Da min far var død gjorde jeg mig mange anstrengelser for at holde ham i live. Det var noget underligt noget de første år. Jeg sørgede for at høste alle hans trofæer. Jeg drak for at komme til at ligne ham i hans værste øjeblikke. Ikke hans bedste men de værste, mest onde og buldrende og hjerneskæve stunder. Jeg tror nu aldrig jeg kom til at ligne ham. Min far røg ikke pibe. Han røg kings. Min far blev heller ikke fuld på en pinlig måde. Han faldt aldrig om, men sank oprejst. Ned gennem sin sofa. Og altid med denne sprutten og syden som af dieselmotorer der ikke vil gå ud. Han ville jo ikke sove. Han ville jo ikke gå glip af det der skete lige om lidt. Han ville ikke gå til drømmeland, han ville være vågen. Han kunne kigge på en og hviske hold kæft! og væk mig hvis jeg falder i søvn hører du! Lad mig ikke sove! Gerd kaffe! så giv mig dog noget kaffe kvindemenneske! Hvorfor er alle folk så onde mod mig! Tal til mig! Jeg tror han er genfødt i vores kat kaktus. Den sover osse oprejst. Og hvæser af en, hvis man prøver at tvinge den ned for familiefredens skyld.
