Min far blev engang suget ned da han badede ved blokhus. Det var en ganske almindelig sommerdag, hvor han var med nogen psykolog-venner oppe i et sommerhus. Pludselig kunne han mærke noget tog fat i hans ben og før han vidste af det blev han suget med. Min far kunne mærke han ikke kunne vinde, så han lod sig suge med, længere og længere ud og længere og længere ned. Det havde været en øjenåbnende historie. Han havde mødt et Hestehul. Dem er der mange af ved vesterhavet. De bor der, i havets stald Palle. Min far ventede til strømmen tog af, så dykkede han ud og kom op til overfladen, 200 meter længere ude. Du må ha haft nogen kolosale lunger? Ja svarede han. Jeg var i form. Det var jo ikke mere end 6 år efter militæret. Jeg havde ganske vist ikke trænet i de mellemliggende 6 år. Men styrken sad endnu i rygraden. Jeg udregnede en bane, og tog bestik af situationen. Sådan overlever man ekstremt alvorlige begivenheder, sagde min far og lavede en fejende beskrivelse af hestehullets dynamik. Møder du et hestehul sagde min far, så kæmp ikke i mod det. Sørg for at tage det roligt. Hestehullet er ikke din fjende. Det er en prøve. Tyskerne drukner gang på gang ved Vesterhavet, fordi de ikke fatter at det er en prøve. Danskere der imod de følger med. Det er vores national karakters største brist, og gave. At vi afholder os fra at kæmpe mod ting der er større end os selv. Men far der er også danskere der drukner. Ja mumlede min far. Men det er Bøllehatstyper. Mængden af bøllehatte tynger dem ned. Du kan altid finde eksempler på døde helte med bøllehatte på. Der var osse et par stykker der kæmpede den 9.ende april. Men ville du gerne være død far. På sin vis sagde Uff. Man overgår til interessante... værksteder. Men jeg valgte at føje det og det gjorde hestehullet chokeret. Det mistede pusten, materialet det fragtede var for føjeligt. Hestehuller foretrækker kamp må du huske! ikke sløve halvstuderede røvere der hellere end gerne lader sig rive med til helvede eller Thyborøn. Måske var det min fars ultimative strategi. At han kunne gøre sig så sløv som han ville. Om det gjalt opvask eller hestehuller. Han lod sig ikke lokke til at bruge kræfter på at blive færdig som læge, eller til at gå ind i politik. Han lod sig ikke chokere til at blive forfatter. Han fulgte sit talent til talentet løb ud i sandet. Han var på jorden til tyngdekraften holdt op. Han kunne have været væk som 37 årig, men blev istedet 75, fordi han lod sig føre hen til bænke, af hunde, og op til slagteren, af andre mennesker. Med tiden blev han selv et hestehul. Han sugede sine børn og sin kone til sig. Og de fulgte ham trofast ned i dybet, og op i lyset. Og - så selvfølgelig - hen på den lokale. Wuuush.
