Himlens ISS

Min far døde flere gange i sit liv. Som 60 årig traf jeg ham i køkkenet hvor han sad og drak the med citron og sukker. Han var død under mystiske omstændigheder natten inden. Jeg døde i nat igen Jens. Dør du ikke meget ofte far? Jo men det er jo osse det der er humlen, det er livets måde at prøve faldskærmen af på, om den kan holde til den sidste nedstigning, når den kommer. Skrev du så et testamente til? Ja naturligvis. Rør ikke din farfars budha foreløbig, det var den der faldt ned som sædvanlig. Man kunne dreje dens hoved og se sine knogler indeni den. Jeg lå på en slags pram og blev fragtet til mols sammen med Bandagisten i nummer 34. Han havde alle sine kunstige lemmer med sig, mens jeg nøjedes med en lille æske med gajoler. Min ånde var skrækkelig dyb, det svimlede for mig når jeg trak vejret. Kan man det? trække vejret når man er død? er det nødvendigt? Ja for det var jo kun den lille død. Hvor man kigger rundt, for at lære området at kende, og hilser på de guder der er droppet, men som sidder og tigger alligevel. Åh elsk mine love, tag mine ord, se min storhed, og jeg skal dø for jer, og tage jeres skyld. Døde guder, romerske, græske, franske, nogen gange er de næsten karikaturer på hinanden, de siger ingenting, men gør det på en inderlig måde, så man uværgerligt får brækfornemmelse. Samtidig giver man dem jo alt. Penge, privatliv, kærlighed til den man ikke fik, fordi man ikke turde, det er klart, det er for at vænne os til støv, og det imateriele. Men det er en virkelig sølle existens de fører, de afsatte guder. Jeg klagede da osse min nød. Kunne de da ikke i det mindste lancere en brændende klode, noget svensk skærgårdsidyl, noget farverigt på rejsen? Gjorde de så det? Nej da, ingen taler med den døde, det er jo det der er humlen, angsten for intet skal være ren. Døde mennesker tåler ingen svar, for hvad skal de gruble med når de er væk. Dennegang sked jeg dog på tornebusken. Jeg satte mig ned på hug ved det mægtige syn, og tømte mine tarme, det havde de nok aldrig set, englene. De prøvede at fjerne det ved at tilkalde himlens ISS, nogen stakkels nymfer fra svenskekrigen. Men mig kunne de jo ikke fjerne før jeg var færdig. Og husk det min dreng, at møder du det høje med det lave, begynder dødsriget´s engle at gnække. Mere alvorlige er de ikke. Men det er naturligvis strengt ulovligt, strengt forkert, uhørt. Så kommer den store gud jo ned og skælder og smælder og sætter erstatnings tornebuske op, og futter løs. Men da er symbolikken jo gået fløjten. Man kan kun ha en tornebusk af gangen. Jesus kan ikke forstå en skid hvis der er flere konkurerende buske. Det er ligesom for mange tegn på det samme, rent cirkus Arli. Hvorfor dør du så tit far når du bruger så meget tid på at hade det du ser? Jeg hader ikke døden dreng. Jeg frygter den da som alle andre. Men derfor har man vel lov at stå af når der er noget der virker underdrevet ikke. Underbelyst. Jeg gider sgu da ikke dø i en dreyerscene. Jeg vil dø i en folkekomedie. Sådan er jeg. Og vi vælger selv vores dødsrige. Enhver blir salig i sin fodende, sådan er det.