lørdag den 10. januar 2009

Min far sagde i virkeligheden ikke alle de ting jeg lader ham sige, godt nok sagde han en del men der er detaljer som jeg er nød til at ridse op. Ikke fordi jeg tror han ville afvise dem, hvis han kunne, jo mere sprog, jo bedre, min far var et usædvanligt rummeligt menneske, og jeg tænker tit at jeg siger ting som han ville have sagt hvis han ikke var død, på den måde bliver min far ved med at sige ting på trods af at han jo har været kold i mange år efterhånden. Ikke fordi jeg lader ham sige alt. Ind imellem trækker han osse i land. Men andre gange siger han faktisk ting tydeligere nu hvor han er væk. Jeg tror det startede til en af hans veninders 60 års fødselsdag, han havde haft kræft og manglede derfor sin stemme, for skæg skyld aftalte vi at jeg skulle gemme mig under et håndklæde bag ham. Min far lavede fakterne og dundrede i bordet som han plejede, resten, dvs hans tale udtalte jeg så. Vi var begge to meget tilfredse bagefter. Og efter et par snapse mere, sagde han ganske kort: Kors i røven, Det lyder jo næsten som mig. Og siden er jeg så bare fortsat - med det her håndklæde bag erindringen om min far.