Alt det vi er

Alt det vi er sagde min far en morgen han lå i indkørslen efter en nat hvor han var blevet forført at kammermusik på program 1. Min mor ville gerne ha ham indenfor men min far var ikke til at flytte. Han havde nået det han selv kaldte sin sande udstrækning og følte sig for mægtig til at fjerne. Hvad hjælper det osse Gerd at fragte mig indenfor, mine ben når stadig over til fru Bang. Min stemme vil stadig klinge i den sovendes blege sind. Min mave vil altid være hjemsted for vikingegrave, og bare fordi jeg synger lidt er jeg vel ikke til belastning? Nej sagde min mor, men det kan godt være det ville være godt for deres ry hvis han trak sig bare lidt tilbage. Umuligt kvindemenneske, hvorledes skulle jeg kunne trække mig tilbage. Mennesker der engang har erkendt, vokser sig hurtigt for store til at trække sig sammen igen. Men om han ikke bare kunne flytte sine fødder fra min mors krokus og stedmoderblomster? Det kunne han godt. Men det er med opøvelse af alle mine kræfter kone, og så gispede han og flyttede sine hjemmefutter over i hendes asters istedet. Alt det vi er hviskede han og blev liggende.