torsdag den 26. marts 2009

Min far ejede ikke evnen til at dø. Hvem gør osse det. Men han var i særlig grad ikke klar til at dø. Han var så skide irriteret over at skulle væk, hvorfor ville kroppen ikke, som han ville. Hvordan kan man være fysisk klar til at afgå når sjælen overhovedet ikke er det. Leveren var jo ikke engang slidt op! Nyrerne var som barnerøve. Det gjorde ham så edderspændt rasende, at han en morgen jeg havde sovet der på en stol, rev alle ledninger ud af sig selv. Jeg vil sgu ikke ligge her jens. Han sad op i sengen og lignede en der var bundet fast med edderkoppespind. Ledningerne svuppede frem og tilbage i den elestiske hud, hvor der i forvejen ikke var et gram for meget. Baaaum bauaam. Men jeg kan godt forstå han var bange. I de sidste dage udviklede han nye teorier hver dag. Han hviskede dem. Efterhånden kunne jeg ikke høre hvad han sagde. Men mine gæt var gode nok. Hans øjne lyste op. Er det en slags kaffetragt far? blir du brygget død? Er der en slags engle - har englene skistøvler på? et fornærmet kast med hovedet. Er der varme? Et nik. Og så en jagen. Det var vel en slags kapløb mod troen. Han endte ikke med at tro på andet end det liv han ikke ville forlade. Det var en slags våbenkapløb mod intetheden. Jeg ved ikke om han vandt andet end nogen store slag i luften. Engang vækkede han mig ved at sige som en bi. Tilsidst havde han kun sit vejr at lokke med. Pauserne mellem åndedrættet. Til allersidst lokkede han mig til sig, uden at trække det igen. Hjertet slog i 3 minutter. Men han trak ikke vejret mere. Hjertet hamrede i et forladt legeme. Det var underligt. Kan man dø sådan far, spurgte jeg. Er du ved at afgå i bidder? Venter hjertet altid tilsidst? Er det en slags metrostation, hvor hjertet står og venter i den forladte krop?