torsdag den 26. marts 2009

Min far var en stor elsker af de mere luskede steder i københavn. Det blev ikke bedre af at de flyttede til Nærum. For så kom byen bare endnu tættere på - i erindringen. Så antog den jo kollosal dejlig slagskygge. Så måtte man ind og snuse drømmene op. Så var det ikke nok at ringe i timevis til vennerne. Al snak uden døre der går og mennesker der kommer ind blir i længden for lidt. Det var nærmest en tvangshandling at når måneden nærmede sig sin afslutning, eller mælken stod forkert i køleskabet, eller jobbet var kedeligt, så måtte han bare en tur til København og udarte lidt. Han havde en aftale med den lokale taxi chauffør om at han skulle hente og bringe ham. Det passede meget godt med 2 døgns tid i København, og så hjem igen til Nærum som syndigt menneske og dårlig far. Ikke at min far følte nogen skam. Det var jo en menneskeret. At være menneske og udarte. Jeg ved ikke om taxichaufføren fik nogen renter. Men han lånte i hvert fald altid venligt min far både til taxi og til værtshus. Mine forældres økonomi var på den måde en del af et større samfundsmaskineri. De skyldte købmanden, taximanden, og deres venner.