mandag den 14. september 2009

Dukkebarnet


Dukkebarnet, sådan hed en pige der senere blev formand for den lokale afdeling af Jehovas vidner, men som i et par år flettede fingre med min far. Det var da de var 6-7 år. Og der var tale om et stormfuldt forhold, som indbefattede flere ringe der blev smidt på gulvet, og teatralske scener, hvor strømper og sko blev smidt i åen fra broen til byen. Dukkebarnet var byens kønneske pige. Men pludselig i 3 klasse voksede hun ikke mere. Til gengæld groede hendes hjerne usædvanligt kraftigt. Så meget at hendes kranium efterhånden forekom enormt. Min far som jo havde holdt meget af hende, blev gradvis mere og mere rædselslagen for hende, men han turde ikke sige hende farvel, for mentalt, forekom hun ham ikke bare udvokset men moden, ja over et par måneder, ligefrem gammel. Hun begyndte at tale i datid, om ting der ikke var hændt, og i den sidste tid, så hun på min far som om han var ufødt, et barnebarn, hun aldrig ville nå at lære at kende fordi der var år tilforskel mellem dem. Min far så hende sidste gang i 5 klasse, hvor han kom på Herluftsholm kostskole på dispensation, da var hun så gammel at han havde svært ved at forstå hvad hun sagde, så gammeldags og antikveret forekom hendes sprog ham, da hun gik sin vej var det som at se en dukke vralte bort i porcelain, med en helt enorm, men ganske ubrugelig viden.

Min far og hans venner brugte årevis på at ligge på langs og læse bøger. Det er noget man skal sagde han. Først skal du vokse. Så skal du læse. Men ikke uden at slappe af. Ikke uden at slænge dig. Det er vigtigt. Ofte skyndte de sig at smide sig på sofaen med en smøg og en bog, når der var damebesøg på vej. Nej ligger du og læser? Nårh ja, sådan er det. det er i øvrigt en pragtfuld bog, Eros i storm, har du læst den? Jeg prøvede det samme da jeg var ung, men kun engang, for bogen jeg havde fat i var den gravide mand, en 70er bog, om at være sød ved gravide kvinder. Læser du meget om sådan noget? spurgte hun. Ja sagde jeg. Altså i perioder. Måske er tiderne nogen andre end dengang hvor min far og hans venner lå og læste. Måske har jeg misforstået noget. Måske egner jeg mig bare ikke til at læse mig ind på kvinder. Hvor om alting er. Undgå den gravide mand. Det handler om at have forberedt det godt.

Prins Ingolf


Min far har kørt sæbekasseløb mod Grev Ingolf. Han kørte side om side med den mærkelige dreng, da de var jævnaldrende, senere voksede min far fra greven, fordi greven, stadigvæk ifølge min far brugte alle sine kræfter på at udvikle sine tænder. Min fars bil blev skubbet af hans storebror og hans ven der døde fordi han faldt ned af en trappe, Grev ingolf blev skubbet af 3 kongelige dværge. Min far var lige ved at vinde påstod han. Men så trak dværgene fra. Og så vandt grev ingolf, i sin seje vogn. Der stod Adler på siden, og et tal. På min fars sæbekassebil stod der ikke noget.

Ordner til hverdag og til fest.


Det med Ordner har altid ligget til min familie. Desværre er der ikke mange i min slægt der har gjort sig fortjent til dem. Derfor har det fra gammel tid været kotyme at opfinde dem selv og så mere eller mindre lirke dem ind på brystet. Min far fik fremstillet nogle særlige til sit bryllup, og jeg har fra barnsben osse haft ordner på mit tøj. Vi fik dem for mange ting, når vi ryddede op på vores værelser, var det dem af gul marcipan. Til min konfirmation var det en af messing. Til barnet der blev menneske, stod der bagpå. Skulle jeg blive tilbudt elefant ordenen en dag, vil jeg derfor heller ikke takke nej. Jeg er ikke republikaner. Jeg er monarkistisk ligesom min far, og ligessom ham vild med ordner. Min far fik smeltet sin dåbsske om til en slags mønt til dagen. Præsten kiggede længe på den huskede han, før han langt om længe gik i gang med ritualet. Ordner er i sig selv noget særligt. Men de bedste ordner er alligevel dem som andre hænger på dig.

Bums for vorherre


Havde min far ikke fundet min mor havde han nok levet som bums. Hans intelligens kunne ingen tage fra ham, men ligesom næser går i arv, gør vagabonden det osse. Han ville nok ikke have levet på gaden, men at dømme af de mange breve jeg har fundet fra hans ungdom, var han flere gange tæt på at gå i hundene, i hvert fald mentalt. Det var nok følsomheden der reddede ham, det og så hans evne til at snøre svenske piger til at synes han var Gud. Nogen gange når vi sad om natten, fandt han sin gamle "spritterfrakke" frem. Så morede vi os med at gå gennem den tågede forstad, et stk gammel bums og et stk. kommende. grænseløsheden, det er den du skal kende. Der var en sær forventning i os begge, om at turen før eller siden ville føre væk fra vores vej, og ud på landet.

Min farmor var en flot kvinde sagde min far. Jeg ved ikke om du er klar over det Jens, men kærligheden springer altid en generation over, du vil derfor finde en kvinde der i et bestemt lys kan minde om din farmor. Hun havde ganske vist en uheldig hatte-smag. Men bortset fra det var hun en nydelig kvinde. Men jeg vil ha en mild kvinde ligesom mor, indvendte jeg. Mærk dig mine ord min dreng, du vil finde en kvinde som har kant, og trang til mere eller mindre uheldige hatte. Hun vil stå utydelig for dig først, akkurat som din farmor stod for mig.

En af de ting der aldrig finder sin plads i et nyt hjem er de bøger der tilhørte ens forældre. Hver gang jeg rydder op finder jeg nye kasser som stod hos min far og min mor. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil ha dem op og stå i en reol, det er mere det at de fylder mere end mine egne bøger, de står ligesom 2 steder, hjemme hos min far i stuen, og så her hos mig i Korsør. Jeg siger til mig selv at jeg vil læse dem, men jeg læser dem ikke, for det er svært at læse en bog, når den er fuld af deres øjne.

Mister Mox og hans kamping-vogne


MIn far var overbevist om at himlen ind i mellem sendte agenter ned på jorden. Han talte ligefrem om en særlig "ironisk" engel ved navn: Mærkelige mister Mox, der morede sig med at plante sine "kamping-vogne" på vores kirkegårde. Navnene han valgte var som regel allegoriske og tvetydige, i håb om at der hernede var mennesker der gennemskuede ham, og et af disse mennesker var - naturligvis min far. Hende der sagde min far en dag vi havde forvildet os op på den lokale, er en typpisk mister Mox, korsfæstet, død, og begravet, og på 12 året, genopstået mellem hr. og fru jespersens mindesten. Der er sikkert osse lys dernede. Jo det er en rigtig kampingvogn. Så flyver hun nok ind over vores senge ved nat for at få os til at længes, denne Rigmor Kød.

Inde i alkoven over mig og min storebrors køjesenge var der en lille skunk, der stod resterne af det romerske rige. Det var en kollosal statue af marmor som var kommet til Danmark under mystiske omstændigheder i tiden omkring 30 års krigen. Vores tip tip tip oldefar havde kappet hovedet af en Wendisk landsknægt og der var tale om krigs-gods. Vi fik ikke lov at kigge ind til den gamle dame særlig tit, dertil var konsekvenserne for romerriget for store. Tænk hvis det gik op for damen at hun ikke længere befandt sig i Rom men i et tresserhus alkove. Min far sagde at romerriget lige så meget var en ide, og ideer havde det med at sive. Han ønskede derfor ikke at vi fik for meget kontakt civilisationerne i mellem. Vi skulle nødig ha en ny nero i den blendstrup-malmstrømske slægt. Min far lod mig derfor kun tage et billede med min kodakklik.

En af de kvinder min far havde set som barn i Kino biografen - hed Clara Bow. Det var en stumfilmsstjerne der ikke overlevede springet over til tonefilmen. Min far har ikke været mere end 5-6 år, da Clara Bow kom ind i hans liv. Han øvede sig derhjemme foran spejlet på den stumme flirt. Han kunne så i halve timer og række armene ud og lade dem tegne et slot, en tråd og et rige. Sådan ville han gøre hvis han mødte Clara Bow. Han havde osse et tegn for ishus, det var en stor firkant med en vaffel. Vaflen kunne godt ligne en måge, det måtte han på en eller anden måde have afklaret med Clara Bow. Men de havde jo masser af tid når først de havde udvekslet de første høfligheder. De skulle bo i Præstø. Og fordi hun var fra stumfilmen vidste min far godt de ikke kunne gå ture på alt for knudrede stier. Det skulle gå ligeud, for det gik hurtigt.

kejserskægmarinen og darwin


Engang jeg jokede med Darwin og hans evindelige missing link, (vi havde fået lavet badeværelse, men havde ikke fået vasken med)- blev min far ude af sig selv af raseri. Min herre! det et muligt du finder din pupertære sproglige forbistring med "the missing sink" - umådelig morsom, men en ting er emalje at forstå, noget andet evolutionen at fatte. Om jeg ikke kunne se at Darwin havde fat i selve kernen af vores existens. Og så fortalte han mig om en abe som han havde ejet da han arbejdede i flyvevåbnet og udførte g-test på kommende piloter. Det var en såkaldt kejser skægmarin, som var i stand til at snige sig ind i min fars forestillingsverden, så hans normale søvn blev afbrudt af billeder kun af den. Ifølge min far nedstammede vi mennesker ikke fra krogmanjon manden, men fra Kejser skæg marinen. Dens sørgmodige og kloge øjne vidner om en stor sorg over en elsket den ikke kunne få. Lige sådan føler mennesket når det oplever tabet af en elsket. Min far var på tidspunktet for Kejsermarinen forelsket i en datter af en baron og fordi han hver aften delte værelse med aben, aflurede han osse dens blik, så han dagen efter i virkeligheden var en slags kejserskægmarin ´når han var i selskab med sin "flamme." Meget kunne være sagt men en kejserskæg marin foretrækker at pille bark af grene. Det lykkedes aldrig min far at lære aben at kommunikere og tale. Men måden den nægtede det på var sigende for en evolutionært højstående hjerne. Den kravlede ind i klædeskabet og nægtede at kigge ud. Således sagde min far, tilkendegav den at den udemærket vidste at der var gået millioner af år siden mennesket og den var lige. Min far havde faktisk malet et billede af den lille abe, men det var gået tabt, i hans kunsteriske deroute, efterhånden som han indså at hans evner for maleri ikke gik fremad, men evolutionært - tilbage.