tirsdag den 21. april 2009

Jeg havde engang en far

Jeg havde engang en far. Han var blandet ind i alt muligt, troede jeg. For jeg troede min far var en blanding af Frelseren og en gangsterboss man aldrig havde set lige. Men det viste sig at livet er røvkedeligt. Min far var ingenting. Og dog var han en helt i fjernsynet dengang fjernsynet kun var en kanal at vælge imellem. Og han blev senere helt i Folketinget. Der er så mange ting jeg vil have ham til at svare på, men jeg hørte jo selv hans udåndning på Bispebjerg. Jeg vidste han var død, da han var død.

torsdag den 9. april 2009

Far var lange søndage

Far var også lange søndage i højt andendagsbranderthumør i sin gamle ulækre slobrok. Man kunne få 5 kroner for at massere hans ømme nakke og man kunne få fantastiske historier og mange platte vitser. Af og til var det perfekt og der var ingen grund til at fortrække.
Så var der tv-avis og Horisont (som far opfandt i tresserne sammen med John Danstrup og en lang liste af andre, blandt andre min fars sekretær som altid vidste præcis hvor far var (det var jeg aldrig sikker på)) eller tennis eller fodbold i fjernsynet og alt det sjove måtte vente til der forelå en aller anden form for afklaring. Der kunne være en artikel der måtte skrives og et blad der skulle redigeres. De kolde politiske vinde blæste alt for ofte, men far holdt da atomvåbnet ude af havnen. (Det sidste kræver en forklaring jeg nok skal komme med senere)

tirsdag den 7. april 2009

Egentlig var det fuldstændigt latterligt


Egentlig var det fuldstændigt latterligt. Men i en periode hvor min far led i særlig grad af mavesyre fik han den fikse ide at der skulle oprettes en slags mundskænk til ham. Det blev så den røde elefant som manglede sine ben. Jeg indtager ikke noget uden mundskænken først har sagt god for varerne. Så stod den der, den røde elefant. Vi kunne ikke lege med den i en hel måned. Der var jo både smøger og soya og mandelessens, og brun kulør der skulle chekkes. Giftblandersker kender ingen nåde. Det gør røde elefanter heller ikke.

Min far accepterede ikke privat ejendomsret


Min far accepterede ikke privat ejendomsret. Der fandtes ingen private grunde. Har man et ærinde kan man gå ind overalt. Mennesker der skjuler sig bag gardiner har i særlig grad fortjent et uanmeldt besøg. Vi bor i en verden hvor mennesker har godt af andre mennesker. Hvad fanden laver du her på min grund råbte en mand engang af min far da vi stod i hans baghave og kiggede på en særlig flot og rank solsikke. Min gode mand vær venlig at dæmp din galde. Her hersker kigge-loven sagde min far. Og for det meste var det nok for min far. Måske var der nogen der var bange for ham. Til sidst tror jeg mere de havde givet op. Han havde jo aldrig respekteret deres grænser alligevel. Vi fik set mange ting på den måde. Jeg har fulgt mange skænderier bag vinduer. Jeg har set mange mennesker kigge ud og ryste desperat på hovedet. Men jeg har aldrig oplevet min far blive jaget ud. Måske var det fordi han ikke tvivlede. Han var aldrig i tvivl om at han havde ret til at vide hvad der skete i nummer 16, hvorfor de larmede med en stiksav på themsvej, inde hos mongolerne. Der skulle ikke bakkes ud. Der skulle fastholdes og betragtes. PÅ en måde tror jeg det endte med han blev en slags naturtilstand. En slags himmellegeme der stod op og gik ned på matrikler, ligesom himmellegemer gør, lidt længere væk. De kan jo heller ikke fjernes. Solen er solen sådan er det. Selv da han var meget syg tilsidst kørte vi ind med hans rolator, på den forladte grund nede for enden af Casper Møllers vej. Der havde han aldrig været inde. Det havde altid været mystifystisk. Der lå et sommerhus som var helt knust og groet til. Jeg gik rundt og fandt indicier til ham. Aviser fra 1970erne. En gammel mørnet dame hat, et par støvler. Muligvis fru Stoks mumlede han. Kan hun have haft en elsker på dette sted? Stod jorden ikke længere hjemme hos fru stok? Var Hr. Stok en hævner? Min far sad på sin rolator. Vær venlig at betragt helheden for mig min søn, jeg orker ikke.

Min far var ikke god til at skaffe sig af med sine tomme flasker


Min far var ikke god til at skaffe sig af med sine tomme flasker. I forvejen var det osse mest min mor der hentede dem. Der lå altid mange flasker omme bagved. faktisk var det i perioder nok det største lager i Århus og Omegn. Engang om måneden kom købmandens flaskebil forbi og hentede dem på paller. Men der var en periode på små 4 år hvor der ikke kom nogen nye til. Så lå de gamle i bunker og fik mos på sig. Når det var koldt og frost sprang der nogen gange nogen i luften. Snaps siver som sirup så, ud af de knækkede flasker. Han kom der aldrig selv. Det var fortrængningens rum som han sagde. Steder hvor rester opbevares til de går ad kødets gang. Klirrende grimme grønne ting med hinkesten i bunden. Kubikmeter til opbevaring af lyst og latter batterier. Væske bankbøger. Blimmelim kufferter. Lad det bare forsvinde i vedbend børn. Vi har taget den næring der var at få, plus det løse.

Min far sov med sutteklud


Min far sov med sutteklud. Ikke nogen stor klud en gammel blå las som han altid benægtede var hans sutteklud den befandt sig bare tilfældigvis i nærheden af hans sovestilling. Det er nok noget familiært mine brødre har osse deres sutteklude, og min sutteklud består af ørepropper som nogen gange ligger som hele øreprop-marker bagerst i sengen. Min far hævdede selv det kom sig af for lidt bryst som lille. Havde han fået lov havde han ikke manglet denne substitut. Han ville gerne ha hængt sig som en lille pære i lille flaske på et pæretræ, så kunne han ha vokset sig stor sådan. Lidt vind og lidt vuggen det ville være sagen. Min far kunne være meget stille når svigerdøtrene monterede deres børn på deres blottede bryster i hans have. Men om det var det smukke lille barn eller om det var selve malkemaskinen var svært at sige. Det er nok noget familiært far. Hvad tænker du på? suttekluden. Nå den. Ja det er nok fordi vi har brug for at skjule os. Årh visse vasse. Mage til psykologisk krible krable. Det er bare en klud i en seng. Naj du kan inta somna utan, lo min mor og sukkede vidre over sit lille barnebarn, den sommerdag i 99. Det er muligt. Men det er stadig kun en klud i en seng sagde min far lidt studst, der skulle ikke meget til han følte sig lille når samtalen nærmede sig suttekluden. Det var jo hans bamse i et liv uden særligt mange andre bløde ting.

Min far havde en bekendt der kaldte sig fisker Åge


Min far havde en bekendt der kaldte sig fisker Åge. Hans særlige kunnen var fjer i hatten. Han havde desuden en evne til at sidde og "Pilke" med sin øl når den var tom, han kunne sidde i timesvis sådan, på den måde var han en af min fars mindst drikfældige venner. Til gengæld var han gerne tavs. Det var som om han skuede ud over sit fangstområde den største del af tiden. Det er existensens almindelige brænding sagde min far. Der er mennesker der specialiserer sig i den lange zoom og de er gerne lidt stille i det. Min far var ikke altid lige begejstret for at få besøg af fisker Åge. Men det afhang meget af hans humør. Nogen gange havde fisker Åge nemlig lige den ro der skulle til for at dagen blev lang og bred og rar for en menneskelig bjørn som min far, der havde det med at se sig sur på sin hule.