mandag den 16. februar 2009


Min far havde nogen stumfilmskammarater ”de teatralske venner” eller de fantastiske 4, kaldte vi dem. Fordi de altid ankom på en meget tydelig måde, som ødelagde vores families møjsommeligt indarbejdede rutiner. De var altid meget teatralske, grænsende til det overdrevne. Jeg tror nok jeg var den der fandt på nav net, da det som regel var mig der var hjemme når de kom på besøg. Som regel behøvede min far end ikke sende bud efter dem, de kom ligesom af sig selv. Og aldrig alene altid i flokke af 2-3 stykker på engang. Som om de ikke kunne existere på andre måder. Man kunne altid se når de var i drukhumør, de var overmalede, nærmest groteks optrukne, og sagde ting som ”Ude på geden red der en Orfeus. Min gode mand og havet vær venlig at forenes! Sådan nogen ting der er gode at råbe, men som ude fra for mere ædru typer virker påtrængede og i bedste fald for meget . Men min far synes bestemt ikke de var for meget . Han modtog vel nærmest deres råb som påfugle modtager andre påfugles farlige farvepragt - med flere lyde og flere farver. Kom nu uiij af den maskinpark råbte min far så tilbage! Og så kom de jo ud af deres biler. Mærkelig biler. Faldefærdige. Tidlige fordmodeller fra samlebåndets urtid. Hakkende motorer og rystende karosserier. Det var som at se en meget meget gammel mafia film blandet op med stumfilm. Der var også noget klassisk gøg og gokke over dem. Altid var der en der havde et brædde med som så skulle daskes og vælte ting. Altid havde han det brædde med ind, og selvfølgelig kunne det ikke lige komme ind af døren men måtte vendes på kryds og tværs hvilket udløste flere sætninger som: Af vejen derinde der kommer et træ! Som så besvaredes med et: Årh Georg dit kvaj, kunne du ikke ha ladet træet blive hjemme! Jeg behøvede ikke være tilstede i huset for at se dem tydeligt. Som regel var det nok at sidde i lærketræet. På mange måder var det faktisk sværere at fatte dem tæt på. Det var som om var de tegnet med satirisk hånd frem for realistisk. Måden de tømte en øl på mindede mig om oswald helmuth og så det ah der undslap dem når de skulende ud over havebordet eller sildemaden, betragtede verden. Og historierne der fortalte(som aftenen imidlertid skred frem gik de over til tonefilmen, og stærkt røde og grønne kodakfarver og sminken drivende ned over sig, samtidig med at dybden i snakken blev mere og mere flad og endimensionel og sentimental kulminerende med utrolige sange. Inden de kørte var det som at være vidne til rødt chok, kutteklædte af flere dages billig rødvin brød de op. Fantastisk samvær sagde min far altid bagefter udmattet. Men hvilken rejse. Som at være i byen med storm P! melankolsk og lykkelig på engang. Kropslig knust, på den gode måde som han sagde hvad han så end mente med det. I mine øjne lignede han mere en kulisse end et beriget menneske. For han rystede som et meget meget lille menneske og forekom mig meget langt fra den første dags stumfilms storform. Men de havde selvfølgelig fået flere film i kassen inden de blev små og ubetydelige. Jeg har ingen anelse om hvad de var i civil indrømmede min far før han døde. Jeg kender dem kun som de fantastiske fire. Men du må da have truffet dem som psykolog? Det spiler ingen rolle, jeg ønskede ikke at kende dem som andre som end de pragtfulde hærgende trolde og det må du respektere. Bevares. Måske har der været tale om en slags drømme. Væsner fremkaldt af min fars ubodelige ensomhed på 2 dagen. Hvor han var så beruset at han ikke kunne optage nye indtryk men hvar henvist til fortidens mystiske ostelagrings skakter. Min mor var mere i tvivl. Slår spøgelser krystalglas i stykker? ”Na hej Jenne, dom er inte aff denne värd. ”Men det lykkedes mig da at fange et par stykker af dem på film. Læg mærke til bajerne, hvor køber man dem i dag?!