Min far havde slået sit hoved i militæret. Der var kommet et fint arvæv i hans hjerne sagde han. Du skal ikke være bange, det går over igen. Men jeg var bange. Når min far fik et af sine epileptiske anfald så han altid op mod himlen lige inden det kom. I en periode hvor han fik mange anfald turde jeg dårligt gå tur med ham. Jeg var altid bange når han nævnte månen, jeg forstod ikke om det var begrebet M Å N E der gav ham kramper, ideen om en fjern planet i kredsløb, eller om det var synet af den fine fjerne ring. Når det var fuldmåne blev jeg gerne hjemme under påskud af at jeg havde lektier for. Men alligevel var det ikke til at undgå. Det var som regel når jeg mindst ventede det. Min far fortalte mig om noget, indtil han gik i stå, og begyndte ligesom at famle efter ordene, jeg prøvede altid at snakke ham tilbage, eller at sige noget sjovt, men hvis han først havde fået øje på månen, kom det. Så faldt han om, som ramt af lynet. Og lå og rystede med 220 volt. Det vigtigste i den situation var at bevare hovedet koldt. Holde hunden stille. Hviske til ham. Månen er kun månen Uff. Hører du. Den er ikke et eller andet kraftcenter. Den er pisse enkel far! Den lyser bare pga solen. Han hørte selvfølgelig ikke hvad jeg sagde. Jeg tænkte han på en eller anden måde var låst i en hemmelig snak med månen. At de udvekslede en form for tidevand min far og månen. 5 minutter efter kunne han rejse sig. Og lidt efter kunne han osse snakke lidt. Som regel havde han bidt sig i tungen. Han huskede aldrig noget. Minutterne før og efter mødet med månen var slettet. Hvad skete der...? Du kiggede op på månen far og så faldt du. Månen har bevaret samtalen. Når den hænger over mit hus, har den gemt det hele på månespolebånd. Selv min fars blik lige inden det kipper over, og går ind, som de der rullegardiner.
