Da min far blev syg 2 gang var han i chock omkring et år. Han havde været så dum at be om et realt svar på hvor længe han havde tilbage at leve i. Han troede han kunne bære at få at vide hvor lang tid det drejede sig om. Han lo oven ikøbet med lægen da han fortalte ham at det drejede sig om 1- til 2 år. Max 2. Det er mærkeligt sagde han i telefonen til mig. Jeg har det jo egentlig udemærket, bortset fra den lille trykken på halsen. Men da han så havde sovet et døgns tid stod det ham pludselig klart hvad lægen havde sagt til ham. At han skulle dø. Han vidste ikke først det ville gøre så helvedes ondt som det kom til. Men det var nok mest selve bevidstheden i tid og rum der var det værste. Alle mennesker har jo en dødsdom hængende over sig. Den er bare ikke aftalt. Vi andre kan gå ud foran en bus, eller træde forkert i morgen, men det er bare ikke aftalt. Min far var fuld et helt år efter han havde fået dommen. Jeg troede først det ville gå hurtigere med hans død. Han dinglede og kunne dårligt tale. Han gad ikke snakke, han prøvede, men det blev hele tiden til de her "kegler af angst" der kom op. Jeg kan huske vi gik til stranden en dag. Det var vinter. hvor lang tid gætter du jeg har tilbage spurgte han? mange år Uff. Du skal sgu nok holde. Han så på mig. Og rystede på hovedet. Jeg tror han var vred over min uærlighed. Efter et år tog han sig sammen. Og drak mindre. Der var vel en 2-3 måneder hvor han hverken fik morfin eller drak massivt. Det var mens der var en pause i jagene. Altså han fik jo sine 4 øl. Men det er jo en relativ nobel tilstand for et menneske der skal dø og rådne, sagde han, og udgik møjsommeligt at rykke på sit hoved - Kræftceller kan ikke lide humle. Selskabelighed er ikke dem.
