Min far var et vanemenneske. Han havde askebægre placeret på faste pladser. Han havde osse brevåbnere liggende på henholdsvis toilettet, i stuen og i køkkenet. Han elskede at sidde i haven sommeren igennem og blive bagt. Når sommeren stod for døren i maj - juni rykkede han hele sin virksomhed ud i haven. Da jeg var barn var der ingen mobiltelefoner. Og for min far kom der aldrig andre telefoner end den store grå med ledning som Gerd møjsommeligt trak ud til ham i haven. Nogen gange når jeg kom hjem - det var særligt da jeg var i hæren - kunne han sidde ude i haven bag sit have direktør bord, med en øl og en snaps et askebæger og så telefonen. Nå er direktøren i haven idag plejede jeg så at sige. Min far ikke så meget som løftede et øjenbryn. For han var på arbejde. Han arbejdede døgnets 24 timer med fuglesang, og hundesnak, og nabo råb over hækken. Og så ringede han jo rundt til gud og hver mand. Og imens lå hunden, schenko så og gispede, på varme dage under en blå paraply han havde mast ned i jorden. Det er underligt at finde et sorthvidt billede. Det føles pludselig så lang tid siden man havde en far. Nogen gange kan man godt blive i tvivl om man nogensinde er blevet sat i verden.
