torsdag den 26. marts 2009
Sådan en kold forårsdag som i dag. Hvordan er det mon så at være en far nede i jorden. Ikke kun min men alles fædre. Dem som har været fædre før vi blev det? Hvordan har de det nede i jorden? Har de en slags fælles fornemmelse af ikke længere at blive brugt? Nej selvfølgelig har de ikke det. De er jo forlængst ophørt med tåbelig tænken. Men jeg har læst et sted at dem der skriver dødebøger, fører dem indtil 50 år efter et menneske er ophørt med at eksistere. Så er alle dem der husker dem osse væk. 50 år er altså den tid man kan tillade sig at føre dødsdagbog. Det gælder osse for en søn der savner sin far. Eller for en pige for den sags skyld. Efter 50 år er der ikke længere nogen til at erindre den form som indeholdt FAR. Det er en ret fantastisk viden. At minder nok kan holde en tid. Men at de tilsidst blir væk med alt det andet. Sådan en kold forårsdag som idag. Fører jeg dødedagbog. Jeg skriver linjerne med pilekviste og kogler jeg finder i haven. Det er ikke fordi det er forbundet med nogen massiv sorg idag, det er ret utydeligt at læse. Jeg har lagt mærke til at sorgen er lidt som et sår der dunker. Den kommer og går, nu kan jeg mærke jeg har mistet min far, nu kan jeg det ikke. Nu er jeg selv far. Nu ville jeg ønske jeg havde en far, nu er det nærmest ubærligt at være ladt tilbage, nu gør det ikke så meget. Nu er mit eget liv væsentligt nok, nu er det det ikke. jeg tror det er sådan det er. Men jeg ved det selvfølgelig ikke.
