søndag den 29. september 2013

Martin er død, men
han lever stadig i min hjernes pulterkammer.
Kære Martin. Du kan nok ikke høre mig lige nu
men om en uges tid når du kan...så send mig lige
et signal når jeg sidder i natte stemning inde på
mit kontor. Jeg har hørt det var astma. Men
jeg tror det var mange ting, jeg tror du var træt
på det forkerte tidspunkt. Og det piner mig at
jeg ikke gik forbi i torsdags.
 Jeg skal nok skrive videre på vores far erindringer.
 Det du ikke nåede, det når jeg. Bare rolig.
Gamle ven. Du er ikke væk. Du er bare gået ned i kiosken.