torsdag den 12. februar 2009


Min far fulgte med i alt hvad der skete i kvarteret. Som regel vidste han osse hvad der skulle ske længe inden det rent faktisk skete. Det var rygtecentralen. Særlige mennesker om hvem uff med afsky i stemmen kunne sige vidste alt. Fordi de i deres fedladne pensionistliv havde alt for god tid til at holde øje med alt og alle. Men du er da osse pensionist Uff. Nej det ved gud jeg ikke er. Jeg deltager. Og på den måde skelnede min far utroligt skarpt mellem rygtecentraler og ham selv. I Fru Bang som boede næsten overfor os var en af dem, den gamle Køpfli, som jeg aldrig traf, var en anden. Så var der Helle hund, eller Helle gildesal, eller Helle ølkasse, som hed det fordi hun altid lige havde havde en ryglidelse eller skavank som gjorde at hun ikke kunne arbejde andre steder end i sin have, og helst kun med øl, og rygter og ukrudt. I hvert fald var der centraler over alt i Risskov som min far konsulterede med faste intervaller, for som han udtrykte det: At have en bevidsthed om ting der ikke tåler dagens lys, men som ikke desto mindre er værd at vide. Som regel var historierne da osse stærkt overdrevne når først de havde været gennem rygtesmedene, der måtte trækkes mindst 20 eller 30 procent fra. Men de var jo samtidig pejlemærker om begivenheder, der måtte undersøges. Således kom det ikke som noget chock for min far da skomageren nede på Nordre strandvej lukkede. Min far havde forlængst hørt han ville lukke biksen. Ja i virkeligheden havde han aldrig haft åbent. Min far gik aldrig ned til ham. For det forekom ham at være det rene spild af tid, han var altid lukket. Der var altid lukket for tilgang af nye træsko. Det stod der i hvert fald på hans skilt, hvor der osse stod: Kommer ej straks tilbage, eller - er på trapperne, dog virkelig lukket for nye kunder. Eller Er gaaet til frokost, ring venligst på klokke, efter 14. Skomagerens forretning var et kapitel for sig. En 12 meter lang tarm på et par meters bredde og tilsvarende lav. Bygget til en lille skildpadde udseende skaldet fyr i kedeldragt og solbrændt, eller tobaksfarvet som ind i helvede. Min far kunne ikke ha ham. Rige svin. (min far mente han havde vundet 400 tusind kroner i lotto og dermed var velhavende og aldeles ikke behøvede at lege skomager) Men det der gjorde min far mest sur var at skomageren altid havde udgivet sig for noget andet end han var. Selv da han gik på pension, gjorde han et stort nummer ud af at være ældre end han var. Du er ikke mere end 58 år din skide skomager! hvad fanden skal det skilt til for?! Kom ud og tag din pension som en mand! Og hvad med at vise dig i kvarteret! Altid dine evindelige små sedler! Jeg finder mig ikke i det! Du kommer sgu ALDRIG STRAKS! Hvem er du menneske!? Men min far fik aldrig svar. Rygtecentralerne kunne heller ikke finde ind til sandheden. Der blev tømt mange øl i Helle hunds have på det emne. Jeg tror nok skomageren overlevede den gamle.