Viser opslag med etiketten Hunde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hunde. Vis alle opslag

søndag den 16. januar 2011


Dyr der betragter et menneske intenst fremkalder før eller siden et kødben eller en bevægelse hen imod en gåtur med dette dyr. For min far forekom dyr magiske. De dirker sig ind i dit bryst og gennemtvinger handlinger der i og for sig ligger udenfor dette menneskes vilje. Ofte indtog min far cigaretter imens han redegjorde for "fremmede væsners sårhelende kraft, i monologer der kunne strække sig over timer. Disse dyr min søn, skal du opsøge så snart du føler dig svag. De er ikke bare angstdæmpende. De er stemningsstabiliserende. De heler ålerusernes kedelige indhold i at komme ud. Jeg var 35 da jeg endelig fulgte hans råd. Daglige gåture er kimen til min succes i hvidevarebranchen.

mandag den 19. oktober 2009

hunde indgik i ofringer


Hunde har altid været en stor del af min families identitet. Lige fra gammel tid har hunde indgået i ritualer forbundet med os mennesker. Vores gamle hund Schenko indgik feks ganske ofte i ofringer omme i baghaven. Han blev ikke selv oftet men stod iført en slags guldkalvs-kappe (som min mor havde syet) mens min far afbrændte regninger han mente var falske fra købmanden. Osse idag indgår hunde i min families liv. Mine døtre klæder hver dag vores hund susi ud, som en art forberedelse til voksenlivets mere alvorlige udklædning af dyr. Betydningen af hunde i dansk historie er overset. Når det lynede og tordnede derhjemme, kunne vi finde på at sætte schenko op ved skorstenen, iført en regnfrakke og en skål med hundegodbidder, på den måde ville vi lede lynet gennem en forvansket virkelighed af pels, noget vi var sikre på ville tvinge lynet til at standse, og søge andre steder hen.

torsdag den 12. marts 2009

Uden dyr, flere kvælertag


Dyr har altid indgået som lynafleder i min familie. Uden dyrene havde vi været meget mere grusomme ved hinanden. Mange kvælertag er blevet udgået ved at en hund er kommet ind og logret med sin hale. Faktisk kan man sige at dyr har virket præventivt på mange frygtelige forbrydelser. Hvis min far ikke havde haft Schenko, i 1988, var han sandsynligvis død af en stok i baghovedet. Så havde en af mine brødre siddet i fængsel, og på den måde fået kontakt til Jønke. Og hvis jeg ikke havde haft Susi nu, ville jeg ha været federe og dermed osse mere krigerisk. Bøger ville aldrig opnå nogen mildhed. De ville alle sammen slutte i en skakt. Mange dæk på cykler ville være piftet nu. Flere ænder ville ha mærket drillerier og forfølgelse, færre mennesker ville være blevet hilst på.
Dyr har altid haft en vigtig funktion, de er stenen til at male livets vrede korn, ligesom den i kråsen. Hunde har en særlig plads i kulten. Uden hundes bjæffen, uden hundes brækken sig på tæppe, uden hundes underligheder, og deres biden lopper, var vi ikke der hvor vi var idag. Det er ikke altid at vi har dem. De dør jo. Men de ligger altid et eller andet sted i periferien, og emmer deres pels og skubber stikdåser, snuser støv, og knurrer i søvne. Uden dem var vi forlængst blevet skåret ud, og filleteret.