onsdag den 11. marts 2009

Store badedag


Min far var ikke meget for at hunden skulle i bad. Den befandt sig nemlig over mennesket i tænkning, og siden den var helt lille havde den sat sig kraftigt til modværge hver gang vi foreslog den at blive vasket. Min mor kunne slet ikke få den derud. Hun forsøgte sig med mærkelige svenske trylleformularer og regnbue is som hun placerede på særlige "hundetallerkner" med mønstre fra Kina. Hunden åd gerne isen, men så gik den igen. Efterhånden som de gamle blev ældre, blev hunden osse ældre, og mere og mere sær. Man kan ligefrem sige de konkurrerede om særhed. Hver gang jeg var hjemme fra København var der sket nye udviklinger derhjemme. Engang hvor min far lå syg, af samtaler med baccus, eller rettere, alkoholbetinget "influenza" - sad Rufus, det hed deres sidste hund, oppe på min fars stol, ved køkkenbordet. Det måtte den gerne for min far. Gerd Lillian var mere i mod, men Rufus var jo hans, mere end den var min mors. Og når han var fræværende var den det naturlige overhoved. Faktisk lavede han engang en tegning over evolutionen/samfundspyramiden/ hvor Airedale terrieren var placeret øverst sammen med egyptiske katte. "Tænkningens tautologi. stod der øverst tankestreg: Mægtige videns-væsner." Jeg var nu altid i tvivl om den udregning, den kan jo ikke tale far. Nej men det er jo bla det der kendetegner meget intelligente væsner, de taler sjældent, i kraft af deres overlegne viden. Jeg synes nu mest den gøede i tide og i utide. At gø rummer osse mange faser min søn. Der er sorgens gøen, og sultens. "Så sad vi der og spiste til aften med den krøllede bordformands utroligt intelligente, og bedende mad øjne på os. Det er jo sygt mor råbte jeg. Kan du ikke godt se det. Men pappa er inte rask, och "wuven" vil inta äta på gulvet. Det bøjede jeg mig så for, og da min far kom op dagen efter var Rufus tilbage på linoliumet igen. Men bade ville den simpelthen ikke, jeg kan ikke huske om jeg har skrevet om det før, det er osse lige meget, for historien mangler under alle omstændigheder detaljen med tragten og selerne. For at få den ud måtte vi først bedøve den med en af min far stesolider og når den så sov og var blevet uskadeliggjort ved hjælp af gaffa om munden, så den ikke kunne bide, kunne vi køre den ud under bruseren på undervognen til min gamle barnevogn. Den var dog stadig i stand til at hyle, hvilket sendte min far til tælling, så han var nød til at indtage, forebyggende væske, FØR og efter "operation-ren-hund." På billedet er min mor i gang med føntørreren. Den skulle jo ha "bobbet" sine krøller mente min far. Så stod den der og citrede og snerrede med gaffa om munden.