onsdag den 20. maj 2009

Man kunne enten være sverige eller Danmark


Engang købte min far et fodboldspil. Man kunne enten være sverige eller Danmark, nogen gange kunne man blande dem, så var man skitsofren, sagde min far, som holdt meget af at spille med blandede spillere. Eller splittede kaldte han det vist. De skitsofrene fører 2-1 råbte han! Mål på den tumpede maniodepressive Håkon Jarl fra Skååwne!

Min far var god til det fodboldspil. Nogen gange afholdt vi turneringer, men efterhånden blev spillet slidt, der kom øl på det, og målene blev væk og blev skiftet ud med tændstikæsker, de kunne lige være i hullerne. Vi havde mange fantastiske kampe med det spil. Nogen gange kørte der en rigtig kamp på fjernsynet samtidig, men det distraherede den gamle. Han tabte. Det kunne han ikke li. Tilsidst endte det ude i skuret ligesom det gamle fjernsyn. Underligt som farverne falmer, på ting man ikke rører ved så tit. Man kan næsten ikke se hvad der er Danmark og hvad der er sverige.