fredag den 19. december 2008


Min far snakkede engang i mellem om et landskab som han kun kunne se i drømme. Det var egentlig ikke noget rigtigt landskab, mere en slags terasse. Der var en parasol. En hel del tåge, og så var den overdækket. Han plejede at beskrive sin tilstand som oprevet. Der var nogen på vej. Gud ved om det er det her han har tænkt på. Jeg drømte det i nat og fremkaldte det til nu morgen. Havde han været her endnu kunne min far måske have afvist det som noget sentimentalt sludder. Nu bringer vi det imidlertid. Det er barnets privilegium. At se ind i fædres sind.