En af min fars patienter kunne ikke lade vores køkkengrej være. Det var det der gjorde ham interessant for min far, men samtidig pisse irriterende for min mor. Hun så rødt når han kom, så tager han mina snykka grydor och anvender dom som hat, snalla uffe, låt honom inta komme ind i sjøket, lovar du det? Men selvfølgelig kom han ud i køkkenet, og selvfølgelig lykkedes det ham før eller siden at klemme sig ind i en eller anden skål eller kartoffelskræller. Ofte førte de netop gode samtaler efter han havde fået sit udstyr på. For min far var det hjertestyrkende med et menneske der tillod sig at se ud som noget maskinelt. Som ikke var bange for at anvende stål og saftpresse til at blive sammenhængende. Det var rent ud sagt nogen fantastiske stunder de derpå havde. Men for os andre var det mindre skægt når de sad der i havesofaen og gyngede frem og tilbage. Min far og hans køkkengrejs-patient.
