onsdag den 3. november 2010

Løgn på løgn på Kokholms hotel

I starten var der kun de brede strande og klitterne i Råbjerg mile, udlejningshytterne, hotellet og den gamle fornemme smadrekasse med automatgear som børnene kørte rundt i – på Kokholms private jord. Den selv samme bil som for nylig var køretøj for en seriemorder som børnene kendte som den Gamle direktør. Den selv samme mand som deltog i alle piratbridgeaftnerne og hjalp far og Den gamle arkitekt med at drikke al den whisky som kom frem fra alle kufferterne. Af og til fra den selvsamme kuffert som før rummede liget af den forsvundne fabrikant og talrige andre ofre for ”virksomheden” som blev forbigået i sædvanlig gentleman-agtig tavshed ”mellem venner”. Ingen behøvede vide noget, der fandtes kun dette vidunderlige sommerliv hvor både løgnehistorier og tavshed var tilladt. Her kunne alle være præcis hvad de ville, så længe der var piratbridge og wisky på terrassen efter middagen og nye løgnehistorier der havde samlet sig i løbet af dagen. Når aftenen var afsluttet i fordrukken sentimental hjertelighed var alt som det skulle være og plejede at være. Alle blev brune og spiste meget flæskesteg og fisk fra det store hav. Alle wiskyflaskerne blev omhyggeligt fjernet om natten af en usynlig hånd.

tirsdag den 23. februar 2010

Min fars genkomst nummer 10.


Jeg har tit tænkt på om min hund er min far der er kommet tilbage. Dens nytteløse men besatte omgang med et træ i vandkanten ved mit by. Måden den af alle kræfter prøver at trække træet op af havet uden skelen til tyngdekraften og træets vægt. Forelskelsen i patienten er den samme. Min far var jo også besat af store klumper af mennesker. Han hev dem op på land da de var ved at drukne i gabet på hans store vrede mund. Du skal op på land selvom du synes du hører til dernede. Op med dig store umulige klump af knogler og fedt og anstand og masse. Op og ind i min tilrøgede stue. På den anden side er det nok ikke min far, der er susi, de skulle helst gå med selv, han ville overlade det til andre, at trække dem hjem, det ville være en entreprise, bær min besættelse træet der fylder, hjem i haven, da vil jeg gnave det og brække barken op bagefter. Og skide grenene ud hele. Alligevel tør jeg ikke helt afvise det. Jeg tiltaler nogen gange hunden med et uff om natten. Så løfter den bekymret sit lille røde hoved, ak tænk at det skulle gå dig som det gik, du mit barn, der ejede så megen viden og fornuft da du var ung. Hvad har du ikke drevet det til af umulige klodser du kalder din bopæl. Men kan du frelse mennesker fra dem selv? nej far hvisker jeg til Susi. Jeg kan ikke engang frelse mig selv. Så sænker den sit lille hoved. Tabes Dorsalis

jing jang forkastningen


Min far holdt af at sidde i min brors jordhule med et gammelt periskop når min storebrors børn kom på besøg. Nydelige unger. Set gennem gammel kikkert. Afkom i 3 led. Født til liv i tid efter min. Derfor sprogligt muteret. Fremmedgjort af tidernes kommen og gåen. Forkælede slægtsled beregnet til stamtræ hvis videre forløb var min far uvedkommende. Alle de grene af liv. Langt ude var han mere i familie med Prins Ingolf og princessen af Monarko end han var af sine børns nydelige men evolutionært fremskredne formationer. Sidst på dagen blev han dog gerne sulten og så rakte han ud, som et 600 millioner år gammelt fossil fra Jing Jang forkastningen, så hændte det de græd. Hvilket altid hensatte min far i stor sorg. Heller ikke genetikken kan overvinde vores forskellighed mumlede han. Du kan sgu da bare lade være med at ligne en klump ler far, snerrede min storebror. Hvad med at deltage istedet for at overlade det hele til mor.

The last of the mountain men


Min farfars bedste ven endte i amerika, og da min farfar døde, var det min far der opretholdt kontakten med ham. Der er skrevet en hel bog om ham, han var en af de sidste der drog mod vest, ud til de allersidste øde og uvejsomme områder i det store land. Dvs da han rejste afsted lå der stadig byer omkring ham, men så kom krisen i 30erne, og så lukkede byerne igen, på den måde drog han forbi en mængde vinkende folk, der forsvandt. Han var en af "the last mountainmænd" - meget berømt, men også meget isoleret. Når han skulle sende post måtte han tage til den nærmeste by Big rock Candy der lå godt 100 kilometer væk. Det foregik på hesteryg. De første kilometer måtte ha fire sig ned af en bjergbane, da vejen var skyllet væk, og hans hus lå oppe på et bjerg. Han fremstillede selv sine våben. Og levede af den lille urtehave han havde bygget ved at slæbe jord op i et hul. Der var meget tørt hvor han boede. Det knasede altid i tænderne når man havde siddet med hans breve. Selvom han var en af the last mountainmen, hed han også bare Anders. Min far skrev gerne om det mest ubetydelige, om vores problemer mølkebøtter, for ikke at bebyrde ham med flere store problemer, mens Anders skrev om ensomheden og alderen og Idaho. Og om at ringe på døren til gamle flotte huse og vente indtil det blev mørkt kun for at opdage at huset var tomt og forladt. Da min far var 50 var det dog nok. Han skrev at han ikke længere var lille Uffe men mag art psykolog, med speciale i typer som Anders. Svaret var et lakonisk men ikke ondt. I knew it Uffe, but that does not do you any good in Idaho. Min far var stadig et bymenneske. For a cityman life is just a jumble, like the facts in a college freshmans notebook. But ask me anything about nearly anything , and I can answer because I have had time to think about it. Det kunne min far ikke stå for. Der var mange ting min far ikke kunne finde ud af. Så i den sidste tid sendte min far ham flere store pakker med Gerd Lillians køkkenmaskiner, der var også en tv bænk med brugsanvisning der røg over på den anden side af Atlanten. Jeg ved ikke hvad Anders har tænkt når han efter at have fragtet sagerne på æselryg til sin Idyl men jeg ved det nåede frem. Jeg ved også at Anders byggede sig et beskyttelsesrum i klipperne. Atomkrig var konkret overalt i Amerika, også for the last of the mountain men. Det sidste brev vi fik var et svar på min fars problemer med hulmursisolering, om han skulle vælge Isolkern eller rockwool. I am only afraid of one thing, skrev Anders, a cold Wind, That will kill u for nothing. You just die like a damn fool."

Byggeri og bortsprængning


Min far havde ikke noget imod de byggede store huse omkring hans eget. Det var når de rev ned det rørte ham. Det minder mig om de klassekammarater der forsvandt i 4 mellem sagde han. hvor forsvandt de hen? til Polen. Jeg så dem aldrig igen. De havde ikke engang jødisk klingende navne. Nogen gange fik han så dårlige nerver af alt byggeriet at han ikke ville gå tur med schenko. Få så rejst det skide skur Kristensen råbte han. Jeg venter på håndværkerne Blendstrup, råbte Kristensen så tilbage. Jamen så kunne du forhelvede have ventet med at bortsprænge din karport til de kom. Naboen kunne ikke forstå hvorfor min far ikke bare kunne slappe af. Men han havde heller aldrig været i Polen. Det havde min far nu heller ikke. Men han havde set det på fjernsyn hvordan tyskerne bortsprængte gaskamrene i den sidste tid, og så havde han lagt brikkerne sammen. Få så det skur op og stå din idiot råbte min far, ellers melder jeg dig til kommunen. Du skal da ikke bestemme over min grund. Det vil gud jeg skal råbte min far, hvis naboer afmonterer gaskamre, skal de fandme ha det at vide. Det er sgu det rene Auswich/Birkenau efterhånden.

Lediggang i brændende byer


Hvis du vil ha lediggang min dreng, skal du søge hen hvor byerne brænder, sæt dig i en trillebøre, lad bomberne falde omkring dig, se ikke op men ud. Gerne over havet, gældsæt dig aldrig mere end du kan forsvare at sidde stille, og hvis du vil, forlade det hele. Al denne materielle rigdom gør mennesker døde. De forestiller sig de udretter enorme ting, men den der sætter sig i en trillebør og ikke gider, han skal meget gives. Damer, det hvide pulver, bøger, brand. Hvis du vil lediggang så gå efter byer der rejser sig fra aske påny. Det er så meget mere givende end at sidde og drysse på bænk I Brabrand.

Efter Kurts salon


Min far var en forfængelig mand. Ikke så meget mentalt, her var han en slags vagabond, hjemløs skærsliber til sjælen havde fundet dagens makker, samtalekammarat, eller fjernsynsudsendelse. Men fysisk. Han skulle være nobel for at kunne brydes ned. Der var en fast rutine. Efter ødelæggende weekend, korsfæstet, død og bedraget, på 3 dagen efter massiv søvn, krøb et lille menneske frem. Således genopstået, af ursuppen, den kæmpe jernseng, efter en lille kop the og en dæmpet samtale med Gerd Lillian om bod og bedring satte han sig på sin cykel, en grøn raleigh med 3 gear. Nej Først skulle skægget rages. Godt med Old spice aftershave. Men så. Når han havde været inde på Kurts salon og blive studset var han et nyt menneske, og dette nye menneske skulle hurtigst muligt frem til en tryg base hvorfra dette nye menneske kunne sidde og skinne, som et par nypudsede sko. Det er også derfor alle officielle billeder af min far afviger meget fra den han var for det meste, det er nemlig, efter Kurts Salon. Værsågod et stk nypresset menneske, før efterfølgende udsvæven og grisegrynt efter damer.

Kalle


Min far arbejdede i mange år med patient "Kalle" som var en kendt århusiansk kirurg. Et dårligt ægteskab havde fået ham til at miste troen på sig selv. selvudførte Fejloperationer af næseryggen, den skulle ligne broen melle vejle og Fyn, havde ødelagt ham. Flere forgæves selvmordsforsøg og en omhyggelig trang til at blive opdaget i tide fik ham til sidst til at søge hjælp. Det var på en druktur som gik over general Rye og ind på Jailhouse, at han mødte min far som ikke lovede at frelse ham men finpudse hans egenskaber som han sagde. Ved hjælp af lige dele musik og dans ville han gøre lægen funktionsdygtig igen. Uheldigvis gik det ikke lægen sågodt som lovet. Han blev ganske vist velfungerende men patienterne svigtede, og han endte som hyrevognschauffør i Tranbjerg- Viby. Ture der med faste intervaller på et til 2 år, sendte ham ned til min far. Behandlingsterapien foregik i bilen, så taxametret kunne gå imens, og minde min far om prisen for fejlbehandling. Men jeg er nu glad nok Blendstrup, hørte vi ham hulke i et superhelt kustume han havde anskaffet sig for at holde kadaveret kugle istedet for kant. Du er så glad som du kan blive mumlede min far og så på taxametret der havde sneget sig over 600,- og var godt på vej til de 7. Da jeg forleden ville sætte Børge Madsens Komponisten i reolen faldt dette billede ud. Til Uffe (min far) med tak for alt. "kirurg Kalle. " - navnet er reaktionen bekendt.

onsdag den 27. januar 2010


Jeg har arvet min fars frygt for manden for enden af trappen. Det var derfor vi ikke boede i huse med trapper, men i et fladt, aflangt, enfamilies hus. En cigarkasse uden stigninger og fald. Min far var aldrig i tvivl. Hvad vil han far? Det er noget ubegribeligt, mumlede han. Han vil have os væk, til at træde over, det er noget frygteligt. Mærk dig mine ord barn, forenden af trappen står manden og ler. Med mindre du er skabt anderledes end din gamle fader, skal du tage truslen fra manden forenden af trappen alvorligt. Han åbner ikke døren, med mindre han ønsker du kommer ind. Idag bor jeg faktisk i et hus med trapper. Jeg troede aldrig jeg skulle blive som min far, bange for manden for enden af trappen. Min egen rædsel er kommet snigende. Fra at være små anfald der varede et par minutter, oplever jeg nu, følelsen af uvirkelighed. En summen, jeg holder nede med raske gå ture, og intensiv læsning af reklamer. Endnu har jeg ikke mødt ham, men det sker at døren på anden sal, knirker. Som regel er det bare hunden eller katten. Men jeg går aldrig ud og ser efter. Der har boet en stenfisker her, som gik ned med travlet.

Min far holdt som sagt meget af forklædninger. Det kunne være rent fysisk men det kunne også være mere "mentalt." - han satte sig ind i menneskers bevæggrunde for at gøre dette eller hint. Der var en patient "R" - som min far havde udsædvanligt svært ved at greje. Tilsyneladende havde "R" levet et ganske almindeligt liv indtil han som ca 60 årig var gået amok mod sin kone, der gentagne gange var blevet slået i hovedet af "R" der med sin pibe havde tildelt hende livsfarlige kvæstelser. Min far var ikke i tvivl om at der var tale om en slags "sovende psykopati." udløst af et langt liv, med tilbageholdte følelser. Det var imidlertid svært at få "R" til at indrømme det selv, hvorfor min far i en uges tid "trådte" i hans sted. Selvom det muligvis ser morsomt ud på billedet, betød min fars mange "forklædninger" at vi børn ikke måtte komme ud i køkkenet før han var kommet til en erkendelse og en diagnose på patient "R." Min mor var en rar svensk dame, og gik derfor med til ofte timelange og opslidende "opvaske-scener" hvor min far, med påtaget alvor tørrede de tallerkner af som min mor rakte ham. Patient R blev rask igen. Og min far fik ret i sin diagnose. Men det var ikke særligt sjovt for os børn, når de var i "spil." Ofte hørte vi også vores mor forbitret hviske, nej uffe, du er inte patienten R.

tirsdag den 26. januar 2010

Oldefar, vinhandleren fra Afrikas horn


Min fars rejser til Afrika blev aldrig den succes han havde håbet på. Måske fordi han aldrig kom afsted. Min familie var ikke meget for at rejse. Afrika findes i mit blod sammen med Ribe sagde han, og gav sig til at tromme på armlænet. Så hvorfor i himlens navn udsætte sig for Malaria og kanibaler? Det er jo ikke andet end myggefyldte floder og minimale sivkajakker. Hele tiden ankommer man! hele tiden færges man ind. Alle hans idiotiske vin-flakonner. Min far påstod at min tip oldefar havde haft en handelsstation derude. Han solgte vin, og lærte mange medicinmænd at kende. Han giftede sig med 8 mørke kvinder. Og kom snart i et afhængighedsforhold til dem. Han var en af de sidste til at opgive slavehandlen. Han var lænket til sin skæbne til det sidste. Mere og mere fedladen lod han bygge den ene mere ekstravagante negerhytte som han kaldte Virum Sorgenfrei. Og lille Kais Hvile. Hans læber var sprukne af talløse tallerkner som konerne havde syet ind. Han tilbad desperat en gud han kaldte "hardy." Og malede sig med skosværte for at fremstå lokal. Din oldefar var en afrikansk tragedie min dreng. For hans skyld har vi ikke rejst derned. Til gengæld var han ikke karrig med sin vin. Den hed: Chateau Lise, efter en han havde kendt på regnecentralen.

Bavian-effekten


Min far var glad for dyr. Vi havde skiftende udstillinger hele livet. En morgen blev jeg mødt med dette blik. Er det dig far? ja. Noget galt min dreng? du har rød næse far, og dine øjne forekommer mig fremmede. Virkelig, jeg har ganske vist tænkt meget på træer i nat, sagde han, jeg må hellere gå i bad og blive menneske igen. Min far fortalte mig senere at det var en af bieffekterne af hjemmelavet valdnøddesnaps. Men jeg nu mine tvivl. Måske var det en af bivirkningerne hvis man drak den for hurtigt, dvs før den havde trukket mere end en uge.