Min far var ikke glad for idyller. Der stikker altid noget under, sagde han. Man kan ikke med sine fulde 5 sidde og glo på en båd på et hav i solskin. Hvorfor ligger båden der? Hvem har efterladt den? Hvad laver den der en formiddag hvor solen bager ned over et sund man ikke gider glo på? Derfor sad han aldrig og så på noget smukt. Med mindre det var virkelig vigtigt, eller en pligt. Så var det sjovere at se på noget der var defekt. Jeg glemmer aldrig da han smed mig ned fra min hule oppe i lærketræet fordi han ville betragte naboen fru Nilson i sin kørestol. Hun havde det nemlig med at vælte. Og min far mente det var med vilje. For at fremkalde en reaktion, som følge af "uudtalt" ensomhed. Min mor var nød til at komme ud med frokosten til ham, som jeg så kravlede op med. Jeg ved ikke hvorfor han ikke brød sig om idyller, måske var de simpelthen for gode til at være sande.
