Sibylle Mortensen. En af min fars nære kolleger fra hans tid på Galatea kroen. Hendes rødhed fra top til tå gjorde ofte et stort indtryk på de unge mænd når de sad rundt omkring "klubværelse-vandsmægtende" og tankefuldt fordybede i kvinders radiaktivitet. Samtaler førte hun ingen af. Men hun var rød fra top til tå og meget meget meget let på tråden. Erotik blev altid gennemført på en næsten grammatisk vis. Det var, sagde min far, som om hun satte et komma for hvert stød. Når hun ikke forførte unge mænd, sprang hun let fra tagryg til tagryg, som en solsort bare rød.

Min far var meget skeptisk overfor ØK projektet. En ting var som sagt det at jeg ikke fik stilling som direktør, en anden ting var det vi foretog os. Det forekom ham suspekt. I skriver digte, men hvad driver i det til? Det er et fælleskab far, vi læser hinandens digte. Ja tak brummede han, jeg kendte også mange der åd ferietabletter og lignede greven af monte cristo. Men de blev sgu ikke til en skid. Halvstuderede røvere du. Det er hvad i blir. Havde jeg vidst det da jeg sendte dig derover til dit indledede møde med denne Martin Budtz, var du aldrig blevet sendt i vej. Rystende forhold. Narkomaner og langtidsledige drønnerter, falske fuglekonger til hobe. Føj for satan for en flok. I er sikkert også fulde hele ugen. Nej vi arbejder faktisk hårdt på at udgive et tidsskrift. Tidskrift!? er det denne pampflet af urimede smørerier?! Og hvem er disse mennesker Jens. Hvem er de?! Nogen har skrevet i mange år, andre kommer bare ind fra gaden. Ja...så. Ligesom mændenes hjem. Tragisk. Såre tragisk. Gerd. Lav mig nogen æg. Jeg låser døren. Din dreng går af fortabelsens vej. Og det går hurtigt. Menneskebarn hvad skal der da blive af dig.

forleden faldt jeg over det her foto i mappen: Farfars fraklip. På bagsiden står der Ina 1935. Men dette er min stol som den står i opgangen. Jeg arvede altså ikke bare den her stol. Jeg arvede den med indhold. Det er derfor min egen hund altid ligger for højt om natten når jeg ikke kan sove og går ned for at spise noget natmad. Den stol er foræret mig med indhold. 14 generationers brune væsner. Så tror da fanden den ligger og gøer med faste intervaller. Det ville jeg også gøre hvis jeg skulle bygge rede på toppen af 6 terriere og en bunke boxere fra grundtvigsvej 18 1925-72. Bagved slangen han fortsat råber gennem.

Søn! Når du har indrettet dit herreværelse, skal du lade det gro til. Før eller siden kommer der planeter til. Dem skal du lade hænge og evt besøge når du er i stødet dertil. En ting der det liv du lever med din kone, noget andet er dit eget sted. Sørg for at adskille de to verdner. Lev alene når du skal. Mennesker der ikke har deres eget sted, går før eller siden under i slåbrok og brokbind. Indtag rigelige mængder nervenedbrydende proviant, og se så op på dine planeter. for satan dreng. Er det ikke pragtfuldt. Kloder af damp, beboet af nøgne damer, ligner altid lamper til forveksling. Men det skal du ikke lægge så meget i.

Det er så underligt. Når fædre går under, går de under med hele deres verden. jeg kan huske jeg synes landskabet var helt tomt, fordi han havde trukket hele lortet med sig ned, bortset fra den her lille kone, der lå som en træt bøje i vragresterne. Som enhver far, havde han kaldt os til sig lige inden, for at dele sit rige, før det var for sent. Men manden kunne ikke give sit rige videre. Det hørte jo til ham. Der lød en svuppen så var det væk. 74 års bygninger, veje, indfraststruktur, sjælelige vægtapeter, pauker til fest, og udenomsparlamentariske tiltag til hverdag. Forbindelserne bagud til tip tip Erik og de andre orgelbyggere. Særlige formuleringer, måder at låse sig inde på. Rasende. Ublufærdigt. Direkte. Aldrig diskret. De tager det jo med sig. Men lige før de dør får man lov at kigge dem ind i øjnene, og så ser man 12 milliarder år bagud. Hele sammenhængen, gennem de her morfinfyldte øjne, hele sammenhængen. Kig så. Se. og fat. Hvis du har evnerne til det. Ellers bare glo. Det er også en afsked.

Men selv da han var ved at dø, holdt han ikke op med at være tilstede. Den sidste gang han var i Rude var han svag og afkræftet. Buler på halsen blev bundet inde med halsklude. Men trykkede han dem ind i halsen kom de ud i maven. Min far var derfor meget fed bestemte steder. Kræftfed. Dvs uendelig tynd nogen steder og uendelig spændt andre. På det tidspunkt var lungerne ved at være fyldt med vand. Han brugte sprutten som åndedrætsværn og blev mægtig fuld, indtil han glemte han var fuld og fik smerter og måtte drikke mere for at genvinde overskuddet og fuldskaben der holdt døden fra livet. Hvis bare han havde fundet den rette blanding tror jeg sagtens han havde kunne snyde døden. Tilstrækkelig fuld kunne han alt. Skide på døden, drikke sig fra sans og samling, smadre flasker i dødsriget og vende hjem, styrket. Alkohol ødelagde ham, men alkohol skabte ham også. I hvert fald var den den far jeg kendte.

Pibe pUF PUF

Når barnet fylder 13 skal ha ha en pibe og en snaps og så skal han ellers koncentrere sig om at udvikle skæg. Kommer skægget ikke af sig selv, kan han evt male det på sig. Eller hvis livet vil det, kan forskellige skræmmeøvelser også med held bruges til at udvikle det. I dette tilfælde vil skægget ganske vist ofte blive gråt. Således sagde faren, kort før den store konfirmation, som han forberedte med omfattende druk i dagene forud. Min mor brækkede armen på vej hjem fra kirken, men var alligevel i stand til at servere for gæsterne. Min far lagde vist ikke mærke til noget, men han sad også godt, mellem gross gretchen og Lilly, en god bekendt og escort dame der dengang kom sammen med Adam hendes ruffer, og tyran. Konfirmationen forløb planmæssigt. Der var kun 2 slagsmål. Men masser af Poul Dissing og krammere og fald på trapper. Det var heller ikke mig der havde inviteret mine gæster. Til gengæld fik jeg min første pibe og en ronson lighter. Jeg følte mig utrolig stor. Og moden som ind i helvede. 2 år senere var jeg stadig kun en meter og femogtres, til gengæld var jeg rigtig god til at hoste blod og se gul ud i hovedet. Men da jeg var også gået over til min fars herlige hvide kings.

Dyr der betragter et menneske intenst fremkalder før eller siden et kødben eller en bevægelse hen imod en gåtur med dette dyr. For min far forekom dyr magiske. De dirker sig ind i dit bryst og gennemtvinger handlinger der i og for sig ligger udenfor dette menneskes vilje. Ofte indtog min far cigaretter imens han redegjorde for "fremmede væsners sårhelende kraft, i monologer der kunne strække sig over timer. Disse dyr min søn, skal du opsøge så snart du føler dig svag. De er ikke bare angstdæmpende. De er stemningsstabiliserende. De heler ålerusernes kedelige indhold i at komme ud. Jeg var 35 da jeg endelig fulgte hans råd. Daglige gåture er kimen til min succes i hvidevarebranchen.

jeg har arvet min fars drømme. I min familie arver vi sjældent kun møbler. Fra min far fik jeg følgende drømme skrevet ind i testamentet. 12 om gæld. Som regel til købmanden i Store Regnegade. Formfuldendte breve. Al den tiggergang. Deres usvigeligt U.Blendstrup. 20 om adling. Oftest ser jeg mig selv i uniform på besøg hos min fars svenske svigerfamilie i Mølndal. MIn mors gigantiske svenske overlægefar rækker min far en kniv med sildesalat og stikker den i brystet på ham. Istedet for at dø antager min far træk af personerne fra kong salomons miner.
Mareridt. Ikke mange. Min far led ikke af mareridt særligt tit. Levende begravet går han rundt som overtjener i det sunkne Titanic. Lyden af de blege knoer der banker på kahytdøre forekommer mig rædselsvækkende, mens der balanceres med en bakke med blegt mad og vin i karaffel. Your Breakfast madame? Rusten driver fra de oplyste korridorer. Han har været overtjener alene i mange år. Drømt så dybt i hjernebarkens morianergrav at det kun kan drømmes til ende. Mareridtet om at være fanget i en defekt elkoger. Uendelig langsom opløsning blandt kalk. Drøm om den kvinde han aldrig fik. Anette fra Virum. Pragtfuld kvinde. I drømmen kan jeg mærke han virkelig har drømt hende til. Hun Anette fremstår rapkæftet, smilerynket og vital, og brysterne, jeg tør slet ikke nævne brysterne, jo de er placeret i affyringsramper på space kennedy. I drømmen følger jeg nedtællingen. Enorme brændstof-raketter, min fars og mange andre mænds kærlighed til hende, brøler brysterne til vejrs, hvorpå jeg omkommer i tårevædede stikflammer. Fra da af er der kun samtaler med hans majestæt kong kristian d. 9. I testamentet er drømmen om Anette markeret med rødt. Måske fordi der var tale om en livslang ugengældt kærlighed. Sådan er der jo så meget.

Karl Kristian Neger

Han havde en ubændig trang til at være neger. Det var længe før der var noget der hed politisk ukorrekt. Og det var heller ikke rascisme der drev ham. Men simpelthen en trang til at male sine læber lyse og sit ansigt sort. At fremstå dunkel. At Være begavet nusset. At gide farven. Pludselige danse kunne optage ham i dagevis. Hans forbindelse til min far fremstår tvetydig. De havde begge arbejde på kolonien Filadelfia i Dianalund. Han mestrede skruen uden ende, en term min far brugte for mental udvridning af sjælelig slam. Det var startet ganske tidligt med en enkelt streg i forbindelse med en leg i noget mørkt vand. da han kom hjem og så han var sort på kinden følte han en brændende lyst. Jeg er kun fuldendt hvor jeg er sort mumlede han. Mor jeg vil være neger havde han sagt. Det hedder ikke neger mit barn, det hedder sort. Så lad mig være sort befalede han. Og dermed blev det. Mørk gik han gennem livet. Fortvivlelse prægede hans psykoterapeutiske praksis. mørke malerier med store blege øjne var placeret i venteværelset. Det mindede om et fremmed sted. Han er en god terapeut men menneskene foragtede ham. Skal du op til negerterapeuten hviskede de. Gid han dog var blond. Hvorfor vil han være neger? Hvad er det han søger i det mærkelige mudrede ansigt? tilsidst han søgte konsensus. Dametøj hjalp hans geninslusning i vort samfund. Dametøj og Hellerup svømmeklub. Sproget var dog vedblivende besynderligt kunstigt. Han talte som var han altid lige blevet ramt af en giftpil. Da det mørke menneske gik bort farvedes jorden hvor han lå. men lidt efter lidt, optog blomsterne den stærke farve. Negerblomster gror. Skosværte sten ligger.

Løgn på løgn på Kokholms hotel

I starten var der kun de brede strande og klitterne i Råbjerg mile, udlejningshytterne, hotellet og den gamle fornemme smadrekasse med automatgear som børnene kørte rundt i – på Kokholms private jord. Den selv samme bil som for nylig var køretøj for en seriemorder som børnene kendte som den Gamle direktør. Den selv samme mand som deltog i alle piratbridgeaftnerne og hjalp far og Den gamle arkitekt med at drikke al den whisky som kom frem fra alle kufferterne. Af og til fra den selvsamme kuffert som før rummede liget af den forsvundne fabrikant og talrige andre ofre for ”virksomheden” som blev forbigået i sædvanlig gentleman-agtig tavshed ”mellem venner”. Ingen behøvede vide noget, der fandtes kun dette vidunderlige sommerliv hvor både løgnehistorier og tavshed var tilladt. Her kunne alle være præcis hvad de ville, så længe der var piratbridge og wisky på terrassen efter middagen og nye løgnehistorier der havde samlet sig i løbet af dagen. Når aftenen var afsluttet i fordrukken sentimental hjertelighed var alt som det skulle være og plejede at være. Alle blev brune og spiste meget flæskesteg og fisk fra det store hav. Alle wiskyflaskerne blev omhyggeligt fjernet om natten af en usynlig hånd.

Min fars genkomst nummer 10.

Jeg har tit tænkt på om min hund er min far der er kommet tilbage. Dens nytteløse men besatte omgang med et træ i vandkanten ved mit by. Måden den af alle kræfter prøver at trække træet op af havet uden skelen til tyngdekraften og træets vægt. Forelskelsen i patienten er den samme. Min far var jo også besat af store klumper af mennesker. Han hev dem op på land da de var ved at drukne i gabet på hans store vrede mund. Du skal op på land selvom du synes du hører til dernede. Op med dig store umulige klump af knogler og fedt og anstand og masse. Op og ind i min tilrøgede stue. På den anden side er det nok ikke min far, der er susi, de skulle helst gå med selv, han ville overlade det til andre, at trække dem hjem, det ville være en entreprise, bær min besættelse træet der fylder, hjem i haven, da vil jeg gnave det og brække barken op bagefter. Og skide grenene ud hele. Alligevel tør jeg ikke helt afvise det. Jeg tiltaler nogen gange hunden med et uff om natten. Så løfter den bekymret sit lille røde hoved, ak tænk at det skulle gå dig som det gik, du mit barn, der ejede så megen viden og fornuft da du var ung. Hvad har du ikke drevet det til af umulige klodser du kalder din bopæl. Men kan du frelse mennesker fra dem selv? nej far hvisker jeg til Susi. Jeg kan ikke engang frelse mig selv. Så sænker den sit lille hoved. Tabes Dorsalis

jing jang forkastningen

Min far holdt af at sidde i min brors jordhule med et gammelt periskop når min storebrors børn kom på besøg. Nydelige unger. Set gennem gammel kikkert. Afkom i 3 led. Født til liv i tid efter min. Derfor sprogligt muteret. Fremmedgjort af tidernes kommen og gåen. Forkælede slægtsled beregnet til stamtræ hvis videre forløb var min far uvedkommende. Alle de grene af liv. Langt ude var han mere i familie med Prins Ingolf og princessen af Monarko end han var af sine børns nydelige men evolutionært fremskredne formationer. Sidst på dagen blev han dog gerne sulten og så rakte han ud, som et 600 millioner år gammelt fossil fra Jing Jang forkastningen, så hændte det de græd. Hvilket altid hensatte min far i stor sorg. Heller ikke genetikken kan overvinde vores forskellighed mumlede han. Du kan sgu da bare lade være med at ligne en klump ler far, snerrede min storebror. Hvad med at deltage istedet for at overlade det hele til mor.

The last of the mountain men

Min farfars bedste ven endte i amerika, og da min farfar døde, var det min far der opretholdt kontakten med ham. Der er skrevet en hel bog om ham, han var en af de sidste der drog mod vest, ud til de allersidste øde og uvejsomme områder i det store land. Dvs da han rejste afsted lå der stadig byer omkring ham, men så kom krisen i 30erne, og så lukkede byerne igen, på den måde drog han forbi en mængde vinkende folk, der forsvandt. Han var en af "the last mountainmænd" - meget berømt, men også meget isoleret. Når han skulle sende post måtte han tage til den nærmeste by Big rock Candy der lå godt 100 kilometer væk. Det foregik på hesteryg. De første kilometer måtte ha fire sig ned af en bjergbane, da vejen var skyllet væk, og hans hus lå oppe på et bjerg. Han fremstillede selv sine våben. Og levede af den lille urtehave han havde bygget ved at slæbe jord op i et hul. Der var meget tørt hvor han boede. Det knasede altid i tænderne når man havde siddet med hans breve. Selvom han var en af the last mountainmen, hed han også bare Anders. Min far skrev gerne om det mest ubetydelige, om vores problemer mølkebøtter, for ikke at bebyrde ham med flere store problemer, mens Anders skrev om ensomheden og alderen og Idaho. Og om at ringe på døren til gamle flotte huse og vente indtil det blev mørkt kun for at opdage at huset var tomt og forladt. Da min far var 50 var det dog nok. Han skrev at han ikke længere var lille Uffe men mag art psykolog, med speciale i typer som Anders. Svaret var et lakonisk men ikke ondt. I knew it Uffe, but that does not do you any good in Idaho. Min far var stadig et bymenneske. For a cityman life is just a jumble, like the facts in a college freshmans notebook. But ask me anything about nearly anything , and I can answer because I have had time to think about it. Det kunne min far ikke stå for. Der var mange ting min far ikke kunne finde ud af. Så i den sidste tid sendte min far ham flere store pakker med Gerd Lillians køkkenmaskiner, der var også en tv bænk med brugsanvisning der røg over på den anden side af Atlanten. Jeg ved ikke hvad Anders har tænkt når han efter at have fragtet sagerne på æselryg til sin Idyl men jeg ved det nåede frem. Jeg ved også at Anders byggede sig et beskyttelsesrum i klipperne. Atomkrig var konkret overalt i Amerika, også for the last of the mountain men. Det sidste brev vi fik var et svar på min fars problemer med hulmursisolering, om han skulle vælge Isolkern eller rockwool. I am only afraid of one thing, skrev Anders, a cold Wind, That will kill u for nothing. You just die like a damn fool."

Byggeri og bortsprængning

Min far havde ikke noget imod de byggede store huse omkring hans eget. Det var når de rev ned det rørte ham. Det minder mig om de klassekammarater der forsvandt i 4 mellem sagde han. hvor forsvandt de hen? til Polen. Jeg så dem aldrig igen. De havde ikke engang jødisk klingende navne. Nogen gange fik han så dårlige nerver af alt byggeriet at han ikke ville gå tur med schenko. Få så rejst det skide skur Kristensen råbte han. Jeg venter på håndværkerne Blendstrup, råbte Kristensen så tilbage. Jamen så kunne du forhelvede have ventet med at bortsprænge din karport til de kom. Naboen kunne ikke forstå hvorfor min far ikke bare kunne slappe af. Men han havde heller aldrig været i Polen. Det havde min far nu heller ikke. Men han havde set det på fjernsyn hvordan tyskerne bortsprængte gaskamrene i den sidste tid, og så havde han lagt brikkerne sammen. Få så det skur op og stå din idiot råbte min far, ellers melder jeg dig til kommunen. Du skal da ikke bestemme over min grund. Det vil gud jeg skal råbte min far, hvis naboer afmonterer gaskamre, skal de fandme ha det at vide. Det er sgu det rene Auswich/Birkenau efterhånden.

Lediggang i brændende byer

Hvis du vil ha lediggang min dreng, skal du søge hen hvor byerne brænder, sæt dig i en trillebøre, lad bomberne falde omkring dig, se ikke op men ud. Gerne over havet, gældsæt dig aldrig mere end du kan forsvare at sidde stille, og hvis du vil, forlade det hele. Al denne materielle rigdom gør mennesker døde. De forestiller sig de udretter enorme ting, men den der sætter sig i en trillebør og ikke gider, han skal meget gives. Damer, det hvide pulver, bøger, brand. Hvis du vil lediggang så gå efter byer der rejser sig fra aske påny. Det er så meget mere givende end at sidde og drysse på bænk I Brabrand.

Efter Kurts salon

Min far var en forfængelig mand. Ikke så meget mentalt, her var han en slags vagabond, hjemløs skærsliber til sjælen havde fundet dagens makker, samtalekammarat, eller fjernsynsudsendelse. Men fysisk. Han skulle være nobel for at kunne brydes ned. Der var en fast rutine. Efter ødelæggende weekend, korsfæstet, død og bedraget, på 3 dagen efter massiv søvn, krøb et lille menneske frem. Således genopstået, af ursuppen, den kæmpe jernseng, efter en lille kop the og en dæmpet samtale med Gerd Lillian om bod og bedring satte han sig på sin cykel, en grøn raleigh med 3 gear. Nej Først skulle skægget rages. Godt med Old spice aftershave. Men så. Når han havde været inde på Kurts salon og blive studset var han et nyt menneske, og dette nye menneske skulle hurtigst muligt frem til en tryg base hvorfra dette nye menneske kunne sidde og skinne, som et par nypudsede sko. Det er også derfor alle officielle billeder af min far afviger meget fra den han var for det meste, det er nemlig, efter Kurts Salon. Værsågod et stk nypresset menneske, før efterfølgende udsvæven og grisegrynt efter damer.

Kalle

Min far arbejdede i mange år med patient "Kalle" som var en kendt århusiansk kirurg. Et dårligt ægteskab havde fået ham til at miste troen på sig selv. selvudførte Fejloperationer af næseryggen, den skulle ligne broen melle vejle og Fyn, havde ødelagt ham. Flere forgæves selvmordsforsøg og en omhyggelig trang til at blive opdaget i tide fik ham til sidst til at søge hjælp. Det var på en druktur som gik over general Rye og ind på Jailhouse, at han mødte min far som ikke lovede at frelse ham men finpudse hans egenskaber som han sagde. Ved hjælp af lige dele musik og dans ville han gøre lægen funktionsdygtig igen. Uheldigvis gik det ikke lægen sågodt som lovet. Han blev ganske vist velfungerende men patienterne svigtede, og han endte som hyrevognschauffør i Tranbjerg- Viby. Ture der med faste intervaller på et til 2 år, sendte ham ned til min far. Behandlingsterapien foregik i bilen, så taxametret kunne gå imens, og minde min far om prisen for fejlbehandling. Men jeg er nu glad nok Blendstrup, hørte vi ham hulke i et superhelt kustume han havde anskaffet sig for at holde kadaveret kugle istedet for kant. Du er så glad som du kan blive mumlede min far og så på taxametret der havde sneget sig over 600,- og var godt på vej til de 7. Da jeg forleden ville sætte Børge Madsens Komponisten i reolen faldt dette billede ud. Til Uffe (min far) med tak for alt. "kirurg Kalle. " - navnet er reaktionen bekendt.

Jeg har arvet min fars frygt for manden for enden af trappen. Det var derfor vi ikke boede i huse med trapper, men i et fladt, aflangt, enfamilies hus. En cigarkasse uden stigninger og fald. Min far var aldrig i tvivl. Hvad vil han far? Det er noget ubegribeligt, mumlede han. Han vil have os væk, til at træde over, det er noget frygteligt. Mærk dig mine ord barn, forenden af trappen står manden og ler. Med mindre du er skabt anderledes end din gamle fader, skal du tage truslen fra manden forenden af trappen alvorligt. Han åbner ikke døren, med mindre han ønsker du kommer ind. Idag bor jeg faktisk i et hus med trapper. Jeg troede aldrig jeg skulle blive som min far, bange for manden for enden af trappen. Min egen rædsel er kommet snigende. Fra at være små anfald der varede et par minutter, oplever jeg nu, følelsen af uvirkelighed. En summen, jeg holder nede med raske gå ture, og intensiv læsning af reklamer. Endnu har jeg ikke mødt ham, men det sker at døren på anden sal, knirker. Som regel er det bare hunden eller katten. Men jeg går aldrig ud og ser efter. Der har boet en stenfisker her, som gik ned med travlet.

Min far holdt som sagt meget af forklædninger. Det kunne være rent fysisk men det kunne også være mere "mentalt." - han satte sig ind i menneskers bevæggrunde for at gøre dette eller hint. Der var en patient "R" - som min far havde udsædvanligt svært ved at greje. Tilsyneladende havde "R" levet et ganske almindeligt liv indtil han som ca 60 årig var gået amok mod sin kone, der gentagne gange var blevet slået i hovedet af "R" der med sin pibe havde tildelt hende livsfarlige kvæstelser. Min far var ikke i tvivl om at der var tale om en slags "sovende psykopati." udløst af et langt liv, med tilbageholdte følelser. Det var imidlertid svært at få "R" til at indrømme det selv, hvorfor min far i en uges tid "trådte" i hans sted. Selvom det muligvis ser morsomt ud på billedet, betød min fars mange "forklædninger" at vi børn ikke måtte komme ud i køkkenet før han var kommet til en erkendelse og en diagnose på patient "R." Min mor var en rar svensk dame, og gik derfor med til ofte timelange og opslidende "opvaske-scener" hvor min far, med påtaget alvor tørrede de tallerkner af som min mor rakte ham. Patient R blev rask igen. Og min far fik ret i sin diagnose. Men det var ikke særligt sjovt for os børn, når de var i "spil." Ofte hørte vi også vores mor forbitret hviske, nej uffe, du er inte patienten R.

Oldefar, vinhandleren fra Afrikas horn

Min fars rejser til Afrika blev aldrig den succes han havde håbet på. Måske fordi han aldrig kom afsted. Min familie var ikke meget for at rejse. Afrika findes i mit blod sammen med Ribe sagde han, og gav sig til at tromme på armlænet. Så hvorfor i himlens navn udsætte sig for Malaria og kanibaler? Det er jo ikke andet end myggefyldte floder og minimale sivkajakker. Hele tiden ankommer man! hele tiden færges man ind. Alle hans idiotiske vin-flakonner. Min far påstod at min tip oldefar havde haft en handelsstation derude. Han solgte vin, og lærte mange medicinmænd at kende. Han giftede sig med 8 mørke kvinder. Og kom snart i et afhængighedsforhold til dem. Han var en af de sidste til at opgive slavehandlen. Han var lænket til sin skæbne til det sidste. Mere og mere fedladen lod han bygge den ene mere ekstravagante negerhytte som han kaldte Virum Sorgenfrei. Og lille Kais Hvile. Hans læber var sprukne af talløse tallerkner som konerne havde syet ind. Han tilbad desperat en gud han kaldte "hardy." Og malede sig med skosværte for at fremstå lokal. Din oldefar var en afrikansk tragedie min dreng. For hans skyld har vi ikke rejst derned. Til gengæld var han ikke karrig med sin vin. Den hed: Chateau Lise, efter en han havde kendt på regnecentralen.