far-erindringer af Jens Blendstrup og Martin Budtz

Mellem barnets totale erindring og den totale senilitet er der mellemtiden hvor man er oprejst, og nogenlunde rank - far, eller mor. Det er en underlig fase, som varer de her 20- 30 år, hvor man husker dele, men ikke alt. Hver fase har sine fordele og ulemper.
Som barn er man her så meget at hver eneste lille flig i tøjet betyder noget, hvorfor det er svært at zoome ud. Og som gammel er det svært at se en mening med noget, fordi man er blind og døv og kigger underlige retninger med ens sanser. Med mindre man bevarer træk fra de andre aldre, og det har jeg hørt skal være frygteligt smertefuldt. At sidde blandt ældre man ikke kender og drømme sig tilbage til et ishus i vejle det må være decideret skræmmende. Min fars far-tid i hvert fald den sidste skal vi sige 15-20 år, var præget utroligt meget af fjernsynsprogrammer og antenner, hvad vej de skulle vende, for det og det signal. Der var osse kvalitetstimer med børn og kone, bevares, men meget af hans tid, foregik med disse rent praktiske ting, han nåede ikke den totale senilitet. Selvom jeg nåede at opleve ham stirre intenst på en hveps i et snapseglas. Fulde gule svin, mumlede han fascineret. Men det var ikke i ramme alvor. Han kunne stadig dreje hovedet i hvad retning han ville.