det må du respektere. Bevares. Måske har der været tale om en slags drømme. Væsner fremkaldt af min fars ubodelige ensomhed på 2 dagen. Hvor han var så beruset at han ikke kunne optage nye indtryk men hvar henvist til fortidens mystiske ostelagrings skakter. Min mor var mere i tvivl. Slår spøgelser krystalglas i stykker? ”Na hej Jenne, dom er inte aff denne värd. ”Men det lykkedes mig da at fange et par stykker af dem på film. Læg mærke til bajerne, hvor køber man dem i dag?!

Gallopbane-myten

Her ses min far og min farfar på Gallopbanen for mindst 50 år siden. På min farfars arm ses den stok som min far arvede. Man kan lige skimte sølvomviklingen. Det er også ret interessant at min farfar havde hvide handsker på.

Og hvorfor er det så særlig interessant, det med de hestevæddeløb? Jo, såmænd fordi min far altid påstod at min farfar hver søndag i sæsonen gik hele vejen fra Frederiksberg til Gallopbanen i Klampenborg. Min mor forklarede mig forleden dag at det ikke passede. Min far var ellers et meget ærligt menneske, jeg mindes ikke at jeg kunne tage ham i en løgn nogensinde, så det glæder mig faktisk at han ikke var et så helvedes ophøjet sandhedsvidne som jeg troede. Jeg har altid været rimeligt naiv, men så naiv troede jeg ikke jeg var. Min mor fortæller at farfar kun gik ud til Gallopbanen når der en gang om året var Derby. Det er nok derfor han har handsker på. Billedet er taget af en fotograf der var ude for at dække begivenheden sammen med min far, for BT tror jeg.

Min far fulgte med i alt hvad der skete i kvarteret. Som regel vidste han osse hvad der skulle ske længe inden det rent faktisk skete. Det var rygtecentralen. Særlige mennesker om hvem uff med afsky i stemmen kunne sige vidste alt. Fordi de i deres fedladne pensionistliv havde alt for god tid til at holde øje med alt og alle. Men du er da osse pensionist Uff. Nej det ved gud jeg ikke er. Jeg deltager. Og på den måde skelnede min far utroligt skarpt mellem rygtecentraler og ham selv. I Fru Bang som boede næsten overfor os var en af dem, den gamle Køpfli, som jeg aldrig traf, var en anden. Så var der Helle hund, eller Helle gildesal, eller Helle ølkasse, som hed det fordi hun altid lige havde havde en ryglidelse eller skavank som gjorde at hun ikke kunne arbejde andre steder end i sin have, og helst kun med øl, og rygter og ukrudt. I hvert fald var der centraler over alt i Risskov som min far konsulterede med faste intervaller, for som han udtrykte det: At have en bevidsthed om ting der ikke tåler dagens lys, men som ikke desto mindre er værd at vide. Som regel var historierne da osse stærkt overdrevne når først de havde været gennem rygtesmedene, der måtte trækkes mindst 20 eller 30 procent fra. Men de var jo samtidig pejlemærker om begivenheder, der måtte undersøges. Således kom det ikke som noget chock for min far da skomageren nede på Nordre strandvej lukkede. Min far havde forlængst hørt han ville lukke biksen. Ja i virkeligheden havde han aldrig haft åbent. Min far gik aldrig ned til ham. For det forekom ham at være det rene spild af tid, han var altid lukket. Der var altid lukket for tilgang af nye træsko. Det stod der i hvert fald på hans skilt, hvor der osse stod: Kommer ej straks tilbage, eller - er på trapperne, dog virkelig lukket for nye kunder. Eller Er gaaet til frokost, ring venligst på klokke, efter 14. Skomagerens forretning var et kapitel for sig. En 12 meter lang tarm på et par meters bredde og tilsvarende lav. Bygget til en lille skildpadde udseende skaldet fyr i kedeldragt og solbrændt, eller tobaksfarvet som ind i helvede. Min far kunne ikke ha ham. Rige svin. (min far mente han havde vundet 400 tusind kroner i lotto og dermed var velhavende og aldeles ikke behøvede at lege skomager) Men det der gjorde min far mest sur var at skomageren altid havde udgivet sig for noget andet end han var. Selv da han gik på pension, gjorde han et stort nummer ud af at være ældre end han var. Du er ikke mere end 58 år din skide skomager! hvad fanden skal det skilt til for?! Kom ud og tag din pension som en mand! Og hvad med at vise dig i kvarteret! Altid dine evindelige små sedler! Jeg finder mig ikke i det! Du kommer sgu ALDRIG STRAKS! Hvem er du menneske!? Men min far fik aldrig svar. Rygtecentralerne kunne heller ikke finde ind til sandheden. Der blev tømt mange øl i Helle hunds have på det emne. Jeg tror nok skomageren overlevede den gamle.

Min far længtes utroligt meget efter orden. Men hvis der var en ting han ikke kunne opretholde derhjemme var det orden. Måske var det derfor han nogen gange låste sig inde i stuen. Så kunne han luske omkring og skabe orden i sine brevbunker og lægge hans mange brevåbnere på tværs når bunken var langt. Så var der da lidt styr på det hele. Altså indtil vi kom ind igen. Skuret var noget af det mest uordentlige vi havde. Der stod alle vores cykler, som mest af alt var mast ind, sluppet lige inden, fordi vores kroppe alligevel ikke kunne være der, og mast ind mellem min fars og min mors Raleigh. Men en dag hvor genboen Jørgen skulle ordne min fars antenne, fordi den ifølge min far kun kunne tage atmosfæriske "bræk-signaler" (det var de små prikker der hopper og danser så han blev utilpas, men han kunne jo osse bare lade være med at blive siddende og stirre og fortage sig noget selv men han sad samfulde 4 timer og nedstirrede det manglende signal, indtil Jørgen kom hjem fra Jysk telefon og jeg kunne tilkalde ham) Desværre skulle Jørgen bruge en skruetrækker og den kunne vi ikke finde ude i skuret. Rasende gik min far så igang med at rydde op. Nu skulle alle værktøjer katalogiseres, optælles, og indrammes og hænges op. Det tog min far en hel weekend at finde og tegne værktøjerne ind på en træplade som han hentede ude ved tømmerhandlen. En måned efter var halvdelen af værktøjet imidlertid forsvundet igen. Men på det tidspunkt havde Jørgen jo forlængst fået signalet op og køre ved hjælp af sit professionelle jysk telefon udstyr. Og uff havde glemt alt om sin værktøjstrip. Pladen var der dog stadig. Og da de gamle var væk hang der kun forkerte ting tilbage. som en art slægstavle fuld af forkerte forbindelser. (nej fuld af forkerte skruetrækker onkler på mors side) Spøgelsesværktøjet kaldte mig og Niels det. Hold kæft hvor har vi meget. Ja men det hjælper ikke meget når værktøjet er væk. Det er da historisk interessant sagde jeg til min storebror, som ikke deler min besættelse af min fars liv. Vi du virkelig ha Uffs evnesvage tavle? mh, sagde jeg glad. Og så tog jeg pladen med mig til mit eget hjem, fast besluttet på at hænge den op når jeg fik noget værktøj selv. Nu er pladen blevet væk. Og jeg har ingen ordenssans overhovedet. Så nu er både plade og værktøj borte.

Lidt nede af en vej, ikke så farligt langt væk fra selve Risskov lå der en forfalden Mølle, måske var det bare et gammelt hus. Vi cyklede derud engang om året, min far og mig. Efterhånden blev den mest af alt et ritual. En slags smerte tur for afsøgning af den menneskelige kerne, som min far engang kaldte turen. Som barn nød jeg mest bare selve turen. De pludselige marker. Provinsens grænse. Min fars sjældne fysiske forsøg. Hvor han rent faktisk sad på en cykel. Spændingen var til at tage og føle på. Det var tydeligt min far havde et budskab. Vi skulle bare lige gennem den forstad. Den regnbyge. Det vejr så var vi fremme ved den hvide bygning med de knuste staldvinduer, og efter vinterstormen i 82 var der heller ikke længere noget tag. Og mig der altid stod af som den første indtil min far havde prustet sig op af bakken. Jeg vidste godt hvad han ville sige. Han havde sagt det mange gange før. Desuden var det jo en lignelse. Dem havde han utallige af. Det var nok hans indre Edgar Allen Poe. Den tragiske split i Uffe Blendstrup

Der boede mørkets magister min søn. Hvem? Mørkets magister. Et menneske som gik gennem meget ondt for at finde ud af meningen med livet. Fandt han den så? Intet menneske der leder efter meningen med livet finder den sagde min far. De higer og søger men finder ikke andet end sig selv. Der er tale om det mest introverte menneske jeg har kendt sagde min far. Hvor kendte du ham fra? Det er en lang historie, vi studerede sammen. Medicin, Jura, filosofi, matematiske kurver. Han var dygtig, men samtidig var han kedeligt selskab. Jeg hadede at ha ham med på slæb når vi skulle i byen. Han sugede stemningen til sig. Til sidst var han nærmest det han hed. Bortset fra han aldrig blev magister. Hvad blev han så? En tung mørk skikkelse der søgte indad og i sin søgen blev tungere og tungere. Arbejdede han osse på kommunehospitalet? Hvad tænker du på? Ja blev han psykolog? Ingen anelse. Jeg slap forbindelsen med ham længe inden vi flyttede til Århus. Men hvor ved du så fra han boede her. Min far så på mig. Han bor i alle ruiner. Den her er kun en af mange. Og så er den jo osse tættere på end den han har i Søllerød og fåre vejle.

Her bor en gangster eller en total romantiker

Far anmeldte en dag sin ankomst til vore lokaler på det navnkundige og uendeligt søde og kyndige Diakonissestiftelsen der knejsede i religiøs pompøsitet. Det var ikke muligt og havde heller aldrig været muligt at køre med elevatoren hele vejen op. Far skulle op af de sidste høje trapper med sin brækkede hofte og min farfars stok med sølvudsmykningen der virkede hypnotiserende. Han entrede vor lange gang med de totalt forvirrende og anarkistiske projektopsætninger og dumme vitser revet ud af avisen. Han beså alle lokalerne og især den volumen der faktisk rådede på adressen, ja, altså både kvadratmeter og høj musik. Han var ikke fri for at være en kende tilfreds med sin søn der nu var blevet opslugt af uhyret Øverste Kirurgiske. Da vi nåede til Jens Blendstrups kontor, udbrød min far: Her bor en gangster eller en total romantiker. Jeg forsøgte mig med en lovprisning af de dybtrøde vægge, den store grammofon og det helt særlige kaos der ellers herskede hos dette bestyrelsesmedlem i det fremstormende litteraturimperium. Min far sagde dog at han synes vi allesammen - på nær Bo C. Plantin - boede ret ulækkert, hvilket gjorde ham usikker på vores muligheder her i verden. Man må have total fascisme, hvis du forstår hvad jeg mener, sagde han.

Da jeg fulgte ham ned gennem etagerne ved hans afgang fra lokalerne fik jeg det indtryk at han rent faktisk var imponeret af det vi turde arbejde med. Han havde absolut forståelse for det faktum at vi aldrig nogensinde ville blive rige.

Min mor var et tappert menneske. Jeg tror ikke selv hun var klar over hun var tapper, dertil var hun nok for svensk og pipfugle-lusket-lykkelig. Ikke at hun var dum, men hun havde et slør af naivitet og gennemgodhed over sig. Jeg ved det ikke kan ha været helt sandt, for da hun var død så hun rasende ud. Min far elskede hende højt. Og min mor elskede ham højt. Nogen gange står deres ubetingede kærlighed i vejen for min egen. Jeg kan ligesom ikke komme til for deres livslange trofaste holden af og i hinanden. Men det var min mor der lærte mig at være blid og opmærksom på andre mennesker. Det var min mor der kunne det der med at få folk til at føle sig elskede og velkomne. Hun havde et år da min far var død, til at tage rundt og sige farvel til alle. På den måde har hun osse fornemmet en slags slutning. Hun var forkalket omkring hjertet. Der var osse noget med hendes ben der var for kort. Jeg vidste det ikke. Jeg burde måske have vidst det. Men min mor holdt sine skavanker for sig selv. Hun var jo på en eller anden måde vandt til at leve i periferien af min far. Og da han blev revet ned og væk, stod hun tilbage som et typehus ved Dannevirke. Jeg fornemmede dog altid en samhørighed med min mor, det var hende man kunne sukke og sørge med. Og spise Is-lagkage.

Da min far blev syg 2 gang var han i chock omkring et år. Han havde været så dum at be om et realt svar på hvor længe han havde tilbage at leve i. Han troede han kunne bære at få at vide hvor lang tid det drejede sig om. Han lo oven ikøbet med lægen da han fortalte ham at det drejede sig om 1- til 2 år. Max 2. Det er mærkeligt sagde han i telefonen til mig. Jeg har det jo egentlig udemærket, bortset fra den lille trykken på halsen. Men da han så havde sovet et døgns tid stod det ham pludselig klart hvad lægen havde sagt til ham. At han skulle dø. Han vidste ikke først det ville gøre så helvedes ondt som det kom til. Men det var nok mest selve bevidstheden i tid og rum der var det værste. Alle mennesker har jo en dødsdom hængende over sig. Den er bare ikke aftalt. Vi andre kan gå ud foran en bus, eller træde forkert i morgen, men det er bare ikke aftalt. Min far var fuld et helt år efter han havde fået dommen. Jeg troede først det ville gå hurtigere med hans død. Han dinglede og kunne dårligt tale. Han gad ikke snakke, han prøvede, men det blev hele tiden til de her "kegler af angst" der kom op. Jeg kan huske vi gik til stranden en dag. Det var vinter. hvor lang tid gætter du jeg har tilbage spurgte han? mange år Uff. Du skal sgu nok holde. Han så på mig. Og rystede på hovedet. Jeg tror han var vred over min uærlighed. Efter et år tog han sig sammen. Og drak mindre. Der var vel en 2-3 måneder hvor han hverken fik morfin eller drak massivt. Det var mens der var en pause i jagene. Altså han fik jo sine 4 øl. Men det er jo en relativ nobel tilstand for et menneske der skal dø og rådne, sagde han, og udgik møjsommeligt at rykke på sit hoved - Kræftceller kan ikke lide humle. Selskabelighed er ikke dem.

Min far skrev digte. Han har fortalt mig han engang kom hjem i sommerferien med en hen kuffertfuld. Det var kærlighedsdigte som han havde skrevet om pigerne der var ansat til at passe på eleverne på herluftsholm. Min far havde ikke kendt mange piger da han var 18 år. Meget af det var fantasier, og kostskole drenge, der ikke må se piger, har nogen gange en meget god og festlig fantasi. Min far synes selv det var nogen meget smukke digte. Men hans mor fandt dem usædelige og grimme. Hendes søn kunne umuligt være udstyret med så ækel en drift, så klæg en kærlighedshunger. Min far siger hun brændte dem omme bagved huset på Grundtvigsvej. Han sagde selv det var det der gjorde at han ikke blev digter. Men nogen gange var han mere i tvivl. Måske havde jeg bare ikke driften i mig til at blive ved. Han holdt dog ikke op med at digte. Men der hvor kærlighedsdigtene havde ligget, lå der nu en ironisk fernis. Han skrev kun når han var fuld. De var altid fulde af Genitiv S-ser. Men de blev skrevet i hånden og gemt. Jeg tænker nogen gange at det var det han skulle have været - digter. Men det er jo ikke noget der behøver blive praktiseret, at være digter mener jeg. Der behøver ikke at være noget resultat. Man kan godt være digter bare fordi man er. Og i mine øjne var min far en digter, han var osse en idiot nogen gange. Og fordrukken. Og bange. Og skrydende. Og stille. Men der ligger osse en poesi i at existere klart og tydeligt.

Min far var et vanemenneske. Han havde askebægre placeret på faste pladser. Han havde osse brevåbnere liggende på henholdsvis toilettet, i stuen og i køkkenet. Han elskede at sidde i haven sommeren igennem og blive bagt. Når sommeren stod for døren i maj - juni rykkede han hele sin virksomhed ud i haven. Da jeg var barn var der ingen mobiltelefoner. Og for min far kom der aldrig andre telefoner end den store grå med ledning som Gerd møjsommeligt trak ud til ham i haven. Nogen gange når jeg kom hjem - det var særligt da jeg var i hæren - kunne han sidde ude i haven bag sit have direktør bord, med en øl og en snaps et askebæger og så telefonen. Nå er direktøren i haven idag plejede jeg så at sige. Min far ikke så meget som løftede et øjenbryn. For han var på arbejde. Han arbejdede døgnets 24 timer med fuglesang, og hundesnak, og nabo råb over hækken. Og så ringede han jo rundt til gud og hver mand. Og imens lå hunden, schenko så og gispede, på varme dage under en blå paraply han havde mast ned i jorden. Det er underligt at finde et sorthvidt billede. Det føles pludselig så lang tid siden man havde en far. Nogen gange kan man godt blive i tvivl om man nogensinde er blevet sat i verden.

Der var lakridser i handskerummet

Far købte en gammel Saab da min mor og far blev skilt. Der var lakridser i handskerummet. Den var grøn eller var den rød. Jeg husker ikke hvilken der kom først. Der var først et vrag, senere var der en mere tjekket model. Den kostede lidt mere, men bitterheden var mindre. Jeg tror han havde købt den første Saab for ingenting i håbet om at den ville køre galt i et flammehav af bitter trodsighed. Der var en cool gammel autoradio man kunne finde alt muligt på. Han boede i en lille æske af en lejlighed i Hostrups Have. Der boede min Farmor og Farfar også (ja, altså bare i en anden lejlighed). Nu var det bare min farmor, for farfar havde brækket lårbenet i forsøget på at komme ud af bussen og han var 87 og han gad, for nu at være helt ærlig, ikke længere.
Der boede han så, min far og min fars søster boede i den anden ende af haven. De sås så godt som aldrig.
Der var desuden i Hostrups Have en udmærket legeplads med en god gammeldags centrifuge så vi kunne komme lidt på syre, selv om vi var børn. Farmor gav os druesukker og diverse andre sugetabletter. Hun var en stærk gammel dame. Hun opførte sig klogt og med den yderste respekt over for alle dem hun mente havde fortjent det. Jeg havde en fornemmelse af at hun var en hemmelig overlever, en hemmeligt udsmuglet tzardatter. Hun insisterede på at holde en kroget gammel familie sammen. Hendes hushjælp virkede til hun blev 85 - jeg husker det fordi min farmor afholdt en seance hvor Fru Nielsen blev hædret på sin fødselsdag med et glas portvin.
Min farmor skulle bare banke på væggen, så kom næste ret med militær logistisk nøjagtighed. Hurra for alle dele af familien og for visse af dem vi kender, på Hovedlandet, på Sjælland og Brüssel og Strasburg, New York, Berlin, Paris og i Folketinget og i pressen. Og min farmor remsede det ene familietræ op efter det andet. Komplet med tidslinje og det hele.

Time-out hånden

Min far havde en kunstig hånd som han brugte når han manglede ord for noget han skulle sige. Han brugte den når han trængte til en "time-out." Som regel var det efter en herretur i byen. Engang hang den over hans dør på et lille søm og svingede. Han var lige gået i seng da jeg stod op. Jeg forbandt den straks med et bornholmerur. Hånden var pendulet. Mine brødre gad hverken eje eller se den hånd da far var død. Men jeg er jo besat af min far, og nu indgår hånden osse i mit liv. For det meste er det dog dyrene der mærker hånden - så de ved hvornår jeg trænger til en time-out i deres tiggeri. Mærk hånden kære dyr! Kaktus, katten, er dog efterhånden så vandt til hånden at den ikke virker mere. Men susi- hunden, blir stadig noget pikeret når der ligger en hånd på dens hale. Håndens guldalder var da den var med i banken. Min far har truet sig til en ekstra sparegris med den hånd. Idag var han sgu nok røget i fængsel men dengang fik han lov at stå og pege på en globus af ler og hviske: Mine børn skal vel ikke mangle planeter til deres sparepenge? Men ellers blir den ikke meget brugt, jeg trænger måske ikke nær så meget til time-out´s som min far.

krydsfinér

Vi sad oppe på Knud Eriks ungdomsværelse som lå ovenpå hans fars tankstation og røg særlige tyrkiske cigaretter som ved hjælp af en pinzet kunne ryges helt ned, og hørte Abba på hans krydsfiner anlæg. Dvs. vi var i gang med at lime krydsfinerstykkerne på med hobby kniv og målebånd da hans far kom ind. Hvem er det der har en far som kører stangstiv rundt på en børnecykel størrelse 4-6 år? Jeg rødmede straks, fordi jeg var sikker på det var min far. Hver evig eneste gang nogen nævnte en far som havde gang i et eller andet troede jeg det var min far. Det var det godt nok ikke denne gang. Det var tykke mogenses far som havde fyret en fed og synes han trængte til at køre chopper. Det er ligesom easy rider knægte – det er totalt kodyl. Kodyl var en hovedpine pille vidste jeg. Jeg forestillede mig Tykke mogenses far havde spist kodimagnyler og kunne egentlig ikke forstå han blev så glad af det. Jeg blev altid sløv og gummiagtig i højre arm. Hvorfor ved jeg ikke. Det er typpisk hysteriformt, sagde min far. Som altid brugte lange endelser på ting han ikke havde beviser for. På den måde, fordi de lange endelser fyldte, kunne han lægge problemet død. Det var for resten tykke mogenses fars datters cykel, og den knækkede sammen som om den var af smør. Han vejede også 120 kilo. Men det betyder ikke en hylende fis, når der står 10 års garanti mod stelbrud. Næst efter min far var tykke mogenses far den vildeste på vejen. Han var nummer et når det galt surhed. Men når det kom til druk og chopper førte min far. Jeg gik ikke med ned på vejen. Jeg ville hellere pakke båndoptageren ind. Husk nu man skal kunne se voltmeteret når du er færdig råbte Knud Erik som var 2 år ældre end mig og sådan set min storebrors kammarat. Det skal jeg nok. Jeg laver 2 glukhuller, nej 3 vi skal jo også gerne kunne åbne ind til det der rum til båndene. Nå ja råbte knud erik. Godt set. Jeg fik kuldegysninger hver gang jeg skar i den mærkebrune krydsfiner. Det var på en eller anden måde, næsten lige som at være til frisøren. Det kildrede at nusse om båndoptageren.

Min far var ikke i militæret. De kasserede ham for 'komisk udseende'. Hans ører var for store og hans næse var for omfattende. Da turen kom til mig blev jeg kasseret på grund af 'hypersensitivitet'. Tiderne og de dårlige undskyldninger havde forandret sig og der var stor forskel på hvad der var 'politisk korrekt'. Da min far skulle deltage i de amerikanske krige som reporter havde det amerikanske militær ikke det fjerneste problem med at udnævne ham til officer i pressekorpset. Der var der alligevel mange andre med store næser og flyveører. Det var også ret almindeligt at have tændstikarme og være lidt for høj. Sprutten var den samme og alle var dødelige uanset deres respektive latterlige udseende.

Min far sagde i virkeligheden ikke alle de ting jeg lader ham sige, godt nok sagde han en del men der er detaljer som jeg er nød til at ridse op. Ikke fordi jeg tror han ville afvise dem, hvis han kunne, jo mere sprog, jo bedre, min far var et usædvanligt rummeligt menneske, og jeg tænker tit at jeg siger ting som han ville have sagt hvis han ikke var død, på den måde bliver min far ved med at sige ting på trods af at han jo har været kold i mange år efterhånden. Ikke fordi jeg lader ham sige alt. Ind imellem trækker han osse i land. Men andre gange siger han faktisk ting tydeligere nu hvor han er væk. Jeg tror det startede til en af hans veninders 60 års fødselsdag, han havde haft kræft og manglede derfor sin stemme, for skæg skyld aftalte vi at jeg skulle gemme mig under et håndklæde bag ham. Min far lavede fakterne og dundrede i bordet som han plejede, resten, dvs hans tale udtalte jeg så. Vi var begge to meget tilfredse bagefter. Og efter et par snapse mere, sagde han ganske kort: Kors i røven, Det lyder jo næsten som mig. Og siden er jeg så bare fortsat - med det her håndklæde bag erindringen om min far.

Jeg savner min far

Vi ville have set tennis sammen i timevis, med de obligatoriske udbrud om spillernes beskaffenhed og dommerens tåbelighed, uden ellers at sige et ord til hinanden.
Vi ville sige de sædvanlige kærligt nedsættende bemærkninger om kongehuset når vi gik over Amalienborgs slotsplads på vej til at sige skrappe eder ved A. P. Møllers rædselsfulde hovedsæde og DDR-agtige Amaliehave. Så ville vi gå hjem til lejligheden i Bredgade og se tv-avisen i en tavshed der kun måtte brydes hvis det der skete var groft eller uforståeligt nok. Og så ville vi se hinanden igen på torsdag eller i næste uge. Nu ser jeg ham kun når jeg bladrer i de gamle billeder. Og når jeg lukker øjnene og husker det hele.

Min far var inde i fjernsynet

Min far blev ved med at forsøge at bilde os ind at han ikke havde noget at gøre med nogen efterretningstjeneste. Jeg troede ham ikke. Det holdt mig vågen. Senere, meget senere, blev jeg klar over at det havde han naturligvis og at det ikke var mig der var noget galt med. Da jeg var otte blev jeg gudskelov holdt vågen af en anden grund, det var for at se månelandningen. Jeg synes den havde en masse poesi i sig. Det var gribende. Min far var rummedarbejder. Ham og Claus Toksvig. Claus gav mig alle mullige jakkemærker som jeg kunne have solgt her og nu for en formue og et Apollo 12 samlesæt.

Inden da havde far været i Korea og så Vietnam. Ind i mellem var der rundrejser med de amerikanske præsidenter og præsidentkandidater. I 69 var Vietnam slet ikke overstået. I 70-72 var den fordømte krig blevet en offentlig lidelse på højde med, eller over, Irakkrigen. Min far sad i en hellikopter og filmede mens de kastede napalm i hovedet på uskyldige mennnesker. Vi så månelandningen sammen og det glemmer jeg aldrig. Jeg ville bare have ønsket mig at min far rent faktisk havde været tilstede og ikke altid et andet forfærdeligt sted som jeg kunne se i fjernsynet. Min far var i fjernsynet og ikke hjemme hos os. Da den første fod blev sat på månen klemte far min hånd. Jeg klemte tilbage alt hvad jeg havde lært. Vi var uden afstand i nogle minutter.

Min far havde slået sit hoved i militæret. Der var kommet et fint arvæv i hans hjerne sagde han. Du skal ikke være bange, det går over igen. Men jeg var bange. Når min far fik et af sine epileptiske anfald så han altid op mod himlen lige inden det kom. I en periode hvor han fik mange anfald turde jeg dårligt gå tur med ham. Jeg var altid bange når han nævnte månen, jeg forstod ikke om det var begrebet M Å N E der gav ham kramper, ideen om en fjern planet i kredsløb, eller om det var synet af den fine fjerne ring. Når det var fuldmåne blev jeg gerne hjemme under påskud af at jeg havde lektier for. Men alligevel var det ikke til at undgå. Det var som regel når jeg mindst ventede det. Min far fortalte mig om noget, indtil han gik i stå, og begyndte ligesom at famle efter ordene, jeg prøvede altid at snakke ham tilbage, eller at sige noget sjovt, men hvis han først havde fået øje på månen, kom det. Så faldt han om, som ramt af lynet. Og lå og rystede med 220 volt. Det vigtigste i den situation var at bevare hovedet koldt. Holde hunden stille. Hviske til ham. Månen er kun månen Uff. Hører du. Den er ikke et eller andet kraftcenter. Den er pisse enkel far! Den lyser bare pga solen. Han hørte selvfølgelig ikke hvad jeg sagde. Jeg tænkte han på en eller anden måde var låst i en hemmelig snak med månen. At de udvekslede en form for tidevand min far og månen. 5 minutter efter kunne han rejse sig. Og lidt efter kunne han osse snakke lidt. Som regel havde han bidt sig i tungen. Han huskede aldrig noget. Minutterne før og efter mødet med månen var slettet. Hvad skete der...? Du kiggede op på månen far og så faldt du. Månen har bevaret samtalen. Når den hænger over mit hus, har den gemt det hele på månespolebånd. Selv min fars blik lige inden det kipper over, og går ind, som de der rullegardiner.

Min far snakkede engang i mellem om et landskab som han kun kunne se i drømme. Det var egentlig ikke noget rigtigt landskab, mere en slags terasse. Der var en parasol. En hel del tåge, og så var den overdækket. Han plejede at beskrive sin tilstand som oprevet. Der var nogen på vej. Gud ved om det er det her han har tænkt på. Jeg drømte det i nat og fremkaldte det til nu morgen. Havde han været her endnu kunne min far måske have afvist det som noget sentimentalt sludder. Nu bringer vi det imidlertid. Det er barnets privilegium. At se ind i fædres sind.

Min døde søster. Hun kom ud og lå et par timer i dagslyset. Så forsvandt hun i al vores anden habengut. Nogen gange blir der født væsner, man kun har på fotografi. Far kaldte hende lille Thora, han rullede hende frem hver gang han var sorgfuld, så kunne vi lytte til hans klage som en slags kinesisk kling klang af metal der hænger udenfor i vinden. Mon hun stadig er her et sted?