torsdag den 26. marts 2009

det er mærkeligt at tiden den går. At de 2 børn på det billede er i færd med et eller andet, at den ene er på vej til at vælte og den anden er igang med at smile. At de er runde i hovedet fordi de er velnærede og under opbygning, det er underligt at det er mange år for dem, mens det er næsten ingen for gamle Egon. Det er underligt at tiden har så mange forskellige længder, men det er nok osse derfor begivenhederne fylder så meget for et barn, og så lidt for en ældre. Oplevelserne hobes jo osse op, ligesom cyklerne på hovedbanegården. Man kan næsten ikke finde en plads til sin cykel mere. Ens krop er blevet så fed, man går hen og tager toget som en enormt oppustet dukke, der ikke kan rumme mere, ikke kan huske mere end en pinkode, når det går godt. At tiden gør så meget ved os, det er da mærkeligt. Også når man tænker på hvor få år det i virkeligheden er, vi er her jo ikke 150 milliarder af år, ligesom så mange andre af vores forgængere. Guder og folk der lever evigt må ha et helvedes hyr med at huske noget som helst. Måske er det derfor guderne ikke kommer til os. De står og kigger ind i et skab, mens de leder efter grunden til at de står der.