fredag den 6. februar 2009

Min far skrev digte. Han har fortalt mig han engang kom hjem i sommerferien med en hen kuffertfuld. Det var kærlighedsdigte som han havde skrevet om pigerne der var ansat til at passe på eleverne på herluftsholm. Min far havde ikke kendt mange piger da han var 18 år. Meget af det var fantasier, og kostskole drenge, der ikke må se piger, har nogen gange en meget god og festlig fantasi. Min far synes selv det var nogen meget smukke digte. Men hans mor fandt dem usædelige og grimme. Hendes søn kunne umuligt være udstyret med så ækel en drift, så klæg en kærlighedshunger. Min far siger hun brændte dem omme bagved huset på Grundtvigsvej. Han sagde selv det var det der gjorde at han ikke blev digter. Men nogen gange var han mere i tvivl. Måske havde jeg bare ikke driften i mig til at blive ved. Han holdt dog ikke op med at digte. Men der hvor kærlighedsdigtene havde ligget, lå der nu en ironisk fernis. Han skrev kun når han var fuld. De var altid fulde af Genitiv S-ser. Men de blev skrevet i hånden og gemt. Jeg tænker nogen gange at det var det han skulle have været - digter. Men det er jo ikke noget der behøver blive praktiseret, at være digter mener jeg. Der behøver ikke at være noget resultat. Man kan godt være digter bare fordi man er. Og i mine øjne var min far en digter, han var osse en idiot nogen gange. Og fordrukken. Og bange. Og skrydende. Og stille. Men der ligger osse en poesi i at existere klart og tydeligt.