Min Far og min Mor

Da jeg var lille var jeg sikker på at mine forældre var ufejlbarlige - en usikker fornemmelse jeg delte med alle andre børn. Det var ikke til at putte ind i sit lille hovede at de en dag ville blive psykotiske af druk og brække sig over det hele, men det gjorde de selvfølgelig en dag, overbebyrdede med ansvar og drømme i alle mulige retninger som de var. Jeg husker særlig en Lars von Trier-film der udspillede sig i vores hus. (Lars var selvfølgelig selv barn dengang og var igang med sit barneliv nogle tusinde meter fra os, ifærd med at hænge i tagrenden og lave eksperimenter med sin mors otte millimeter kamera.) Mor og Far, som indtil den dag havde været totale totempæle af ansvarlighed, gik til et drikkeparty hos en anden familie på vejen. Min søster og jeg blev dengang passet af en 'ung pige i huset', noget man stadig havde i min barndom. Hun forsvandt den dag, eller også kom mine stive og psykotiske forældre hjem og forfærdede hende hende så voldsomt at hun flygtede.
Det var i hvert fald det rene Strindberg og de små udspekulerede lyshårede børn havde aldrig set noget lignende. Jeg tror at jeg selv prøver at leve op til den scene når jeg giver slip og falder ned i druk, men jeg ved det selvfølgelig ikke og bruger nok resten af livet på at opklare det ene hukommelsestab efter det andet.