En vinter var særlig hård. Og det var ikke den i 43, det var året efter krigen, hvor det var så koldt at ikke engang brændeovnen kunne følge med. Måske var det derfor min far anskaffede sig den pejs i pejsestuen. Det var i hvert fald ikke til ild jeg har kun set den tændt ganske få gange. Men min far sad tit med fødderne oppe og kiggede ind i den, som om det åbne ildsted i sig selv kunne holde kulden væk. Nu var det osse en slem oplevelse for ham, den vinter i 46. Han påstod ganske ofte at han mistede en meget sød rødhåret tøs på den konto, der gik fra ham for at finde nogen der var mere fyrrig og vild, og med flere penge på lommen til kul og koks, end min far. Jeg ved ikke om det er sandt. Men han påstod selv det var det år, og den vinter, han selvantændte, og skiftede stil fra pæn dreng til noget mere flamborjant. Det kan osse forklare hvorfor han gemte så mange ting fra 46. Bla den der dunk med DDT, til at forgifte vejret, og bringe anemonerne i spil.
