Og så var der aben. Her er den længe efter. Min fars forhold til aben kan bedst beskrives som køligt. Få den ud af min stue - jeg får kvalme af dens mildhed og dens pels. Mig og min storebror morede os med at placere den nær den gamle når han vågnede og var lille. Så hang aben f.eks på hans sengegærde. Eller på gyngestativet. Jeg ved stadig ikke hvad det var, men den gjorde han rædselsslagen. For os var det bare en lille sød brun abe, men for min far...nogen gange lod vi den osse holde fjernbetjeningen til fjernsynet, og når han så rakte ud efter den mærkede han pels istedet for B og O, ansigtet han satte op. Som om han mærkede verdens ende. Mennesker! Mennesker hvad har jeg gjort for at fortjene dette? hvorfor har i atter placeret denne abe? Det var bare for sjov far. Og den ser da festlig ud med balloner.

et velmenende råd om stationer

Kære konfirmant. Ligegyldig hvor fuld du er skal du aldrig stå af på Viby Sjælland. Den station har taget mine bedste år. Den har ædt mine bedste hatte. Vigtige papirer og tasker har jeg mistet der. Og tågen klokken 5. Tågen så fuld af billeder man tror er noget. Jeg har længtes mod ølkatastofer og pludselig mjød i daggryet på Viby Sjælland. Åh jeg har drømt mens jeg har stået der og frosset. Så kære konfirmant. Lev dit liv. Få dine dun. Elsk din næste. Men hold dig fra Viby sjælland station.

Min søn du må aldrig råbe og skændes i en bedemandsforretning

Når du ser på sølvpokaler skal du tage de hvide bomuldshandsker på.
Når du er på stranden må du nøjes med denne bøllehat, vi har saftsusemig ikke råd til store cowboyhatte. Du skal vist have fiskefiletter næste gang vi stopper.

Min Far og min Mor

Da jeg var lille var jeg sikker på at mine forældre var ufejlbarlige - en usikker fornemmelse jeg delte med alle andre børn. Det var ikke til at putte ind i sit lille hovede at de en dag ville blive psykotiske af druk og brække sig over det hele, men det gjorde de selvfølgelig en dag, overbebyrdede med ansvar og drømme i alle mulige retninger som de var. Jeg husker særlig en Lars von Trier-film der udspillede sig i vores hus. (Lars var selvfølgelig selv barn dengang og var igang med sit barneliv nogle tusinde meter fra os, ifærd med at hænge i tagrenden og lave eksperimenter med sin mors otte millimeter kamera.) Mor og Far, som indtil den dag havde været totale totempæle af ansvarlighed, gik til et drikkeparty hos en anden familie på vejen. Min søster og jeg blev dengang passet af en 'ung pige i huset', noget man stadig havde i min barndom. Hun forsvandt den dag, eller også kom mine stive og psykotiske forældre hjem og forfærdede hende hende så voldsomt at hun flygtede.
Det var i hvert fald det rene Strindberg og de små udspekulerede lyshårede børn havde aldrig set noget lignende. Jeg tror at jeg selv prøver at leve op til den scene når jeg giver slip og falder ned i druk, men jeg ved det selvfølgelig ikke og bruger nok resten af livet på at opklare det ene hukommelsestab efter det andet.

Man kunne enten være sverige eller Danmark

Engang købte min far et fodboldspil. Man kunne enten være sverige eller Danmark, nogen gange kunne man blande dem, så var man skitsofren, sagde min far, som holdt meget af at spille med blandede spillere. Eller splittede kaldte han det vist. De skitsofrene fører 2-1 råbte han! Mål på den tumpede maniodepressive Håkon Jarl fra Skååwne!

Min far var god til det fodboldspil. Nogen gange afholdt vi turneringer, men efterhånden blev spillet slidt, der kom øl på det, og målene blev væk og blev skiftet ud med tændstikæsker, de kunne lige være i hullerne. Vi havde mange fantastiske kampe med det spil. Nogen gange kørte der en rigtig kamp på fjernsynet samtidig, men det distraherede den gamle. Han tabte. Det kunne han ikke li. Tilsidst endte det ude i skuret ligesom det gamle fjernsyn. Underligt som farverne falmer, på ting man ikke rører ved så tit. Man kan næsten ikke se hvad der er Danmark og hvad der er sverige.

For hunde og for gamle mænd

min mor samlede på dukkehuse, det var det eneste sted hun fik lov at ha det som hun ville. Hun holdt særligt meget af sin stue her. I den sad vi allesammen. Mor og barn og far med sin flaske og så et stort rødt fjernsyn. Hun fik altid udstyr til jul. Noget af det var fine gamle ting fra før plastikkens tid, men hun lavede aldrig stuen om. Den så sådan her ud. Når børnebørnene var forbi og hærgede satte hun tålmodigt det hele på plads igen. Der var den store stue, som var min fars, og så var der dukkehus-stuen som var min mors. Det stod inde ved hendes store væv, oppe på farfars lille sekretær, godt gemt af vejen. For hunde og for gamle mænd.

Pensionist tid

Schenko min fars første hund, var hans timeglas da han blev pensioneret som 53 årig. Den almindelige tid blev hurtigt ophævet, den kan man ikke respektere når man er udenfor arbejdsmarkedet. Men hunden, når den kom ind og stillede sig i døren med sit dryppende skæg og sine kloge øjne, så forstod min far at klokken var mange. Tiden er ulden sagde han engang og hentydede til sin hund. Så måtte han enten gå i seng eller ud og lave noget biksemad, eller se at komme af sted på sin nattevandring. Kommer du der gode hund? Er timen faldet i slag? Årh gud, jeg sad vist lige og blundede. De var uadskillelige de to. Men det er tiden jo osse fra os andre. Da schenko døde, mistede min far på nogen måder sin orientering. Han fik godtnok hurtigt en ny hund, oven i købet den samme race, men den ville ikke være vækkeur. Den var uopdragen.

Det dybdepsykologiske radio med fjernsyn monstrum

Min far havde en dybdepsykologisk radio der kunne sende meget komplekse udsendelser, som ikke var annonceret. De skulle som bekendt trommes frem på armlænet først, før radioen så umærkeligt skiftede emne og kompleksitet. På et tidspunkt skiftede han radioen ud med en mere moderne. Det fortrød han hurtigt. For den nye radio kunne ikke spille nær så mange "dybdepsykologiske musiknumre" som den gamle. Den havde osse et fjernsyn, som når man tændte det, lavede hvid skærm, som min far syntes var i dialog med radioen på en usædvanlig rytmisk måde. Han plejede at skrue helt ned for fjernsynet, på den måde var radioens ikke vare dybdepsykologisk den var osse i stereo med fjernsyns-rorshack prøvebillede. I mange år stod den ude i skuret hvor mig og mine brødre boede lige før vi flyttede hjemmefra. Han kunne nok ikke nænne at smide den ud. Der var min mor mere kontant, hun indkapslede den bare mere og mere i ragelse, indtil den blev usynlig og kunne smides på lossepladsen.

Vinteren 46

En vinter var særlig hård. Og det var ikke den i 43, det var året efter krigen, hvor det var så koldt at ikke engang brændeovnen kunne følge med. Måske var det derfor min far anskaffede sig den pejs i pejsestuen. Det var i hvert fald ikke til ild jeg har kun set den tændt ganske få gange. Men min far sad tit med fødderne oppe og kiggede ind i den, som om det åbne ildsted i sig selv kunne holde kulden væk. Nu var det osse en slem oplevelse for ham, den vinter i 46. Han påstod ganske ofte at han mistede en meget sød rødhåret tøs på den konto, der gik fra ham for at finde nogen der var mere fyrrig og vild, og med flere penge på lommen til kul og koks, end min far. Jeg ved ikke om det er sandt. Men han påstod selv det var det år, og den vinter, han selvantændte, og skiftede stil fra pæn dreng til noget mere flamborjant. Det kan osse forklare hvorfor han gemte så mange ting fra 46. Bla den der dunk med DDT, til at forgifte vejret, og bringe anemonerne i spil.

den hemmelige engelske sender

Min far gemte på flere af sin mors gamle billedblade. I et af dem var der et bord med fisk som der er en præst der velsigner, min far holdt meget af det billede. Det beviser at ikke alle billeder er til at stole på. Under krigen sagde han. Gemte de på Herluftsholm netop senderen til England under et bjerg af skaldyr, engang om ugen måtte eleverne ud og fange nye dyr, på samme måde står præsten på billedet ikke og velsigner noget måltid, nej han velsigner samarbejdet, det hemmelige samarbejde mod besættelsesmagten. Dengang havde man fantasi. Når jeg engang imellem forsøgte at få ham til at snakke om det når han var ædru, råbte han vrøvl og sludder, der var sgu ikke nogen sender under nogen fisk på Herlufsholm, den stod i Herlufts trolles sarkofag.

Engang blev næsten hele huset revet ned

Engang blev næsten hele huset revet ned i forsøget på at finde guld. Min far var blevet ophidset af sin genbo, Mikkelsen der havde en gammel tegning med et kryds på over kvarteret. Mikkelsen holdt på at guldet var støbt ind i en væg ovre ved ham, men min far læste kortet anderledes, fandtes der guld var det ovre hos ham. Han havde i forvejen fundet flere tegn på at manden der havde boet der før var sjælelig utilbens. Hamrer man søm i sit hus fordi det regner er man gal, og gør med det mod tordenvejr er man for alvor syg i roen. Så derfor bestilte min far en håndværker til at hamre huset op, for som han sagde, finder vi guldet er al reparation jo rigelig betalt. Desværre fandt de ingenting. Det tog 3 år og mange omgange til Anders Holst, at få huset til at fremstå bare nogenlunde igen. Håndværkeren, det var vist nok en lærling, var den eneste der var glad, han gik rundt med et saligt smil på læben, mens min mor lå i sin seng under 40 jerndyner, og jamrede.

køkkengrejspatienten

En af min fars patienter kunne ikke lade vores køkkengrej være. Det var det der gjorde ham interessant for min far, men samtidig pisse irriterende for min mor. Hun så rødt når han kom, så tager han mina snykka grydor och anvender dom som hat, snalla uffe, låt honom inta komme ind i sjøket, lovar du det? Men selvfølgelig kom han ud i køkkenet, og selvfølgelig lykkedes det ham før eller siden at klemme sig ind i en eller anden skål eller kartoffelskræller. Ofte førte de netop gode samtaler efter han havde fået sit udstyr på. For min far var det hjertestyrkende med et menneske der tillod sig at se ud som noget maskinelt. Som ikke var bange for at anvende stål og saftpresse til at blive sammenhængende. Det var rent ud sagt nogen fantastiske stunder de derpå havde. Men for os andre var det mindre skægt når de sad der i havesofaen og gyngede frem og tilbage. Min far og hans køkkengrejs-patient.

Nej han bor bare med sin mor i Brobjergparken

Nu vi er ved døden min dreng. Ja far? Er du sikker på ham André fra Egå ikke er et spøgelse? Nej han bor bare med sin mor i Brobjergparken.
Men han er nu noget bleg af en 14 årig at være. Han er heller ikke til at lokke nogen svar ud af når jeg spørger ham om hvad i går og laver. Sådan er André. Han snakker faktisk en hel del når vi er i ungdomsskole. Og så har han bumser på halsen. Bumser på halsen? Ja pubertetsbumser. Ikke pest-bumser far.
Godt så. Det var osse bare for at gøre dig opmærksom på denne Andrés mulige kontakt med det hinsides. Jeg blir f.eks vedblivende forstyrret af din farmor Helga. Hun kommer hver nat og banker på stuebirken fordi hun har glemt noget. Kommer du nu der igen? Kan du ikke se jeg har travlt med Trille. Hvad mangler du mor? Mine strømper og en pæn kjole siger hun. Jeg har efterhånden givet hende alle Gerd Lillians, men det er ikke nok, så i nat gav jeg hende din sherif-vest af plastik. Blev hun glad så? Ja det var tilsyneladende lige den hun havde tænkt på. Hendes smalle skuldre syntes at slappe af, men hvad ved jeg om gespenster. Min mor var i forvejen ikke noget menneske man kom tæt på. Men blir du aldrig bange når hun banker på? Nej det er vel lidt ligesom hjemismanden, når man ved han kommer.

Himlens ISS

Min far døde flere gange i sit liv. Som 60 årig traf jeg ham i køkkenet hvor han sad og drak the med citron og sukker. Han var død under mystiske omstændigheder natten inden. Jeg døde i nat igen Jens. Dør du ikke meget ofte far? Jo men det er jo osse det der er humlen, det er livets måde at prøve faldskærmen af på, om den kan holde til den sidste nedstigning, når den kommer. Skrev du så et testamente til? Ja naturligvis. Rør ikke din farfars budha foreløbig, det var den der faldt ned som sædvanlig. Man kunne dreje dens hoved og se sine knogler indeni den. Jeg lå på en slags pram og blev fragtet til mols sammen med Bandagisten i nummer 34. Han havde alle sine kunstige lemmer med sig, mens jeg nøjedes med en lille æske med gajoler. Min ånde var skrækkelig dyb, det svimlede for mig når jeg trak vejret. Kan man det? trække vejret når man er død? er det nødvendigt? Ja for det var jo kun den lille død. Hvor man kigger rundt, for at lære området at kende, og hilser på de guder der er droppet, men som sidder og tigger alligevel. Åh elsk mine love, tag mine ord, se min storhed, og jeg skal dø for jer, og tage jeres skyld. Døde guder, romerske, græske, franske, nogen gange er de næsten karikaturer på hinanden, de siger ingenting, men gør det på en inderlig måde, så man uværgerligt får brækfornemmelse. Samtidig giver man dem jo alt. Penge, privatliv, kærlighed til den man ikke fik, fordi man ikke turde, det er klart, det er for at vænne os til støv, og det imateriele. Men det er en virkelig sølle existens de fører, de afsatte guder. Jeg klagede da osse min nød. Kunne de da ikke i det mindste lancere en brændende klode, noget svensk skærgårdsidyl, noget farverigt på rejsen? Gjorde de så det? Nej da, ingen taler med den døde, det er jo det der er humlen, angsten for intet skal være ren. Døde mennesker tåler ingen svar, for hvad skal de gruble med når de er væk. Dennegang sked jeg dog på tornebusken. Jeg satte mig ned på hug ved det mægtige syn, og tømte mine tarme, det havde de nok aldrig set, englene. De prøvede at fjerne det ved at tilkalde himlens ISS, nogen stakkels nymfer fra svenskekrigen. Men mig kunne de jo ikke fjerne før jeg var færdig. Og husk det min dreng, at møder du det høje med det lave, begynder dødsriget´s engle at gnække. Mere alvorlige er de ikke. Men det er naturligvis strengt ulovligt, strengt forkert, uhørt. Så kommer den store gud jo ned og skælder og smælder og sætter erstatnings tornebuske op, og futter løs. Men da er symbolikken jo gået fløjten. Man kan kun ha en tornebusk af gangen. Jesus kan ikke forstå en skid hvis der er flere konkurerende buske. Det er ligesom for mange tegn på det samme, rent cirkus Arli. Hvorfor dør du så tit far når du bruger så meget tid på at hade det du ser? Jeg hader ikke døden dreng. Jeg frygter den da som alle andre. Men derfor har man vel lov at stå af når der er noget der virker underdrevet ikke. Underbelyst. Jeg gider sgu da ikke dø i en dreyerscene. Jeg vil dø i en folkekomedie. Sådan er jeg. Og vi vælger selv vores dødsrige. Enhver blir salig i sin fodende, sådan er det.

Alt det vi er

Alt det vi er sagde min far en morgen han lå i indkørslen efter en nat hvor han var blevet forført at kammermusik på program 1. Min mor ville gerne ha ham indenfor men min far var ikke til at flytte. Han havde nået det han selv kaldte sin sande udstrækning og følte sig for mægtig til at fjerne. Hvad hjælper det osse Gerd at fragte mig indenfor, mine ben når stadig over til fru Bang. Min stemme vil stadig klinge i den sovendes blege sind. Min mave vil altid være hjemsted for vikingegrave, og bare fordi jeg synger lidt er jeg vel ikke til belastning? Nej sagde min mor, men det kan godt være det ville være godt for deres ry hvis han trak sig bare lidt tilbage. Umuligt kvindemenneske, hvorledes skulle jeg kunne trække mig tilbage. Mennesker der engang har erkendt, vokser sig hurtigt for store til at trække sig sammen igen. Men om han ikke bare kunne flytte sine fødder fra min mors krokus og stedmoderblomster? Det kunne han godt. Men det er med opøvelse af alle mine kræfter kone, og så gispede han og flyttede sine hjemmefutter over i hendes asters istedet. Alt det vi er hviskede han og blev liggende.

den sorte tandlæge

Jeg lærer aldrig at bade nøgen, ligesom den sorte tandlæge og hans kone sagde min far, og sukkede. Men de bader da heller ikke nøgne? Jo mentalt. De bader tilsyneladende med tøj på men indenunder er de nøgne og flippede. Men det er du da osse far? Ikke nøgen i samme grad, jeg bærer mine badebukser med eftertænksomhed, jeg kaster mig i bølgerne med et behov, de blotter sig hver gang, det er grænseoverskridende at stå i en busk og se på når de hopper i nede ved Themsvej. Det er denne ladhed igen, tænk at tro man har lov at være nøgen og blottet i offentlig tankezone. Men du plejer da aldrig at gå op i grænser ellers far, du er da grænseløshedens mester hvis nogen er det. Det er muligt men jeg bader ikke for at vise mine ben jeg bader for at gøre mig fugtig som en elefant i et vandhul. Men dine badebukser er så små at man kan se dine klunker. Ja men det er tanken der tæller. Og mine klunker er ikke nær så flippede som den sorte tandlæges som sikkert bedøver dem så de kan være lange og mandige i havet, sagde han bittert. Så kvinderne kan svømme ind i den sorte tandlæges klunkeruser. Sådan bader jeg ikke, jeg vedkender mig mine af havet kølede og tætpakkede klunker. Men jeg tilhører jo osse en anden generation. Under krigen var vi aldrig nøgne. Vi var mørklagde, blåøjede gik med solbriller for ikke at blive bombemål. Jeg synes du er langt ude med dine teorier nu far. Det passer jo heller ikke. Selvfølgelig var i nøgne under krigen. Ellers kunne der jo ikke fødes børn. Nej det kan du ha ret i. Men det er ikke ikke nøgenhed som idag. Og den sorte tandlæge driver mig til vanvid, han cykler osse på arbejde uden en trevl på kroppen, smilet stripper! og konen bakker nøgen ud af deres indkørsel. Bare se min røv, jeg er fri synes de at sige. Alle de gange jeg har været ovre og lege har de altså haft tøj på. Ja meget kan skjules i ord min dreng. Men ikke sjælens ubodelige nøgenhed.

sultestrejken

Min far var osse i sultestrejke engang. Den varede ganske vist kun til klokken 14. Det var fordi min mor havde glemt at købe smør til hans rundstykker. Så gik han i sultestrejke, ville ikke indtage andet end sine smøger og lidt væske. Han påstod selv han var i overhængede fare for at dø. Ikke af sult, men af sorg over det manglende smør til hans rundstykke. Om han ikke selv kunne være gået ned til Købmanden efter det? Nej sagde han skræmt. Og så på en med vantro.

græsset skal klippes

Når min far slog græs tog det som regel hele dagen. Han startede med det grove og endte med det helt helt helt lille. Ja næsten usynlige. Det passede meget godt med han kun skulle kravle med en kantklipper der ved 20 tiden. Meget af min egen trang til græslåning stammer fra ham. En overgang lavede han firkantede engle der møder deres skaber. Som regel i form af tuer af afklippet græs. Der var osse et år, det var da Oluf Palme var blevet myrdet, slog han vejen som den svenske statsminister havde gået, før han blev skudt. Det var osse det år hele august gik med kopier af Oluf palmes morder. Der var mange teorier og potentielle mordere og græsset voksede hurtigt til den august. Undervejs holdt han smøgpause. Så sad han der og fik en øl og pegede på Oluf Palmes morder. Jeg har slået ham Petterson Gerd. Ja hå uffe. Jättesnygt. sagde min mor så begejstret.

Der skal skrives mange flere artikler om det her!

'Far gik op af trappen og forsvandt i sit arbejdsværelse hvor vi helst ikke skulle forstyrre.
Det var også ham der kunne køre 'langs strandvejen'.
Til alt held lå min søsters og min afdeling af huset lige under arbejdsværelset. Vi spillede ulidelig høj musik når han havde været tilstrækkelig flabet. Særlig Sweet og Slade. Eller havde vi allerede opdaget Mr.Wonder?
Og så var han pludselig i Vietnam og sad i en helikopter der smed napalm ned i hovedet på uskyldige mennesker. Det var de rædselsfulde minder der først meldte sig. Fuck dig, minder.
Og når han blev for ked af det kunne han bilde sig ind at han var i en meget larmende lufthavn, meget langt væk.
Så hævede han sine arme og lod dem falde med forholdsvis stor præcision over tastaturet på den gamle DR-rejseskrivemaskine med stålcover der var 60% stærkere end soldaterhjelme.
Det kom der en såkaldt 'Perle' ud af. Det kaldte min far en artikel der var tænkt forholdsvis godt igennem og leveret som det sig hør og bør. Med giftige sorte kopipapirer imellem. Der skulle af en eller anden grund være tre eksemplarer.'