farmors spisestue

Det var en katastrofe for vores familie da min farfar døde. Det var ham der afholdt fra at synke ned i fest og rus konstant. Hvert år ved jul genindførte han borgerligheden på Blåmunkevej. Så gik min far og ham til slagteren efter salt-tunge, og russisk salat. Og vi andre fik besked på at gå omkring i nystrøgne hvide skjorter. Jeg var hurtigt til at rode i farfars arvegods. Men min far blev mere og mere sur og tvær og talte om at "tingene skulle ha lov at bundfælde sig og hvile." For at gøre min far glad forsøgte jeg at lave et farfar rum ude i den ombyggede garage. En af mine klassekammarater havde adgang til en dukke som vi gjorde gammeldags. Jeg havde tænkt mig at overraske ham. Men en morgen fandt jeg ham bleg på en stol omme i haven. Hvad er der far? Min mor går igen. hun bygger spisestue i mit redskabsskur. Det er bare mig og Klunke forsøgte jeg. Vi må rive det ned det ved du godt ikke Jens afbrød han mig. Når min mor først begynder at indrette sig, sender min far mig på kostskole, for at få fred, og det er jeg blevet for gammel til, sukkede min far. Jeg har ikke længere karakteren til at slå til. Min krop er for træt til fisefornemhed.

solnedgangen i 55´

Min far var ikke meget for solnedgange. Han havde set sin. Det var i 1955. Han var lige kommet ud af kornetskolen. Det var i august. Han var forelsket. En nat gad vi ikke høre mere på ham, men pressede hans hoved ned i en spand med fremkaldervæske. Nu vil vi fandme se den solnedgang der åbenbart har gjort dig immun for nye far. Allright mumlede han og tænkte intenst, så der kom noget på pairet. Den så sådan her ud.

hestevognsvinduer

Og nu vi er ved det. Dengang var det ikke så længe siden vi havde boet på landet og ernæret os som daglejere og kodrivere og bedemænd. Og jeg tror det var derfor der var en tendens til møllehjul og vognhjul og høst redskaber på murene. Måske havde man svært ved at stå ved at man havde bygget for moderne. De værste var dem der byggede ren alpeidyl, for de havde fjernet sig så meget at de havde glemt hvordan deres forfædre gårdmændene havde boet. Dem havde vi kun foragt til overs for. Biedermeier-tyrol skrev min far med okseblod en nat han gjorde hærværk. Men vi var ikke bedre. Lofterne skulle sænkes for enhver pris. Ting der var hvide skulle bejses og almuemørknes. Folk´s øjne var som regel sænkede, for ikke at afsløre det hvide derinde. Teen skulle trække til den blev mose-mægtig. Ølflaskerne var brunere. Det var altid den buttede faxe der var med på billederne. Og så al den bast. Jeg kan huske der var en fyr der flettede sine vinglas. Der var altid så stille når han var på besøg, fordi de skålede så forpulet dæmpet. Når jeg hører ord som arbejdsløshed, dyrtidspension, og rottefænger, så tænker jeg på det mørke, og på krydsfiner. Den nye pejsestue skulle have haft små bitte ruder, men det endte med et kompromis. Pejsestuen fik de brede ruder, til gengæld fik Niels og mig en slags hestevogns parti inde i alkoven. Måske er det derfor jeg har haft det så svært med store lyse rum.

Der var mange heste i min barndom. De var ganske vist aldrig synlige, men vi havde en fornemmelse om at de var på trapperne hele tiden. Der var bare ikke plads. Haverne var ikke udlagt til heste. Husene var ikke hestesikre. Min far vrinskede ofte. Erindringen om seletøj lå dybt i os. Når jeg stod op ved daggry så jeg ofte grandvoksne mænd stå forvirrede på deres matrikler. De havde kaldt Hestene hen, i småsøvne. Nogen gange tolkede vi tordenvejret forkert. Det lyder som heste hviskede vi. Heste der dundrer over den hårde jord på marker. De slås hviskede vi. Den store hvide sparker den lille grå. Det er hannibal, den 5 årige, mod gamle Alladin. Men så kom regnen. Og så var det vistnok bare torden. Men hestene var der. Og der var marker. Husene lå spredt. De lå inden i det nye kvarter´s kvadrater. Hvorfor tror du indkøbsvognen nede i brugsen trækker skævt? Fordi den kører af heste-stien mellem varerne.