Min mor var et tappert menneske. Jeg tror ikke selv hun var klar over hun var tapper, dertil var hun nok for svensk og pipfugle-lusket-lykkelig. Ikke at hun var dum, men hun havde et slør af naivitet og gennemgodhed over sig. Jeg ved det ikke kan ha været helt sandt, for da hun var død så hun rasende ud. Min far elskede hende højt. Og min mor elskede ham højt. Nogen gange står deres ubetingede kærlighed i vejen for min egen. Jeg kan ligesom ikke komme til for deres livslange trofaste holden af og i hinanden. Men det var min mor der lærte mig at være blid og opmærksom på andre mennesker. Det var min mor der kunne det der med at få folk til at føle sig elskede og velkomne. Hun havde et år da min far var død, til at tage rundt og sige farvel til alle. På den måde har hun osse fornemmet en slags slutning. Hun var forkalket omkring hjertet. Der var osse noget med hendes ben der var for kort. Jeg vidste det ikke. Jeg burde måske have vidst det. Men min mor holdt sine skavanker for sig selv. Hun var jo på en eller anden måde vandt til at leve i periferien af min far. Og da han blev revet ned og væk, stod hun tilbage som et typehus ved Dannevirke. Jeg fornemmede dog altid en samhørighed med min mor, det var hende man kunne sukke og sørge med. Og spise Is-lagkage.
