Kære far

Kære far
husk nu at lære at spille tennis
og husk
at hvis du lærer at spille klaver
så blir du en fantastisk pianist.
Husk at du kan lære hvad som helst.
Jeg tror du kan.
Og du må gerne tro på dig selv.

Kære far

Kære far
jeg elsker dig
din dumme skid

Her hjælper måske netop en kære far

Kære far
du som døde i huset overfor
hvor er du henne nu?
Hvad var meningen
da du druknede i
dit eget snot?
Er du nu slet intet
som du insisterede på
eller er du kommet videre
og er du vokset op
og er du nu født igen
som en lille irriterende
rødhåret kristen fyr
med missionerende forældre
et sted langt ude på landet?
Har du en vanvittig trang
til at flygte til Amerika
eller Australien?
eller ej?

(Selv om du måske kun er 3-4 år gammel
kunne du godt lige svare mig.)

Bøn

Ikke trampe på dine mennesker

ikke trampe på din far

Ikke trampe på hans meninger

ikke bryde ned, bygge op min søn, plante blomster

ikke ødelægge, hvad skal den til al den ødelæggelse

hvorfor kan I ikke bare være milde, stormen har varet 10.000 år, nu må det holde op med at storme

hvorfor nu, hvorfor når jeg er død,

hvorfor har du sat den føntørrer op i min grav?

Hvorfor skal mine knogler permanentes

hvem er det der prikker mig på armen hele tiden?

Jeg er død

jeg er borte

min krop er styrtet i havet, den stod på land, til den stod på klinten

Hvem er det der åbner mine øjne!?

Jeg har jo sagt i skal gå mod det lille lys og lade resten ligge

rødderne i jorden er ikke håndtag, der er ingen hydraulik der kan betjenes

fingrene væk fra den jord

fingrene væk

årh menneskebarn med dine mål og dine midler

smid tændstikkerne fra dig

lad skovlen stå

mindet er en metro, den skal bare køre lige så stille

har du ikke snart parteret mig i alle mine bidder

Jeg spiser middag med de døde og vil ikke forstyrres

Orker ikke mere.

jeg ber dig

flyt den fod fra vores loft!

hold så op med at trampe

skyldsrobotten

Her er skyldsrobotten. En maskine som min far flikkede sammen med hjælp af sin gode ven "kruse." Det var i den sidste tid før min far gik på pension, og han plagedes næsten hele tiden af dårlig samvittighed over han ikke arbejdede så godt som han burde. Jeg kommer for sent. Jeg har ondt i hovedet. Mine patienter hader mig. Automattanker kaldte min far dem. Det pinte ham at han havde dem. Mennesker der kan katagorisere automattanker bør ikke osse lide under dem. De byggede den i Kruses udgravning til svimmingpool. Og fragtede den hjem på mikkelsens gravko. Jeg kan huske den fyldte det meste af entreen. Den kunne osse gå. Men ujævnt for den var naturligvis tynget af alt det den samlede op, og filtrerede ud af min far når han sad og sukkede og festede i sin sofa. Min mor brød sig bestemt ikke om skyldsrobotten. Hun mente den var "fjiti" - det betyder beskidt på dansk, og det var osse hendes kolde afvaskning der ødelagde robottens kredsløb. Måske var det meget godt. Den var alt for godt lavet. Ved hjælp af den kunne min far holde dampen oppe i endnu flere dage end han plejede. Han var tilmed i et utroligt godt humør og gav os hele tiden penge til is. Årh mine dejlige unger, så smut dog for pokker ned efter en is jeg føler mig så let om hjertet! På min mor virkede han fremmed. Hun kunne bede li ham da han havde samvittighed. Men jeg har da osse samvittighed Gerd, jeg sorterer bare i den. Inden i robotten var der en række større og mindre kamre eller skyldstrug. Der var et der bare hed: Katholske stunder. Og et der hed. Abedisse - hænder over dynen-traurigt." Der var osse et for syndige tanker om bagerjomfru typer - der er fulde af mel." (det var et stort trug) Og så var der et der blot hed: De røde heste, jeg ved ikke helt hvad min far fik aflad for der. Min bror og mig fik lov at pille den fra hinanden. Men der var skylden i store træk forduftet.

kvælerslange manden

En af mine fara patienter var den forfærdelige kvælerslange mand. Han kunne ikke opholde sig i et fremmed rum uden på en eller anden måde at skjule sig bag et dyr. Allerhelst gik han rundt med flere dyr på engang. Min far behandlede ham trofast med øl flere weekender i træk, men måtte tilsidst give op da kvælerslangemanden i sin iver efter at gemme sig kom for skade at skælde min far ud. Da han heller ikke bidrog til den gode stemning (han opmuntrede sine dyr til lyde) måtte min far tilsidst smide ham ud. Kvælerslangemanden blev aldrig kurreret, til sin død var det en af min fars allermest nedslående weekend patientoplevelser. Jeg kunne ikke nå ham med Jung. Ej eller med Freud. Og med øl var det helt umuligt. Manden drak som en vandrende pind.

Nøgenhedsdagen

En gang om året var mine forældre nøgne. Det var den 3 juni. Når vi vågnede var taget pillet af huset. Kaffemaskinen uden sin skal, og samtalerne rippet for pauser. Haven var fri for sine buske. Fuglene sang med stemmebåndene blottet. Posten kom med breve uden konvolut. Isbilen sled sig gennem landet uden hjul på. Min far sad i sin mest nøgne stol. Min mor valgte den gule sofa, som var uden sine ekstra puder i dagens anledning. I køkkenet stod en skål med skrællede appelsiner, og i radioen sang Edith Piaf, spurven. Hun sang at hun intet fortrød. Den dag var vi nøgne. Hele familien.

Kan man elske for meget?
det mente min far godt man kan. Han havde engang elsket en kvinde, så meget at han tabte sig 20 kilo. Det havde været en smertefuld oplevelse, ikke så meget pga sult, han sultede ikke, men billederne af den elskede, de krævede så store mængder hjernekapacitet, at han dårligt kunne passe sine studier. Til en lærer han havde i anatomi, forklarede han at han fremkaldte billeder af en kvinde. At de tog al hans tid fra studiet af de døde. han brugte alle sine kræfter på at huske hende med en særlig læbestift. Det var særligt ulideligt for hun skulle altid være i farver. Selv om drømme havde han ikke fred. Fede folk kan sagtens. Det er om at være tyk hvis man virkelig er forelsket. Tykke mennesker bærer lettere den stormende lyst, det er at fascineres og gå ud af sit gode skind over en atrået genstand, er man slank og grundlæggende nervemenneske, skal man holde sig til det mere prosaiske, med mindre altså man søger opløsningen, og foreningen med det andet kød. Gør man det har man intet at miste. Så bærer den fælles brølende krop en helt igennem. Man kan sagtens elske for meget. Det er osse ulideligt for omgivelserne, med al den iappetittelige pillen ved hinanden. Men det kan gå an fordi det jo er en reaktion på den akutte sukkersyge som indtræffer ved massiv forelskelse. Man forbrænder simpelthen det hele, og må hele tiden hente nye grundstoffer hos den anden, der af den omfattende pillen og gramsen, ved selsskaber. Faren er hvis det ikke er en gengældt følelse. Så bløder man fra sine gummer. Og mister sit syn. Og græder sig i søvn på lukkede afdelinger. Og fortaber sig i huler. Indtil man enten svinder helt ind til et ulykkeligt atom, eller begiver sig på en fodrejse. Mere naragtigt adfærd kan man dårlig tænke sig. Hold øje med pilgrimme min søn. De sørger henkogt.

Min far var overbevist om at russerne snød med rumkapløbet. Juri gagarin har aldrig været i rummet, sagde han. Han befinder sig på elyriavej, hvor han hjælper sin kone med at samle nisser. Til højtider kører han i smoking efter mælk ellers foregår det i kedeldragt. Desværre er amerikanerne ikke meget bedre sagde min far. Niel Armstrong arbejder som flaskedreng i Brugsen, og har ikke begreb om en skid, bortset fra de flasker. Men hvordan kunne han så forklare de astronomiske summer som supermagterne brugte på at overgå hinanden. Det er meget enkelt mumlede han, Når man har med idioter at gøre, koster det mange penge, at få dem til at se kongelige ud. desuden er det jo dyrt med alt det sølvpapir de bruger.

Negre sveder mere end andre. Min far havde gang i en cigar. Jeg kendte engang en pige de kaldte Tulla. Hun var mørk, og svedte så det drev af hende. Hun var ganske vist osse sportsmand, og netop kommet hjem fra et orienteringsløb i thule. Hjemme i hendes lejlighed løb der forskellige regnvejrsbeholdere, og nedløbsrør. Hun boede ovenpå Galatheakroen i de år. Man sagde det var thullas sved der holdt træværket fugtigt. De mange masker holdtes friske af Thulla. Min far tog en ordentlig hugger på cigaren. Nogen gange tænker jeg din mor er neger min søn. Er det ikke bare fordi hun er i klimakteriet far. Hvor ved du meget min dreng.

hunde indgik i ofringer

Hunde har altid været en stor del af min families identitet. Lige fra gammel tid har hunde indgået i ritualer forbundet med os mennesker. Vores gamle hund Schenko indgik feks ganske ofte i ofringer omme i baghaven. Han blev ikke selv oftet men stod iført en slags guldkalvs-kappe (som min mor havde syet) mens min far afbrændte regninger han mente var falske fra købmanden. Osse idag indgår hunde i min families liv. Mine døtre klæder hver dag vores hund susi ud, som en art forberedelse til voksenlivets mere alvorlige udklædning af dyr. Betydningen af hunde i dansk historie er overset. Når det lynede og tordnede derhjemme, kunne vi finde på at sætte schenko op ved skorstenen, iført en regnfrakke og en skål med hundegodbidder, på den måde ville vi lede lynet gennem en forvansket virkelighed af pels, noget vi var sikre på ville tvinge lynet til at standse, og søge andre steder hen.

muslinger i oktober

Når efterårstormen kom, skyllede der muslingeskaller op i vores have. Som regel var de tomme. Vi lod dem gerne ligge, de var gode at kvase. Nogen år dækkede de nærmest hele haven. så befalede min far store østersdag, det lyder smukkere end det var, vi skulle bare skovle indkørslen fri. Det er egentligt mærkeligt når jeg tænker over det. Der lå ingen muslingeskaller i de andre haver. Men vores have blev fyldt. Der var osse de her handsker med sand i. Og krabber der havde mistet orienteringen. Og fyrtårne der brølede i det fjerne. Og hav-katte. Store fede dyr der åd mælk med cement i, så de stivnede i flotte positurer. Der var osse klager, breve forfattet med trusler. Der stinker af hav hos jer hver gang i oktober.

tavshedsspekulant

Ved familiefrokosterne kom der nogen gange en dame med ovre fra Sverige, det var en tante, langt ude til min mor. Min far undgik så vidt muligt at sidde ved siden af hende. Den ene gang han havde gjort det havde han kedet sig. Hun er tavshedsspekulant, forklarede han. Et menneske der udnytter sin tavshed til at sige mere end alle andre. Det er nok det man ville kalde en partyspoiler idag, bortset fra denne tante, ifølge min far, var gjort af et materiale, som kunne minde om vådt ler, kom man til at røre hende, satte det spor. Siderne i det damemenneske er glatte og stejle. Forsøg for guds skyld ikke at indlede en snak! Vi var meget varsomme. Kunne kun lige sige goddag. Men det er ikke sikkert hun har mærket noget, min far placerede gerne hans seneste bekendtskaber af ludere og lommetyve, nede i hendes hjørne. De ville jo gerne gøre sig til. Jo fuldere de blev des mere spekulerede hun i det. Ind imellem stjal jeg mig til at kigge. Hun sad helt rank, og svedte. Huden svedte fordi hun arbejdede på at omdanne ludernes lodne ord til tavshed. Jeg var utrolig bange for hende.

Hvor går fædre hen?

Når fædre dør går de sammen med elefanterne ud til det sted hvor de deler sig, elefanter til højre fædre til venstre. Med en uleveret syl prikker de hul hvor de har lyst. Der står de så og drypper gammeldansk til de ikke har mere i sig. Det er ikke noget prangende sted. En stor bred lund omkrandset af hårde hvidevarer, som de købte, i deres almagt. Min far er der osse. Han står henne ved en udgået birk og bander over en tiskupon han ikke har fået indløst. De nye fædre der tilgår blir moppede fordi de stadig savner deres liv. Men det går over lige så snart hugge-manden kommer og hugger dem ned. Det er sket der er forhenværende skulptører der er grebet til revolte mod huggemanden, fordi de ville nedbryde sig selv. Men så hugger huggemanden dem til skærver en for en. Der er ingen forskel på døde fædre, det er derfor de følges ad med elefanter. Mennesker der engang udfyldte en funktion, lidt ligesom elefanter. En tid bar de børn på ryggen. Så holdt de op med det. Det skal man altid huske. At lige meget hvor meget pis man som far kan nå fyre af så kommer der en dag hvor børn ikke gider høre mere. For normale børn altså. Hjemme hos os var vi ikke normale. Vi pressede vores far som en gammel citron, til han hverken kunne eller ville mere. Jeg - har - ikke - mere - at- sige sagde han en måned før det var slut. Så skrid dog. Men vi blev siddende alle fire. Han måtte ikke slippe os. Vi sad i den halvmørke stue. Den ene holdt hans hånd, den anden bed i hans øre, den 3 havde fastgjort sig til hans fod med et tov. Den fjerde, den store, mente han modtog beskeder trådløst. Han siger jeg skal overtage når han er væk. Så skal jeg være overhovedet i vores familie. Imens lå min far som et hologram på morfin, godt udstrakt, på vej ned af elefantstien. Du blir her far! No more stikken af. Men jeg skal gaa med ele-faaan-terne. Nej du skal sgu ikke. Du skal blive her!!!!! Så hentede jeg hospitalets bredbagede sygeplejersker som vi monterede på hans ansigt. Det gav ham 16 timer ekstra. Men det gjorde ikke mor glad.

Vi havde arvet det meste fra tyskland. Dvs det var krigsgods. Skæbnesvangert møblement. Lige efter 1. verdenskrig var økonomien gået amok i stort set hele europa. Men i Tyskland havde de hyper-inflation. Om vi børn vidste hvad det var? Det var når pengene fra den ene dag til den næste blev værdiløse. Tilsidst var der ikke andet at sælge end smykker og møbler. Min farfar havde hentet det selv. Der havde stået en hel familie på trappestenen nede i Lubeck. Min farfar havde betalt godt, men ikke godt nok. efterhånden som han bar ud til den ventende hestekærre, blev der færre og færre mandfolk til at bære. Familien havde skudt sig en efter en. Det er blodmøbler sagde min far når han var ond. Møbler båret af mennesker der har skudt sig. Der er ikke mange billeder fra dengang de stod hos mine forældre. Min far fik os overbevidst om at det ikke var godt at filme krigsgods. Om vi vidste hvordan man ved om noget er krigsgods? Der er skuffer der binder. Hvorfor? fordi nogen holder i dem inde fra.

Min fars jazzband

Min far havde et jazzband, eller jazzband er så meget sagt, de poserede, og fik damer af den vej. Min far havde en saxofon han hængte over ryggen når han gik i byen. Hov sagde han når han blev afkrævet en sang - der er sgu nogen der har smadret min "darling", de dumme svin! På den måde fik han som regel både dame og medlidenhed. Jeg har selv overvejet den metode da jeg var ung. Prøvede engang med sådan en grøn og hvid melodika ude fra skuret. Men jeg var ikke god nok til at lyve. Det blev mest til at jeg slæbte på benet når jeg gik hjem fra skolegade gennem trøjborg, ud til skoven og hjem af den vej der var blevet lukket for traffik. Det var venstre ben den var galt med. hver gang der kom en bil, det var sjældent klooken 5 om morgenen, så jeg på engang såret og tapper ud mod bilens lyskegler. Hvis jeg var meget fuld var der gerne børnelammelse oveni. Det var et helvede at komme hjem, Jeg fik aldrig bid. Men jeg var osse sammebidt af krigsskaden. Jeg havde min storebrors hvide leweis med gylp på. De flækkede altid i røven, så min mor måtte sy dem. Min far kunne kunsten at falde ind naturligt, jeg har altid overgjort det.

Alle hans børnebørn

Min far nåede ikke at møde min yngste datter. Hun tilhørte den tusindtallige skare af skrigere, som han klukkende kaldte dem før han låste døren ind til stuen. Tænk hvad vi har fostret af lemmer og ben Gerd råbte han nogen gange gennem væggen ud til køkkenet hvor min mor for rundt om sig selv, for at rose på svensk: "nææhmen hvar sjusigt!" og samle børnebørnstegninger ind. Jeg beklager sagde han andre gange, altid gennem væggen. Det er lørdag, jeg ætser for meget idag.

Når synet svigter

Det var ikke let at blive gammel for min far. Det værste var synet det var umuligt at se nuancer og ting der var små. Følelsesmæssigt blev han jo trænet hver dag, fordi han var den han var og altid vidste hvor han skulle stikke for at få hul på et menneske, men fysisk det at kunne læse hvad der stod i bøger, det at kunne finde en avisartikel, det at kunne se den sommer eller den vinter der gik forbi, ikke det store hele, det fornemmede han jo nok, men de små ting, den af sne nedbøjede gren, den vrede hveps, den grønne græshoppe. Derfor blev den en vane for os børn at når vi kom hjem så skulle vi have en kunstig oppustet genstand med hjem som min far kunne se og derpå glæde sig over at det atter gik fremad med synet. Engang havde jeg en mariehøne med hjem, den sad på et stort stort blad. Jeg satte den disket på stuebordet og sagde, har du set far der sidder der en mariehøne. Det gør der sandelig osse råbte han. Du milde moses jeg ser den klart!

På den måde blev han langsomt bygget op igen troede vi. Indtil vi engang kom hjem til et bål i haven. Op i flammer blussede alle vores surt sammenfundne store ting. Jeg vil jo så gerne overbevises børn, men jeres mor blir desværre sindssyg når hun finder en bog på størrelse med Schenkos hundekurv nedstyrtet på mit natbord med piller. Proportioner børn. Altid proportioner.

Hvad marmelade hylden gemte

Min mor blev stiktosset da hun fandt de her glas istedet for sin ribsgelé inde i køkkenskabet. Min far havde lovet at passe på dem for en ven. Det er jo ikke mennesker Gerd, undskyldte min far som havde tømmermænd, og muligvis ikke kunne huske hvor de kom fra. Det er bare nogen tidlige skabninger mumlede han, opstået af mudderet, for længe længe siden. Men min mor jamrede og klagede sig. Nu måtte hun ikke bare vaske "skåpet rent." Men smide hele høsten af marmelade ud, og sørge for at afluse hele børneflokken for at den ikke skulle blive smittet af det der var inden i glassene. Min far rystede på hovedet, og gik ud og brækkede sig. Imens stod glassene på bordet ude i køkkenet. Jeg skal nok finde ud af hvem de tilhører Gerd råbte han mellem brækrunderne. De - tilhører - jo - nok - et - venligt - væsen. jeg skal nok. Om han dog ikke nok ville smide dem ud. Men det kunne min far ikke overskue, dels var han for dårlig, og dels kunne der jo være tale om selveste the missing link. I hvert fald så de muntre ud, ham i det bagerste glas i hvert fald.

Grand formalina

Lidt senere da vi gik videre kom vi imidlertid til en anden montre hvor der sad en ældre dame. Først var min far nærmest ligeglad men så fik han øje på det smukke æbletræ som blomstrede forårsagtigt og så blev han pludselig stærkt melankolsk, tårerne formeligt stod ham ud af øjnene. Åh mennesker denne tid. Denne voldsomme tid, og så disse stillestående skilderier. Hvem lever med samme ro idag? Hvem de herrer museums spekulanter!? bort set altså fra mig. Og så vaklede han hen til mamutten inde i det tilstødende rum og tørrende sine kinder mod isen. Hun lignede eva mumlede han om aftenen. Hvem? damen på bænken i buret. Hun lignede en jeg kendte da jeg gik på kornetskolen, sagde han. Jeg ville ha hende. Min krop var glødende. Hun havde smilet én gang men det var alt nok. Jeg gjorde alt for at få fat i eva, men lige meget hjalp det. Hun var datter af en departementschef og jeg var bare en kornet. Jeg fik aldrig Eva. Nej men så fik du mor far. Ja og hun var smuk, hun var den smukkeste svenske pige på den tid det kan jeg godt sige dig. Men så går tiden og det er det mærkelige ved tiden, at den tager vores ansigter og sliber dem som sten, nej ikke som sten, nej - som gæret dej, for at vi kan fremstå mest grotesk på den sidste dag, nu ligner din mor og Eva begge to damen på bænken. Mens Kidi står i sit bur og agerer midaldrende fiskehandler. Det er sgu trist Jens. det er. Jeg ligner osse dej. Nej du gør da ej far. Jo jeg gør - bemærk mine ører. Slappe som hængekøjer er de. Tjener mere grand formalina. Det er bourgogne far. Idiot barn - kan du ikke tænke.

fiskehandleren på naturhistorisk museum

Engang da vi var på naturhistorisk museum fik min far et raserianfald af den anden verden. Inde i en montre af en fiskehandler stod hans ven Kidi, som han ikke havde set i over 30 år siden han blev uvenner med ham. Det var i 1996 kort efter jeg var flyttet til København fra Odense. Og nu stod han foran den montre og galpede op til den meget dukkeagtigt udseende "gamle ven." Men det hjalp ikke at jeg prøvede at tale min far til fornuft. Hvad det lignede at forsvinde ud af et menneskes liv for så 30 år senere at fremstå som en kraftidiotisk fiskehandler på et i øvrigt nydeligt og sobert museeum. Og hvad det lignede at fremstille mennesker som fiskehandlere. Der er ingen finskehandlere der ser så koppearrede og usoignerede ud. Manden ser jo ud som om han har brækket halsen råbte min far og trommede på plexiglasruden. Kom ud kidi! råbte han. Kom så ud! Til sidst fik jeg ham med ned i kantinen.

Det hemmelige brætspil

Far på cafe. Ja. og så mig. Lille næsvise mig.
Vi sidder og taler om noget og han kan ikke dy sig, han må belære og når nu jeg sidder der og ovenikøbet fotograferer må jeg også lade mig belære, men desværre aldrig høre de gamle hemmeligheder. Far har skrevet under og han må aldrig sige den sidste brik i det sønderbombede brætspil. Han siger noget han tror vil få mig til at tænke i den rigtige retning, når nu han ikke kan sige det som det er. Noget er for de gamle kæmpere, noget andet er det vi opsnuser som om det var en kriminalgåde - hvad det også er. Hvorfor skal vi rejse til Grækenland elskede far, hvis du heller ikke her vil sige det som det er? Og har du nu været død længe nok til at jeg kan sige at du om natten gik i søvne til en lille by langt væk og blev leveret tilbage af høflige og søde mennesker der bare ikke vidste hvad der foregik.

(fra rumkugler.blogspot.com)

Dukkebarnet

Dukkebarnet, sådan hed en pige der senere blev formand for den lokale afdeling af Jehovas vidner, men som i et par år flettede fingre med min far. Det var da de var 6-7 år. Og der var tale om et stormfuldt forhold, som indbefattede flere ringe der blev smidt på gulvet, og teatralske scener, hvor strømper og sko blev smidt i åen fra broen til byen. Dukkebarnet var byens kønneske pige. Men pludselig i 3 klasse voksede hun ikke mere. Til gengæld groede hendes hjerne usædvanligt kraftigt. Så meget at hendes kranium efterhånden forekom enormt. Min far som jo havde holdt meget af hende, blev gradvis mere og mere rædselslagen for hende, men han turde ikke sige hende farvel, for mentalt, forekom hun ham ikke bare udvokset men moden, ja over et par måneder, ligefrem gammel. Hun begyndte at tale i datid, om ting der ikke var hændt, og i den sidste tid, så hun på min far som om han var ufødt, et barnebarn, hun aldrig ville nå at lære at kende fordi der var år tilforskel mellem dem. Min far så hende sidste gang i 5 klasse, hvor han kom på Herluftsholm kostskole på dispensation, da var hun så gammel at han havde svært ved at forstå hvad hun sagde, så gammeldags og antikveret forekom hendes sprog ham, da hun gik sin vej var det som at se en dukke vralte bort i porcelain, med en helt enorm, men ganske ubrugelig viden.

Min far og hans venner brugte årevis på at ligge på langs og læse bøger. Det er noget man skal sagde han. Først skal du vokse. Så skal du læse. Men ikke uden at slappe af. Ikke uden at slænge dig. Det er vigtigt. Ofte skyndte de sig at smide sig på sofaen med en smøg og en bog, når der var damebesøg på vej. Nej ligger du og læser? Nårh ja, sådan er det. det er i øvrigt en pragtfuld bog, Eros i storm, har du læst den? Jeg prøvede det samme da jeg var ung, men kun engang, for bogen jeg havde fat i var den gravide mand, en 70er bog, om at være sød ved gravide kvinder. Læser du meget om sådan noget? spurgte hun. Ja sagde jeg. Altså i perioder. Måske er tiderne nogen andre end dengang hvor min far og hans venner lå og læste. Måske har jeg misforstået noget. Måske egner jeg mig bare ikke til at læse mig ind på kvinder. Hvor om alting er. Undgå den gravide mand. Det handler om at have forberedt det godt.

Prins Ingolf

Min far har kørt sæbekasseløb mod Grev Ingolf. Han kørte side om side med den mærkelige dreng, da de var jævnaldrende, senere voksede min far fra greven, fordi greven, stadigvæk ifølge min far brugte alle sine kræfter på at udvikle sine tænder. Min fars bil blev skubbet af hans storebror og hans ven der døde fordi han faldt ned af en trappe, Grev ingolf blev skubbet af 3 kongelige dværge. Min far var lige ved at vinde påstod han. Men så trak dværgene fra. Og så vandt grev ingolf, i sin seje vogn. Der stod Adler på siden, og et tal. På min fars sæbekassebil stod der ikke noget.

Ordner til hverdag og til fest.

Det med Ordner har altid ligget til min familie. Desværre er der ikke mange i min slægt der har gjort sig fortjent til dem. Derfor har det fra gammel tid været kotyme at opfinde dem selv og så mere eller mindre lirke dem ind på brystet. Min far fik fremstillet nogle særlige til sit bryllup, og jeg har fra barnsben osse haft ordner på mit tøj. Vi fik dem for mange ting, når vi ryddede op på vores værelser, var det dem af gul marcipan. Til min konfirmation var det en af messing. Til barnet der blev menneske, stod der bagpå. Skulle jeg blive tilbudt elefant ordenen en dag, vil jeg derfor heller ikke takke nej. Jeg er ikke republikaner. Jeg er monarkistisk ligesom min far, og ligessom ham vild med ordner. Min far fik smeltet sin dåbsske om til en slags mønt til dagen. Præsten kiggede længe på den huskede han, før han langt om længe gik i gang med ritualet. Ordner er i sig selv noget særligt. Men de bedste ordner er alligevel dem som andre hænger på dig.

Bums for vorherre

Havde min far ikke fundet min mor havde han nok levet som bums. Hans intelligens kunne ingen tage fra ham, men ligesom næser går i arv, gør vagabonden det osse. Han ville nok ikke have levet på gaden, men at dømme af de mange breve jeg har fundet fra hans ungdom, var han flere gange tæt på at gå i hundene, i hvert fald mentalt. Det var nok følsomheden der reddede ham, det og så hans evne til at snøre svenske piger til at synes han var Gud. Nogen gange når vi sad om natten, fandt han sin gamle "spritterfrakke" frem. Så morede vi os med at gå gennem den tågede forstad, et stk gammel bums og et stk. kommende. grænseløsheden, det er den du skal kende. Der var en sær forventning i os begge, om at turen før eller siden ville føre væk fra vores vej, og ud på landet.

Min farmor var en flot kvinde sagde min far. Jeg ved ikke om du er klar over det Jens, men kærligheden springer altid en generation over, du vil derfor finde en kvinde der i et bestemt lys kan minde om din farmor. Hun havde ganske vist en uheldig hatte-smag. Men bortset fra det var hun en nydelig kvinde. Men jeg vil ha en mild kvinde ligesom mor, indvendte jeg. Mærk dig mine ord min dreng, du vil finde en kvinde som har kant, og trang til mere eller mindre uheldige hatte. Hun vil stå utydelig for dig først, akkurat som din farmor stod for mig.

En af de ting der aldrig finder sin plads i et nyt hjem er de bøger der tilhørte ens forældre. Hver gang jeg rydder op finder jeg nye kasser som stod hos min far og min mor. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil ha dem op og stå i en reol, det er mere det at de fylder mere end mine egne bøger, de står ligesom 2 steder, hjemme hos min far i stuen, og så her hos mig i Korsør. Jeg siger til mig selv at jeg vil læse dem, men jeg læser dem ikke, for det er svært at læse en bog, når den er fuld af deres øjne.

Mister Mox og hans kamping-vogne

MIn far var overbevist om at himlen ind i mellem sendte agenter ned på jorden. Han talte ligefrem om en særlig "ironisk" engel ved navn: Mærkelige mister Mox, der morede sig med at plante sine "kamping-vogne" på vores kirkegårde. Navnene han valgte var som regel allegoriske og tvetydige, i håb om at der hernede var mennesker der gennemskuede ham, og et af disse mennesker var - naturligvis min far. Hende der sagde min far en dag vi havde forvildet os op på den lokale, er en typpisk mister Mox, korsfæstet, død, og begravet, og på 12 året, genopstået mellem hr. og fru jespersens mindesten. Der er sikkert osse lys dernede. Jo det er en rigtig kampingvogn. Så flyver hun nok ind over vores senge ved nat for at få os til at længes, denne Rigmor Kød.

Inde i alkoven over mig og min storebrors køjesenge var der en lille skunk, der stod resterne af det romerske rige. Det var en kollosal statue af marmor som var kommet til Danmark under mystiske omstændigheder i tiden omkring 30 års krigen. Vores tip tip tip oldefar havde kappet hovedet af en Wendisk landsknægt og der var tale om krigs-gods. Vi fik ikke lov at kigge ind til den gamle dame særlig tit, dertil var konsekvenserne for romerriget for store. Tænk hvis det gik op for damen at hun ikke længere befandt sig i Rom men i et tresserhus alkove. Min far sagde at romerriget lige så meget var en ide, og ideer havde det med at sive. Han ønskede derfor ikke at vi fik for meget kontakt civilisationerne i mellem. Vi skulle nødig ha en ny nero i den blendstrup-malmstrømske slægt. Min far lod mig derfor kun tage et billede med min kodakklik.

En af de kvinder min far havde set som barn i Kino biografen - hed Clara Bow. Det var en stumfilmsstjerne der ikke overlevede springet over til tonefilmen. Min far har ikke været mere end 5-6 år, da Clara Bow kom ind i hans liv. Han øvede sig derhjemme foran spejlet på den stumme flirt. Han kunne så i halve timer og række armene ud og lade dem tegne et slot, en tråd og et rige. Sådan ville han gøre hvis han mødte Clara Bow. Han havde osse et tegn for ishus, det var en stor firkant med en vaffel. Vaflen kunne godt ligne en måge, det måtte han på en eller anden måde have afklaret med Clara Bow. Men de havde jo masser af tid når først de havde udvekslet de første høfligheder. De skulle bo i Præstø. Og fordi hun var fra stumfilmen vidste min far godt de ikke kunne gå ture på alt for knudrede stier. Det skulle gå ligeud, for det gik hurtigt.

kejserskægmarinen og darwin

Engang jeg jokede med Darwin og hans evindelige missing link, (vi havde fået lavet badeværelse, men havde ikke fået vasken med)- blev min far ude af sig selv af raseri. Min herre! det et muligt du finder din pupertære sproglige forbistring med "the missing sink" - umådelig morsom, men en ting er emalje at forstå, noget andet evolutionen at fatte. Om jeg ikke kunne se at Darwin havde fat i selve kernen af vores existens. Og så fortalte han mig om en abe som han havde ejet da han arbejdede i flyvevåbnet og udførte g-test på kommende piloter. Det var en såkaldt kejser skægmarin, som var i stand til at snige sig ind i min fars forestillingsverden, så hans normale søvn blev afbrudt af billeder kun af den. Ifølge min far nedstammede vi mennesker ikke fra krogmanjon manden, men fra Kejser skæg marinen. Dens sørgmodige og kloge øjne vidner om en stor sorg over en elsket den ikke kunne få. Lige sådan føler mennesket når det oplever tabet af en elsket. Min far var på tidspunktet for Kejsermarinen forelsket i en datter af en baron og fordi han hver aften delte værelse med aben, aflurede han osse dens blik, så han dagen efter i virkeligheden var en slags kejserskægmarin ´når han var i selskab med sin "flamme." Meget kunne være sagt men en kejserskæg marin foretrækker at pille bark af grene. Det lykkedes aldrig min far at lære aben at kommunikere og tale. Men måden den nægtede det på var sigende for en evolutionært højstående hjerne. Den kravlede ind i klædeskabet og nægtede at kigge ud. Således sagde min far, tilkendegav den at den udemærket vidste at der var gået millioner af år siden mennesket og den var lige. Min far havde faktisk malet et billede af den lille abe, men det var gået tabt, i hans kunsteriske deroute, efterhånden som han indså at hans evner for maleri ikke gik fremad, men evolutionært - tilbage.

farmors spisestue

Det var en katastrofe for vores familie da min farfar døde. Det var ham der afholdt fra at synke ned i fest og rus konstant. Hvert år ved jul genindførte han borgerligheden på Blåmunkevej. Så gik min far og ham til slagteren efter salt-tunge, og russisk salat. Og vi andre fik besked på at gå omkring i nystrøgne hvide skjorter. Jeg var hurtigt til at rode i farfars arvegods. Men min far blev mere og mere sur og tvær og talte om at "tingene skulle ha lov at bundfælde sig og hvile." For at gøre min far glad forsøgte jeg at lave et farfar rum ude i den ombyggede garage. En af mine klassekammarater havde adgang til en dukke som vi gjorde gammeldags. Jeg havde tænkt mig at overraske ham. Men en morgen fandt jeg ham bleg på en stol omme i haven. Hvad er der far? Min mor går igen. hun bygger spisestue i mit redskabsskur. Det er bare mig og Klunke forsøgte jeg. Vi må rive det ned det ved du godt ikke Jens afbrød han mig. Når min mor først begynder at indrette sig, sender min far mig på kostskole, for at få fred, og det er jeg blevet for gammel til, sukkede min far. Jeg har ikke længere karakteren til at slå til. Min krop er for træt til fisefornemhed.

solnedgangen i 55´

Min far var ikke meget for solnedgange. Han havde set sin. Det var i 1955. Han var lige kommet ud af kornetskolen. Det var i august. Han var forelsket. En nat gad vi ikke høre mere på ham, men pressede hans hoved ned i en spand med fremkaldervæske. Nu vil vi fandme se den solnedgang der åbenbart har gjort dig immun for nye far. Allright mumlede han og tænkte intenst, så der kom noget på pairet. Den så sådan her ud.

hestevognsvinduer

Og nu vi er ved det. Dengang var det ikke så længe siden vi havde boet på landet og ernæret os som daglejere og kodrivere og bedemænd. Og jeg tror det var derfor der var en tendens til møllehjul og vognhjul og høst redskaber på murene. Måske havde man svært ved at stå ved at man havde bygget for moderne. De værste var dem der byggede ren alpeidyl, for de havde fjernet sig så meget at de havde glemt hvordan deres forfædre gårdmændene havde boet. Dem havde vi kun foragt til overs for. Biedermeier-tyrol skrev min far med okseblod en nat han gjorde hærværk. Men vi var ikke bedre. Lofterne skulle sænkes for enhver pris. Ting der var hvide skulle bejses og almuemørknes. Folk´s øjne var som regel sænkede, for ikke at afsløre det hvide derinde. Teen skulle trække til den blev mose-mægtig. Ølflaskerne var brunere. Det var altid den buttede faxe der var med på billederne. Og så al den bast. Jeg kan huske der var en fyr der flettede sine vinglas. Der var altid så stille når han var på besøg, fordi de skålede så forpulet dæmpet. Når jeg hører ord som arbejdsløshed, dyrtidspension, og rottefænger, så tænker jeg på det mørke, og på krydsfiner. Den nye pejsestue skulle have haft små bitte ruder, men det endte med et kompromis. Pejsestuen fik de brede ruder, til gengæld fik Niels og mig en slags hestevogns parti inde i alkoven. Måske er det derfor jeg har haft det så svært med store lyse rum.

Der var mange heste i min barndom. De var ganske vist aldrig synlige, men vi havde en fornemmelse om at de var på trapperne hele tiden. Der var bare ikke plads. Haverne var ikke udlagt til heste. Husene var ikke hestesikre. Min far vrinskede ofte. Erindringen om seletøj lå dybt i os. Når jeg stod op ved daggry så jeg ofte grandvoksne mænd stå forvirrede på deres matrikler. De havde kaldt Hestene hen, i småsøvne. Nogen gange tolkede vi tordenvejret forkert. Det lyder som heste hviskede vi. Heste der dundrer over den hårde jord på marker. De slås hviskede vi. Den store hvide sparker den lille grå. Det er hannibal, den 5 årige, mod gamle Alladin. Men så kom regnen. Og så var det vistnok bare torden. Men hestene var der. Og der var marker. Husene lå spredt. De lå inden i det nye kvarter´s kvadrater. Hvorfor tror du indkøbsvognen nede i brugsen trækker skævt? Fordi den kører af heste-stien mellem varerne.

Og så var der aben. Her er den længe efter. Min fars forhold til aben kan bedst beskrives som køligt. Få den ud af min stue - jeg får kvalme af dens mildhed og dens pels. Mig og min storebror morede os med at placere den nær den gamle når han vågnede og var lille. Så hang aben f.eks på hans sengegærde. Eller på gyngestativet. Jeg ved stadig ikke hvad det var, men den gjorde han rædselsslagen. For os var det bare en lille sød brun abe, men for min far...nogen gange lod vi den osse holde fjernbetjeningen til fjernsynet, og når han så rakte ud efter den mærkede han pels istedet for B og O, ansigtet han satte op. Som om han mærkede verdens ende. Mennesker! Mennesker hvad har jeg gjort for at fortjene dette? hvorfor har i atter placeret denne abe? Det var bare for sjov far. Og den ser da festlig ud med balloner.

et velmenende råd om stationer

Kære konfirmant. Ligegyldig hvor fuld du er skal du aldrig stå af på Viby Sjælland. Den station har taget mine bedste år. Den har ædt mine bedste hatte. Vigtige papirer og tasker har jeg mistet der. Og tågen klokken 5. Tågen så fuld af billeder man tror er noget. Jeg har længtes mod ølkatastofer og pludselig mjød i daggryet på Viby Sjælland. Åh jeg har drømt mens jeg har stået der og frosset. Så kære konfirmant. Lev dit liv. Få dine dun. Elsk din næste. Men hold dig fra Viby sjælland station.

Min søn du må aldrig råbe og skændes i en bedemandsforretning

Når du ser på sølvpokaler skal du tage de hvide bomuldshandsker på.
Når du er på stranden må du nøjes med denne bøllehat, vi har saftsusemig ikke råd til store cowboyhatte. Du skal vist have fiskefiletter næste gang vi stopper.

Min Far og min Mor

Da jeg var lille var jeg sikker på at mine forældre var ufejlbarlige - en usikker fornemmelse jeg delte med alle andre børn. Det var ikke til at putte ind i sit lille hovede at de en dag ville blive psykotiske af druk og brække sig over det hele, men det gjorde de selvfølgelig en dag, overbebyrdede med ansvar og drømme i alle mulige retninger som de var. Jeg husker særlig en Lars von Trier-film der udspillede sig i vores hus. (Lars var selvfølgelig selv barn dengang og var igang med sit barneliv nogle tusinde meter fra os, ifærd med at hænge i tagrenden og lave eksperimenter med sin mors otte millimeter kamera.) Mor og Far, som indtil den dag havde været totale totempæle af ansvarlighed, gik til et drikkeparty hos en anden familie på vejen. Min søster og jeg blev dengang passet af en 'ung pige i huset', noget man stadig havde i min barndom. Hun forsvandt den dag, eller også kom mine stive og psykotiske forældre hjem og forfærdede hende hende så voldsomt at hun flygtede.
Det var i hvert fald det rene Strindberg og de små udspekulerede lyshårede børn havde aldrig set noget lignende. Jeg tror at jeg selv prøver at leve op til den scene når jeg giver slip og falder ned i druk, men jeg ved det selvfølgelig ikke og bruger nok resten af livet på at opklare det ene hukommelsestab efter det andet.

Man kunne enten være sverige eller Danmark

Engang købte min far et fodboldspil. Man kunne enten være sverige eller Danmark, nogen gange kunne man blande dem, så var man skitsofren, sagde min far, som holdt meget af at spille med blandede spillere. Eller splittede kaldte han det vist. De skitsofrene fører 2-1 råbte han! Mål på den tumpede maniodepressive Håkon Jarl fra Skååwne!

Min far var god til det fodboldspil. Nogen gange afholdt vi turneringer, men efterhånden blev spillet slidt, der kom øl på det, og målene blev væk og blev skiftet ud med tændstikæsker, de kunne lige være i hullerne. Vi havde mange fantastiske kampe med det spil. Nogen gange kørte der en rigtig kamp på fjernsynet samtidig, men det distraherede den gamle. Han tabte. Det kunne han ikke li. Tilsidst endte det ude i skuret ligesom det gamle fjernsyn. Underligt som farverne falmer, på ting man ikke rører ved så tit. Man kan næsten ikke se hvad der er Danmark og hvad der er sverige.

For hunde og for gamle mænd

min mor samlede på dukkehuse, det var det eneste sted hun fik lov at ha det som hun ville. Hun holdt særligt meget af sin stue her. I den sad vi allesammen. Mor og barn og far med sin flaske og så et stort rødt fjernsyn. Hun fik altid udstyr til jul. Noget af det var fine gamle ting fra før plastikkens tid, men hun lavede aldrig stuen om. Den så sådan her ud. Når børnebørnene var forbi og hærgede satte hun tålmodigt det hele på plads igen. Der var den store stue, som var min fars, og så var der dukkehus-stuen som var min mors. Det stod inde ved hendes store væv, oppe på farfars lille sekretær, godt gemt af vejen. For hunde og for gamle mænd.

Pensionist tid

Schenko min fars første hund, var hans timeglas da han blev pensioneret som 53 årig. Den almindelige tid blev hurtigt ophævet, den kan man ikke respektere når man er udenfor arbejdsmarkedet. Men hunden, når den kom ind og stillede sig i døren med sit dryppende skæg og sine kloge øjne, så forstod min far at klokken var mange. Tiden er ulden sagde han engang og hentydede til sin hund. Så måtte han enten gå i seng eller ud og lave noget biksemad, eller se at komme af sted på sin nattevandring. Kommer du der gode hund? Er timen faldet i slag? Årh gud, jeg sad vist lige og blundede. De var uadskillelige de to. Men det er tiden jo osse fra os andre. Da schenko døde, mistede min far på nogen måder sin orientering. Han fik godtnok hurtigt en ny hund, oven i købet den samme race, men den ville ikke være vækkeur. Den var uopdragen.

Det dybdepsykologiske radio med fjernsyn monstrum

Min far havde en dybdepsykologisk radio der kunne sende meget komplekse udsendelser, som ikke var annonceret. De skulle som bekendt trommes frem på armlænet først, før radioen så umærkeligt skiftede emne og kompleksitet. På et tidspunkt skiftede han radioen ud med en mere moderne. Det fortrød han hurtigt. For den nye radio kunne ikke spille nær så mange "dybdepsykologiske musiknumre" som den gamle. Den havde osse et fjernsyn, som når man tændte det, lavede hvid skærm, som min far syntes var i dialog med radioen på en usædvanlig rytmisk måde. Han plejede at skrue helt ned for fjernsynet, på den måde var radioens ikke vare dybdepsykologisk den var osse i stereo med fjernsyns-rorshack prøvebillede. I mange år stod den ude i skuret hvor mig og mine brødre boede lige før vi flyttede hjemmefra. Han kunne nok ikke nænne at smide den ud. Der var min mor mere kontant, hun indkapslede den bare mere og mere i ragelse, indtil den blev usynlig og kunne smides på lossepladsen.

Vinteren 46

En vinter var særlig hård. Og det var ikke den i 43, det var året efter krigen, hvor det var så koldt at ikke engang brændeovnen kunne følge med. Måske var det derfor min far anskaffede sig den pejs i pejsestuen. Det var i hvert fald ikke til ild jeg har kun set den tændt ganske få gange. Men min far sad tit med fødderne oppe og kiggede ind i den, som om det åbne ildsted i sig selv kunne holde kulden væk. Nu var det osse en slem oplevelse for ham, den vinter i 46. Han påstod ganske ofte at han mistede en meget sød rødhåret tøs på den konto, der gik fra ham for at finde nogen der var mere fyrrig og vild, og med flere penge på lommen til kul og koks, end min far. Jeg ved ikke om det er sandt. Men han påstod selv det var det år, og den vinter, han selvantændte, og skiftede stil fra pæn dreng til noget mere flamborjant. Det kan osse forklare hvorfor han gemte så mange ting fra 46. Bla den der dunk med DDT, til at forgifte vejret, og bringe anemonerne i spil.

den hemmelige engelske sender

Min far gemte på flere af sin mors gamle billedblade. I et af dem var der et bord med fisk som der er en præst der velsigner, min far holdt meget af det billede. Det beviser at ikke alle billeder er til at stole på. Under krigen sagde han. Gemte de på Herluftsholm netop senderen til England under et bjerg af skaldyr, engang om ugen måtte eleverne ud og fange nye dyr, på samme måde står præsten på billedet ikke og velsigner noget måltid, nej han velsigner samarbejdet, det hemmelige samarbejde mod besættelsesmagten. Dengang havde man fantasi. Når jeg engang imellem forsøgte at få ham til at snakke om det når han var ædru, råbte han vrøvl og sludder, der var sgu ikke nogen sender under nogen fisk på Herlufsholm, den stod i Herlufts trolles sarkofag.

Engang blev næsten hele huset revet ned

Engang blev næsten hele huset revet ned i forsøget på at finde guld. Min far var blevet ophidset af sin genbo, Mikkelsen der havde en gammel tegning med et kryds på over kvarteret. Mikkelsen holdt på at guldet var støbt ind i en væg ovre ved ham, men min far læste kortet anderledes, fandtes der guld var det ovre hos ham. Han havde i forvejen fundet flere tegn på at manden der havde boet der før var sjælelig utilbens. Hamrer man søm i sit hus fordi det regner er man gal, og gør med det mod tordenvejr er man for alvor syg i roen. Så derfor bestilte min far en håndværker til at hamre huset op, for som han sagde, finder vi guldet er al reparation jo rigelig betalt. Desværre fandt de ingenting. Det tog 3 år og mange omgange til Anders Holst, at få huset til at fremstå bare nogenlunde igen. Håndværkeren, det var vist nok en lærling, var den eneste der var glad, han gik rundt med et saligt smil på læben, mens min mor lå i sin seng under 40 jerndyner, og jamrede.

køkkengrejspatienten

En af min fars patienter kunne ikke lade vores køkkengrej være. Det var det der gjorde ham interessant for min far, men samtidig pisse irriterende for min mor. Hun så rødt når han kom, så tager han mina snykka grydor och anvender dom som hat, snalla uffe, låt honom inta komme ind i sjøket, lovar du det? Men selvfølgelig kom han ud i køkkenet, og selvfølgelig lykkedes det ham før eller siden at klemme sig ind i en eller anden skål eller kartoffelskræller. Ofte førte de netop gode samtaler efter han havde fået sit udstyr på. For min far var det hjertestyrkende med et menneske der tillod sig at se ud som noget maskinelt. Som ikke var bange for at anvende stål og saftpresse til at blive sammenhængende. Det var rent ud sagt nogen fantastiske stunder de derpå havde. Men for os andre var det mindre skægt når de sad der i havesofaen og gyngede frem og tilbage. Min far og hans køkkengrejs-patient.

Nej han bor bare med sin mor i Brobjergparken

Nu vi er ved døden min dreng. Ja far? Er du sikker på ham André fra Egå ikke er et spøgelse? Nej han bor bare med sin mor i Brobjergparken.
Men han er nu noget bleg af en 14 årig at være. Han er heller ikke til at lokke nogen svar ud af når jeg spørger ham om hvad i går og laver. Sådan er André. Han snakker faktisk en hel del når vi er i ungdomsskole. Og så har han bumser på halsen. Bumser på halsen? Ja pubertetsbumser. Ikke pest-bumser far.
Godt så. Det var osse bare for at gøre dig opmærksom på denne Andrés mulige kontakt med det hinsides. Jeg blir f.eks vedblivende forstyrret af din farmor Helga. Hun kommer hver nat og banker på stuebirken fordi hun har glemt noget. Kommer du nu der igen? Kan du ikke se jeg har travlt med Trille. Hvad mangler du mor? Mine strømper og en pæn kjole siger hun. Jeg har efterhånden givet hende alle Gerd Lillians, men det er ikke nok, så i nat gav jeg hende din sherif-vest af plastik. Blev hun glad så? Ja det var tilsyneladende lige den hun havde tænkt på. Hendes smalle skuldre syntes at slappe af, men hvad ved jeg om gespenster. Min mor var i forvejen ikke noget menneske man kom tæt på. Men blir du aldrig bange når hun banker på? Nej det er vel lidt ligesom hjemismanden, når man ved han kommer.

Himlens ISS

Min far døde flere gange i sit liv. Som 60 årig traf jeg ham i køkkenet hvor han sad og drak the med citron og sukker. Han var død under mystiske omstændigheder natten inden. Jeg døde i nat igen Jens. Dør du ikke meget ofte far? Jo men det er jo osse det der er humlen, det er livets måde at prøve faldskærmen af på, om den kan holde til den sidste nedstigning, når den kommer. Skrev du så et testamente til? Ja naturligvis. Rør ikke din farfars budha foreløbig, det var den der faldt ned som sædvanlig. Man kunne dreje dens hoved og se sine knogler indeni den. Jeg lå på en slags pram og blev fragtet til mols sammen med Bandagisten i nummer 34. Han havde alle sine kunstige lemmer med sig, mens jeg nøjedes med en lille æske med gajoler. Min ånde var skrækkelig dyb, det svimlede for mig når jeg trak vejret. Kan man det? trække vejret når man er død? er det nødvendigt? Ja for det var jo kun den lille død. Hvor man kigger rundt, for at lære området at kende, og hilser på de guder der er droppet, men som sidder og tigger alligevel. Åh elsk mine love, tag mine ord, se min storhed, og jeg skal dø for jer, og tage jeres skyld. Døde guder, romerske, græske, franske, nogen gange er de næsten karikaturer på hinanden, de siger ingenting, men gør det på en inderlig måde, så man uværgerligt får brækfornemmelse. Samtidig giver man dem jo alt. Penge, privatliv, kærlighed til den man ikke fik, fordi man ikke turde, det er klart, det er for at vænne os til støv, og det imateriele. Men det er en virkelig sølle existens de fører, de afsatte guder. Jeg klagede da osse min nød. Kunne de da ikke i det mindste lancere en brændende klode, noget svensk skærgårdsidyl, noget farverigt på rejsen? Gjorde de så det? Nej da, ingen taler med den døde, det er jo det der er humlen, angsten for intet skal være ren. Døde mennesker tåler ingen svar, for hvad skal de gruble med når de er væk. Dennegang sked jeg dog på tornebusken. Jeg satte mig ned på hug ved det mægtige syn, og tømte mine tarme, det havde de nok aldrig set, englene. De prøvede at fjerne det ved at tilkalde himlens ISS, nogen stakkels nymfer fra svenskekrigen. Men mig kunne de jo ikke fjerne før jeg var færdig. Og husk det min dreng, at møder du det høje med det lave, begynder dødsriget´s engle at gnække. Mere alvorlige er de ikke. Men det er naturligvis strengt ulovligt, strengt forkert, uhørt. Så kommer den store gud jo ned og skælder og smælder og sætter erstatnings tornebuske op, og futter løs. Men da er symbolikken jo gået fløjten. Man kan kun ha en tornebusk af gangen. Jesus kan ikke forstå en skid hvis der er flere konkurerende buske. Det er ligesom for mange tegn på det samme, rent cirkus Arli. Hvorfor dør du så tit far når du bruger så meget tid på at hade det du ser? Jeg hader ikke døden dreng. Jeg frygter den da som alle andre. Men derfor har man vel lov at stå af når der er noget der virker underdrevet ikke. Underbelyst. Jeg gider sgu da ikke dø i en dreyerscene. Jeg vil dø i en folkekomedie. Sådan er jeg. Og vi vælger selv vores dødsrige. Enhver blir salig i sin fodende, sådan er det.

Alt det vi er

Alt det vi er sagde min far en morgen han lå i indkørslen efter en nat hvor han var blevet forført at kammermusik på program 1. Min mor ville gerne ha ham indenfor men min far var ikke til at flytte. Han havde nået det han selv kaldte sin sande udstrækning og følte sig for mægtig til at fjerne. Hvad hjælper det osse Gerd at fragte mig indenfor, mine ben når stadig over til fru Bang. Min stemme vil stadig klinge i den sovendes blege sind. Min mave vil altid være hjemsted for vikingegrave, og bare fordi jeg synger lidt er jeg vel ikke til belastning? Nej sagde min mor, men det kan godt være det ville være godt for deres ry hvis han trak sig bare lidt tilbage. Umuligt kvindemenneske, hvorledes skulle jeg kunne trække mig tilbage. Mennesker der engang har erkendt, vokser sig hurtigt for store til at trække sig sammen igen. Men om han ikke bare kunne flytte sine fødder fra min mors krokus og stedmoderblomster? Det kunne han godt. Men det er med opøvelse af alle mine kræfter kone, og så gispede han og flyttede sine hjemmefutter over i hendes asters istedet. Alt det vi er hviskede han og blev liggende.

den sorte tandlæge

Jeg lærer aldrig at bade nøgen, ligesom den sorte tandlæge og hans kone sagde min far, og sukkede. Men de bader da heller ikke nøgne? Jo mentalt. De bader tilsyneladende med tøj på men indenunder er de nøgne og flippede. Men det er du da osse far? Ikke nøgen i samme grad, jeg bærer mine badebukser med eftertænksomhed, jeg kaster mig i bølgerne med et behov, de blotter sig hver gang, det er grænseoverskridende at stå i en busk og se på når de hopper i nede ved Themsvej. Det er denne ladhed igen, tænk at tro man har lov at være nøgen og blottet i offentlig tankezone. Men du plejer da aldrig at gå op i grænser ellers far, du er da grænseløshedens mester hvis nogen er det. Det er muligt men jeg bader ikke for at vise mine ben jeg bader for at gøre mig fugtig som en elefant i et vandhul. Men dine badebukser er så små at man kan se dine klunker. Ja men det er tanken der tæller. Og mine klunker er ikke nær så flippede som den sorte tandlæges som sikkert bedøver dem så de kan være lange og mandige i havet, sagde han bittert. Så kvinderne kan svømme ind i den sorte tandlæges klunkeruser. Sådan bader jeg ikke, jeg vedkender mig mine af havet kølede og tætpakkede klunker. Men jeg tilhører jo osse en anden generation. Under krigen var vi aldrig nøgne. Vi var mørklagde, blåøjede gik med solbriller for ikke at blive bombemål. Jeg synes du er langt ude med dine teorier nu far. Det passer jo heller ikke. Selvfølgelig var i nøgne under krigen. Ellers kunne der jo ikke fødes børn. Nej det kan du ha ret i. Men det er ikke ikke nøgenhed som idag. Og den sorte tandlæge driver mig til vanvid, han cykler osse på arbejde uden en trevl på kroppen, smilet stripper! og konen bakker nøgen ud af deres indkørsel. Bare se min røv, jeg er fri synes de at sige. Alle de gange jeg har været ovre og lege har de altså haft tøj på. Ja meget kan skjules i ord min dreng. Men ikke sjælens ubodelige nøgenhed.

sultestrejken

Min far var osse i sultestrejke engang. Den varede ganske vist kun til klokken 14. Det var fordi min mor havde glemt at købe smør til hans rundstykker. Så gik han i sultestrejke, ville ikke indtage andet end sine smøger og lidt væske. Han påstod selv han var i overhængede fare for at dø. Ikke af sult, men af sorg over det manglende smør til hans rundstykke. Om han ikke selv kunne være gået ned til Købmanden efter det? Nej sagde han skræmt. Og så på en med vantro.

græsset skal klippes

Når min far slog græs tog det som regel hele dagen. Han startede med det grove og endte med det helt helt helt lille. Ja næsten usynlige. Det passede meget godt med han kun skulle kravle med en kantklipper der ved 20 tiden. Meget af min egen trang til græslåning stammer fra ham. En overgang lavede han firkantede engle der møder deres skaber. Som regel i form af tuer af afklippet græs. Der var osse et år, det var da Oluf Palme var blevet myrdet, slog han vejen som den svenske statsminister havde gået, før han blev skudt. Det var osse det år hele august gik med kopier af Oluf palmes morder. Der var mange teorier og potentielle mordere og græsset voksede hurtigt til den august. Undervejs holdt han smøgpause. Så sad han der og fik en øl og pegede på Oluf Palmes morder. Jeg har slået ham Petterson Gerd. Ja hå uffe. Jättesnygt. sagde min mor så begejstret.

Der skal skrives mange flere artikler om det her!

'Far gik op af trappen og forsvandt i sit arbejdsværelse hvor vi helst ikke skulle forstyrre.
Det var også ham der kunne køre 'langs strandvejen'.
Til alt held lå min søsters og min afdeling af huset lige under arbejdsværelset. Vi spillede ulidelig høj musik når han havde været tilstrækkelig flabet. Særlig Sweet og Slade. Eller havde vi allerede opdaget Mr.Wonder?
Og så var han pludselig i Vietnam og sad i en helikopter der smed napalm ned i hovedet på uskyldige mennesker. Det var de rædselsfulde minder der først meldte sig. Fuck dig, minder.
Og når han blev for ked af det kunne han bilde sig ind at han var i en meget larmende lufthavn, meget langt væk.
Så hævede han sine arme og lod dem falde med forholdsvis stor præcision over tastaturet på den gamle DR-rejseskrivemaskine med stålcover der var 60% stærkere end soldaterhjelme.
Det kom der en såkaldt 'Perle' ud af. Det kaldte min far en artikel der var tænkt forholdsvis godt igennem og leveret som det sig hør og bør. Med giftige sorte kopipapirer imellem. Der skulle af en eller anden grund være tre eksemplarer.'

Jeg havde engang en far

Jeg havde engang en far. Han var blandet ind i alt muligt, troede jeg. For jeg troede min far var en blanding af Frelseren og en gangsterboss man aldrig havde set lige. Men det viste sig at livet er røvkedeligt. Min far var ingenting. Og dog var han en helt i fjernsynet dengang fjernsynet kun var en kanal at vælge imellem. Og han blev senere helt i Folketinget. Der er så mange ting jeg vil have ham til at svare på, men jeg hørte jo selv hans udåndning på Bispebjerg. Jeg vidste han var død, da han var død.

Her er et nyt billede

http://rumkugler.blogspot.com/2009/04/portrt-af-jens-blendstrup.html

Far var lange søndage

Far var også lange søndage i højt andendagsbranderthumør i sin gamle ulækre slobrok. Man kunne få 5 kroner for at massere hans ømme nakke og man kunne få fantastiske historier og mange platte vitser. Af og til var det perfekt og der var ingen grund til at fortrække.
Så var der tv-avis og Horisont (som far opfandt i tresserne sammen med John Danstrup og en lang liste af andre, blandt andre min fars sekretær som altid vidste præcis hvor far var (det var jeg aldrig sikker på)) eller tennis eller fodbold i fjernsynet og alt det sjove måtte vente til der forelå en aller anden form for afklaring. Der kunne være en artikel der måtte skrives og et blad der skulle redigeres. De kolde politiske vinde blæste alt for ofte, men far holdt da atomvåbnet ude af havnen. (Det sidste kræver en forklaring jeg nok skal komme med senere)

Egentlig var det fuldstændigt latterligt

Egentlig var det fuldstændigt latterligt. Men i en periode hvor min far led i særlig grad af mavesyre fik han den fikse ide at der skulle oprettes en slags mundskænk til ham. Det blev så den røde elefant som manglede sine ben. Jeg indtager ikke noget uden mundskænken først har sagt god for varerne. Så stod den der, den røde elefant. Vi kunne ikke lege med den i en hel måned. Der var jo både smøger og soya og mandelessens, og brun kulør der skulle chekkes. Giftblandersker kender ingen nåde. Det gør røde elefanter heller ikke.

Min far accepterede ikke privat ejendomsret

Min far accepterede ikke privat ejendomsret. Der fandtes ingen private grunde. Har man et ærinde kan man gå ind overalt. Mennesker der skjuler sig bag gardiner har i særlig grad fortjent et uanmeldt besøg. Vi bor i en verden hvor mennesker har godt af andre mennesker. Hvad fanden laver du her på min grund råbte en mand engang af min far da vi stod i hans baghave og kiggede på en særlig flot og rank solsikke. Min gode mand vær venlig at dæmp din galde. Her hersker kigge-loven sagde min far. Og for det meste var det nok for min far. Måske var der nogen der var bange for ham. Til sidst tror jeg mere de havde givet op. Han havde jo aldrig respekteret deres grænser alligevel. Vi fik set mange ting på den måde. Jeg har fulgt mange skænderier bag vinduer. Jeg har set mange mennesker kigge ud og ryste desperat på hovedet. Men jeg har aldrig oplevet min far blive jaget ud. Måske var det fordi han ikke tvivlede. Han var aldrig i tvivl om at han havde ret til at vide hvad der skete i nummer 16, hvorfor de larmede med en stiksav på themsvej, inde hos mongolerne. Der skulle ikke bakkes ud. Der skulle fastholdes og betragtes. PÅ en måde tror jeg det endte med han blev en slags naturtilstand. En slags himmellegeme der stod op og gik ned på matrikler, ligesom himmellegemer gør, lidt længere væk. De kan jo heller ikke fjernes. Solen er solen sådan er det. Selv da han var meget syg tilsidst kørte vi ind med hans rolator, på den forladte grund nede for enden af Casper Møllers vej. Der havde han aldrig været inde. Det havde altid været mystifystisk. Der lå et sommerhus som var helt knust og groet til. Jeg gik rundt og fandt indicier til ham. Aviser fra 1970erne. En gammel mørnet dame hat, et par støvler. Muligvis fru Stoks mumlede han. Kan hun have haft en elsker på dette sted? Stod jorden ikke længere hjemme hos fru stok? Var Hr. Stok en hævner? Min far sad på sin rolator. Vær venlig at betragt helheden for mig min søn, jeg orker ikke.

Min far var ikke god til at skaffe sig af med sine tomme flasker

Min far var ikke god til at skaffe sig af med sine tomme flasker. I forvejen var det osse mest min mor der hentede dem. Der lå altid mange flasker omme bagved. faktisk var det i perioder nok det største lager i Århus og Omegn. Engang om måneden kom købmandens flaskebil forbi og hentede dem på paller. Men der var en periode på små 4 år hvor der ikke kom nogen nye til. Så lå de gamle i bunker og fik mos på sig. Når det var koldt og frost sprang der nogen gange nogen i luften. Snaps siver som sirup så, ud af de knækkede flasker. Han kom der aldrig selv. Det var fortrængningens rum som han sagde. Steder hvor rester opbevares til de går ad kødets gang. Klirrende grimme grønne ting med hinkesten i bunden. Kubikmeter til opbevaring af lyst og latter batterier. Væske bankbøger. Blimmelim kufferter. Lad det bare forsvinde i vedbend børn. Vi har taget den næring der var at få, plus det løse.

Min far sov med sutteklud

Min far sov med sutteklud. Ikke nogen stor klud en gammel blå las som han altid benægtede var hans sutteklud den befandt sig bare tilfældigvis i nærheden af hans sovestilling. Det er nok noget familiært mine brødre har osse deres sutteklude, og min sutteklud består af ørepropper som nogen gange ligger som hele øreprop-marker bagerst i sengen. Min far hævdede selv det kom sig af for lidt bryst som lille. Havde han fået lov havde han ikke manglet denne substitut. Han ville gerne ha hængt sig som en lille pære i lille flaske på et pæretræ, så kunne han ha vokset sig stor sådan. Lidt vind og lidt vuggen det ville være sagen. Min far kunne være meget stille når svigerdøtrene monterede deres børn på deres blottede bryster i hans have. Men om det var det smukke lille barn eller om det var selve malkemaskinen var svært at sige. Det er nok noget familiært far. Hvad tænker du på? suttekluden. Nå den. Ja det er nok fordi vi har brug for at skjule os. Årh visse vasse. Mage til psykologisk krible krable. Det er bare en klud i en seng. Naj du kan inta somna utan, lo min mor og sukkede vidre over sit lille barnebarn, den sommerdag i 99. Det er muligt. Men det er stadig kun en klud i en seng sagde min far lidt studst, der skulle ikke meget til han følte sig lille når samtalen nærmede sig suttekluden. Det var jo hans bamse i et liv uden særligt mange andre bløde ting.

Min far havde en bekendt der kaldte sig fisker Åge

Min far havde en bekendt der kaldte sig fisker Åge. Hans særlige kunnen var fjer i hatten. Han havde desuden en evne til at sidde og "Pilke" med sin øl når den var tom, han kunne sidde i timesvis sådan, på den måde var han en af min fars mindst drikfældige venner. Til gengæld var han gerne tavs. Det var som om han skuede ud over sit fangstområde den største del af tiden. Det er existensens almindelige brænding sagde min far. Der er mennesker der specialiserer sig i den lange zoom og de er gerne lidt stille i det. Min far var ikke altid lige begejstret for at få besøg af fisker Åge. Men det afhang meget af hans humør. Nogen gange havde fisker Åge nemlig lige den ro der skulle til for at dagen blev lang og bred og rar for en menneskelig bjørn som min far, der havde det med at se sig sur på sin hule.

Far rejser til New York på gammelt fragtskib

Hvordan var det far?
Det var fantastisk, jeg rejste sammen med Osvald Helmuth og en masse fantastiske mennesker.
Faktisk er det at rejse det bedste jeg ved.
Hvad så med os far?
Ja, I er også meget søde, men det bedste er nu at rejse.

Far i Australien

Far var rejst down under. Meget passende når han selv følte sig meget 'down under´og havde et akut behov for ikke at være hjemme på sin fødselsdag. De ved allesammen at jeg bliver ældgammel, men hvis jeg rejser langt nok væk kan det være de glemmer mig.
Hvilket var det sidste han havde behov for. Han var træt af den måde partiet havde behandlet ham på, men han var stadig totalt trofast og var ikke tilbøjelig til at melde sig ind i SF. Jeg rejser til Australien, sagde han. Nå, sagde jeg. Det er ikke noget nyt at du flygter fra mig og de andre børn du desværre har fået. Han forsøgte sig med noget der enten var en joke eller en sandhed: 'kender du Ali og Benahmed?' (Han påstod hårdnakket at vi havde to brødre i Marokko) Ja, du har snakket meget om de to det meste af mit liv, sagde jeg. Enten aner du ikke hvordan man joker, eller også er det slet ikke en joke. Far rystede på hovedet og så kom hans yndlingssætning: 'Sludder og vrøvl'.
Jeg har selv sagt den sætning med skiftende held, men uden helt at vide hvad det var jeg sagde. 'Jeg rejser lige til Australien, så du må have det godt på hospitalet imens', sagde han. 'Det lader til at du har gode læger og det er jo fint. Det kan jo ikke være meningen at jeg skal være der til at holde dig på ret køl'.
Nå, kan det ikke være meningen?
Nej, sagde han, det ordner du fint sammen med de dygtige læger.
Du tror jo slet ikke på læger, sagde jeg så. Nej, sagde han så. Jeg rejser på mandag.

Min far sagde altid, skriv mit barn, jo mere du skriver nu jo mere har du af ret til at gå i opløsning senere. Det er meget enkelt skriv, og se og smag og elsk, og skid og stejf men lad være med at sætte dig ned før du er over de 50. Du kommer aldrig op igen af den forpulede sorte sofa. Du kan tromme alt du vil, når du først blir fed, kan du ikke opnå mere. Og tro mig jeg har kendt mange der satte sig for tidligt, flotte navne havde de, enorme arme osse. Favnende fossiler er der nok af. Så længe du holder dig i bevægelse er du parat til når den virkelig kommer. Hvilken en far? Inspirationen. Den store inspiration, der kommer til dig ENGANG I DIT LIV. Er den da kommet til dig far. Nej men jeg har osse siddet ned længe, med mine enorme abearme og mit skæg på næsen. Ja far. Ti stille. hold dig i gang! ja far. Hold kæft og bevæg dig menneske!

Mellem barnets totale erindring og den totale senilitet er der mellemtiden hvor man er oprejst, og nogenlunde rank - far, eller mor. Det er en underlig fase, som varer de her 20- 30 år, hvor man husker dele, men ikke alt. Hver fase har sine fordele og ulemper.
Som barn er man her så meget at hver eneste lille flig i tøjet betyder noget, hvorfor det er svært at zoome ud. Og som gammel er det svært at se en mening med noget, fordi man er blind og døv og kigger underlige retninger med ens sanser. Med mindre man bevarer træk fra de andre aldre, og det har jeg hørt skal være frygteligt smertefuldt. At sidde blandt ældre man ikke kender og drømme sig tilbage til et ishus i vejle det må være decideret skræmmende. Min fars far-tid i hvert fald den sidste skal vi sige 15-20 år, var præget utroligt meget af fjernsynsprogrammer og antenner, hvad vej de skulle vende, for det og det signal. Der var osse kvalitetstimer med børn og kone, bevares, men meget af hans tid, foregik med disse rent praktiske ting, han nåede ikke den totale senilitet. Selvom jeg nåede at opleve ham stirre intenst på en hveps i et snapseglas. Fulde gule svin, mumlede han fascineret. Men det var ikke i ramme alvor. Han kunne stadig dreje hovedet i hvad retning han ville.

det er mærkeligt at tiden den går. At de 2 børn på det billede er i færd med et eller andet, at den ene er på vej til at vælte og den anden er igang med at smile. At de er runde i hovedet fordi de er velnærede og under opbygning, det er underligt at det er mange år for dem, mens det er næsten ingen for gamle Egon. Det er underligt at tiden har så mange forskellige længder, men det er nok osse derfor begivenhederne fylder så meget for et barn, og så lidt for en ældre. Oplevelserne hobes jo osse op, ligesom cyklerne på hovedbanegården. Man kan næsten ikke finde en plads til sin cykel mere. Ens krop er blevet så fed, man går hen og tager toget som en enormt oppustet dukke, der ikke kan rumme mere, ikke kan huske mere end en pinkode, når det går godt. At tiden gør så meget ved os, det er da mærkeligt. Også når man tænker på hvor få år det i virkeligheden er, vi er her jo ikke 150 milliarder af år, ligesom så mange andre af vores forgængere. Guder og folk der lever evigt må ha et helvedes hyr med at huske noget som helst. Måske er det derfor guderne ikke kommer til os. De står og kigger ind i et skab, mens de leder efter grunden til at de står der.