Far anmeldte en dag sin ankomst til vore lokaler på det navnkundige og uendeligt søde og kyndige Diakonissestiftelsen der knejsede i religiøs pompøsitet. Det var ikke muligt og havde heller aldrig været muligt at køre med elevatoren hele vejen op. Far skulle op af de sidste høje trapper med sin brækkede hofte og min farfars stok med sølvudsmykningen der virkede hypnotiserende. Han entrede vor lange gang med de totalt forvirrende og anarkistiske projektopsætninger og dumme vitser revet ud af avisen. Han beså alle lokalerne og især den volumen der faktisk rådede på adressen, ja, altså både kvadratmeter og høj musik. Han var ikke fri for at være en kende tilfreds med sin søn der nu var blevet opslugt af uhyret Øverste Kirurgiske. Da vi nåede til Jens Blendstrups kontor, udbrød min far: Her bor en gangster eller en total romantiker. Jeg forsøgte mig med en lovprisning af de dybtrøde vægge, den store grammofon og det helt særlige kaos der ellers herskede hos dette bestyrelsesmedlem i det fremstormende litteraturimperium. Min far sagde dog at han synes vi allesammen - på nær Bo C. Plantin - boede ret ulækkert, hvilket gjorde ham usikker på vores muligheder her i verden. Man må have total fascisme, hvis du forstår hvad jeg mener, sagde han.
Da jeg fulgte ham ned gennem etagerne ved hans afgang fra lokalerne fik jeg det indtryk at han rent faktisk var imponeret af det vi turde arbejde med. Han havde absolut forståelse for det faktum at vi aldrig nogensinde ville blive rige.
