Nede ved stranden lå der en gammel bunker. Eller i hvert fald var den af beton. Den dykkede mig og min storebror tit ud til. Eller rettere krabbede. Vi var små. Vi mente det var der vores bedsteforældre gemte sig, for vi kunne ikke forstå vi ikke havde nogen ligesom alle andre. Vores forældre var ældre end alle andre. De havde eksisteret siden tidernes morgen var vi enige om. Ellers kunne vi ikke forklare at de var de eneste vi havde. Vi havde godtnok stadig en farfar men alle andre var pist forsvundet, ud til den bunker, med øjnene i. Nogen gange råbte vi ned i tønden. Så hørte vi svar som. Har de noget salt fru Thomsen? Hvad er den af? hører de ikke lærken synge? Mærkelige budskaber når nu det var vores tip tip oldefætre. Engang kom jeg til at nuppe en pakke cigarer af min fars. Hov hvad skal du med dem? Jeg skal bare ned til Olde og hans kurt med dem, der er sgu ikke nogen der hedder hans kurt i vores familie.
Og så måtte han jo med ned til stranden og kigge skeptisk på den betondims som vi altså mente rummede vores slægt i 20 generationer. ha sagde min far, Nu er det bare sådan at vi blev dannet ved en parring på Koldinghus mellem en blegfed cirkeline og en spansk soldat og før det var der sgu ikke noget der hed os. Men det mente mig og min storebror på det bestemteste der var. Vi havde selv snakket med en fyr der var død i en ganske ung alder som ud over at snakke om hvad han skulle ha til middag, osse kunne fortælle os at der havde været rigtig mange fra stenalderen i vores familie. I kan sgu da ikke påstå at det kloakrør rummer min mor!? Og hendes mor Tante Ane. Det er sgu perverst. Børn! sagde min far. Men undlod alligevel ikke at stille et par øl ned på bunden af betonen. Tror du de drikker dem? spurgte jeg. Der skal nok en storm til sagde han. Men de skal nok blive drukket. Og ganske rigtigt da vi kom ned ugen efter var øllerne borte. Drukket af slægten var de. Det er osse derfor vi sætter øller bag de gamles gravsted idag. Hvis ikke far drikker dem, så går de videre til dem der bor i betondækslet. De bor i landskabets gamle tænder. En tørstig slægt drikker om så de mangler hud og hår. Min oldefar fattiggårdsbestyreren fra Kolding, kan drikke med knoglerne. De går ikke til spilde.
