Fra vores børn bliver født foregår der et større pustearbejde. Først er de ganske små og da er det vigtigt hurtigst muligt at puste dem op så de ikke bliver kørt over eller klemt. Senere når de antager frygtindgydende skygger og ordner hår vil pustearbejdet naturligt tage af. Men i et hvert barn er der utætheder. Dem lapper vi gamle med ævl og polyfylla. jeg ved det for  jo far og har brugt store dele af mit liv på at puste mine børn op som badebolde.  Efterhånden som de bliver større og større bliver vi mindre og mindre, og tilsidst er vi de der røde stjerner bagerst i livets entre. Så sidder vi der med gigantiske arafat møder louis armstrong læber. Hvad har du lavet i dit liv?
jeg har skrevet og pustet. Pustet og skrevet. PRUST STØN. I horisonten de gigantiske duvende børn der vinker.
Hej far og mor. Jeg ville bare lige hente mine nøgler.

her er kristus i en kirke langt borte. Hjemme hos os var han også mere eller mindre fjern, som en frelse gennem en  rude råbt adspredt. Hvad han sagde blev aldrig rigtigt klart. Det var som et råd man ikke fik fat i, som man bruger livet på at fatte uden held. Hvad var det han sagde dengang? var det noget om kjoler? eller var det om livet. Eller læsø salt? Jeg kan fandme ikke huske det.

her er katten kis på kreta. Der ville vi gerne være taget hen, hvis vi havde haft nerverne. Men det havde min familie ikke.  Vi rystede og skramlede os til sydsjælland på ryttercykler. Det var også en slags fest. Min far kørte ud i kornet.  Og katten kis? Den havde det godt på kreta og blev fodret af andre james bond agtige typer.

Bag denne kvist var der rige muligheder. Sønnen skulle være hjerte kirurg, men tågen tog ham. Nu bedriver han utugt hos en herskerinde i hobro og går med løse rygter.  Det er også fandens med det liv.