Vi ville have set tennis sammen i timevis, med de obligatoriske udbrud om spillernes beskaffenhed og dommerens tåbelighed, uden ellers at sige et ord til hinanden.
Vi ville sige de sædvanlige kærligt nedsættende bemærkninger om kongehuset når vi gik over Amalienborgs slotsplads på vej til at sige skrappe eder ved A. P. Møllers rædselsfulde hovedsæde og DDR-agtige Amaliehave. Så ville vi gå hjem til lejligheden i Bredgade og se tv-avisen i en tavshed der kun måtte brydes hvis det der skete var groft eller uforståeligt nok. Og så ville vi se hinanden igen på torsdag eller i næste uge. Nu ser jeg ham kun når jeg bladrer i de gamle billeder. Og når jeg lukker øjnene og husker det hele.
