Det dybdepsykologiske radio med fjernsyn monstrum

Min far havde en dybdepsykologisk radio der kunne sende meget komplekse udsendelser, som ikke var annonceret. De skulle som bekendt trommes frem på armlænet først, før radioen så umærkeligt skiftede emne og kompleksitet. På et tidspunkt skiftede han radioen ud med en mere moderne. Det fortrød han hurtigt. For den nye radio kunne ikke spille nær så mange "dybdepsykologiske musiknumre" som den gamle. Den havde osse et fjernsyn, som når man tændte det, lavede hvid skærm, som min far syntes var i dialog med radioen på en usædvanlig rytmisk måde. Han plejede at skrue helt ned for fjernsynet, på den måde var radioens ikke vare dybdepsykologisk den var osse i stereo med fjernsyns-rorshack prøvebillede. I mange år stod den ude i skuret hvor mig og mine brødre boede lige før vi flyttede hjemmefra. Han kunne nok ikke nænne at smide den ud. Der var min mor mere kontant, hun indkapslede den bare mere og mere i ragelse, indtil den blev usynlig og kunne smides på lossepladsen.

Vinteren 46

En vinter var særlig hård. Og det var ikke den i 43, det var året efter krigen, hvor det var så koldt at ikke engang brændeovnen kunne følge med. Måske var det derfor min far anskaffede sig den pejs i pejsestuen. Det var i hvert fald ikke til ild jeg har kun set den tændt ganske få gange. Men min far sad tit med fødderne oppe og kiggede ind i den, som om det åbne ildsted i sig selv kunne holde kulden væk. Nu var det osse en slem oplevelse for ham, den vinter i 46. Han påstod ganske ofte at han mistede en meget sød rødhåret tøs på den konto, der gik fra ham for at finde nogen der var mere fyrrig og vild, og med flere penge på lommen til kul og koks, end min far. Jeg ved ikke om det er sandt. Men han påstod selv det var det år, og den vinter, han selvantændte, og skiftede stil fra pæn dreng til noget mere flamborjant. Det kan osse forklare hvorfor han gemte så mange ting fra 46. Bla den der dunk med DDT, til at forgifte vejret, og bringe anemonerne i spil.

den hemmelige engelske sender

Min far gemte på flere af sin mors gamle billedblade. I et af dem var der et bord med fisk som der er en præst der velsigner, min far holdt meget af det billede. Det beviser at ikke alle billeder er til at stole på. Under krigen sagde han. Gemte de på Herluftsholm netop senderen til England under et bjerg af skaldyr, engang om ugen måtte eleverne ud og fange nye dyr, på samme måde står præsten på billedet ikke og velsigner noget måltid, nej han velsigner samarbejdet, det hemmelige samarbejde mod besættelsesmagten. Dengang havde man fantasi. Når jeg engang imellem forsøgte at få ham til at snakke om det når han var ædru, råbte han vrøvl og sludder, der var sgu ikke nogen sender under nogen fisk på Herlufsholm, den stod i Herlufts trolles sarkofag.

Engang blev næsten hele huset revet ned

Engang blev næsten hele huset revet ned i forsøget på at finde guld. Min far var blevet ophidset af sin genbo, Mikkelsen der havde en gammel tegning med et kryds på over kvarteret. Mikkelsen holdt på at guldet var støbt ind i en væg ovre ved ham, men min far læste kortet anderledes, fandtes der guld var det ovre hos ham. Han havde i forvejen fundet flere tegn på at manden der havde boet der før var sjælelig utilbens. Hamrer man søm i sit hus fordi det regner er man gal, og gør med det mod tordenvejr er man for alvor syg i roen. Så derfor bestilte min far en håndværker til at hamre huset op, for som han sagde, finder vi guldet er al reparation jo rigelig betalt. Desværre fandt de ingenting. Det tog 3 år og mange omgange til Anders Holst, at få huset til at fremstå bare nogenlunde igen. Håndværkeren, det var vist nok en lærling, var den eneste der var glad, han gik rundt med et saligt smil på læben, mens min mor lå i sin seng under 40 jerndyner, og jamrede.

køkkengrejspatienten

En af min fars patienter kunne ikke lade vores køkkengrej være. Det var det der gjorde ham interessant for min far, men samtidig pisse irriterende for min mor. Hun så rødt når han kom, så tager han mina snykka grydor och anvender dom som hat, snalla uffe, låt honom inta komme ind i sjøket, lovar du det? Men selvfølgelig kom han ud i køkkenet, og selvfølgelig lykkedes det ham før eller siden at klemme sig ind i en eller anden skål eller kartoffelskræller. Ofte førte de netop gode samtaler efter han havde fået sit udstyr på. For min far var det hjertestyrkende med et menneske der tillod sig at se ud som noget maskinelt. Som ikke var bange for at anvende stål og saftpresse til at blive sammenhængende. Det var rent ud sagt nogen fantastiske stunder de derpå havde. Men for os andre var det mindre skægt når de sad der i havesofaen og gyngede frem og tilbage. Min far og hans køkkengrejs-patient.

Nej han bor bare med sin mor i Brobjergparken

Nu vi er ved døden min dreng. Ja far? Er du sikker på ham André fra Egå ikke er et spøgelse? Nej han bor bare med sin mor i Brobjergparken.
Men han er nu noget bleg af en 14 årig at være. Han er heller ikke til at lokke nogen svar ud af når jeg spørger ham om hvad i går og laver. Sådan er André. Han snakker faktisk en hel del når vi er i ungdomsskole. Og så har han bumser på halsen. Bumser på halsen? Ja pubertetsbumser. Ikke pest-bumser far.
Godt så. Det var osse bare for at gøre dig opmærksom på denne Andrés mulige kontakt med det hinsides. Jeg blir f.eks vedblivende forstyrret af din farmor Helga. Hun kommer hver nat og banker på stuebirken fordi hun har glemt noget. Kommer du nu der igen? Kan du ikke se jeg har travlt med Trille. Hvad mangler du mor? Mine strømper og en pæn kjole siger hun. Jeg har efterhånden givet hende alle Gerd Lillians, men det er ikke nok, så i nat gav jeg hende din sherif-vest af plastik. Blev hun glad så? Ja det var tilsyneladende lige den hun havde tænkt på. Hendes smalle skuldre syntes at slappe af, men hvad ved jeg om gespenster. Min mor var i forvejen ikke noget menneske man kom tæt på. Men blir du aldrig bange når hun banker på? Nej det er vel lidt ligesom hjemismanden, når man ved han kommer.

Himlens ISS

Min far døde flere gange i sit liv. Som 60 årig traf jeg ham i køkkenet hvor han sad og drak the med citron og sukker. Han var død under mystiske omstændigheder natten inden. Jeg døde i nat igen Jens. Dør du ikke meget ofte far? Jo men det er jo osse det der er humlen, det er livets måde at prøve faldskærmen af på, om den kan holde til den sidste nedstigning, når den kommer. Skrev du så et testamente til? Ja naturligvis. Rør ikke din farfars budha foreløbig, det var den der faldt ned som sædvanlig. Man kunne dreje dens hoved og se sine knogler indeni den. Jeg lå på en slags pram og blev fragtet til mols sammen med Bandagisten i nummer 34. Han havde alle sine kunstige lemmer med sig, mens jeg nøjedes med en lille æske med gajoler. Min ånde var skrækkelig dyb, det svimlede for mig når jeg trak vejret. Kan man det? trække vejret når man er død? er det nødvendigt? Ja for det var jo kun den lille død. Hvor man kigger rundt, for at lære området at kende, og hilser på de guder der er droppet, men som sidder og tigger alligevel. Åh elsk mine love, tag mine ord, se min storhed, og jeg skal dø for jer, og tage jeres skyld. Døde guder, romerske, græske, franske, nogen gange er de næsten karikaturer på hinanden, de siger ingenting, men gør det på en inderlig måde, så man uværgerligt får brækfornemmelse. Samtidig giver man dem jo alt. Penge, privatliv, kærlighed til den man ikke fik, fordi man ikke turde, det er klart, det er for at vænne os til støv, og det imateriele. Men det er en virkelig sølle existens de fører, de afsatte guder. Jeg klagede da osse min nød. Kunne de da ikke i det mindste lancere en brændende klode, noget svensk skærgårdsidyl, noget farverigt på rejsen? Gjorde de så det? Nej da, ingen taler med den døde, det er jo det der er humlen, angsten for intet skal være ren. Døde mennesker tåler ingen svar, for hvad skal de gruble med når de er væk. Dennegang sked jeg dog på tornebusken. Jeg satte mig ned på hug ved det mægtige syn, og tømte mine tarme, det havde de nok aldrig set, englene. De prøvede at fjerne det ved at tilkalde himlens ISS, nogen stakkels nymfer fra svenskekrigen. Men mig kunne de jo ikke fjerne før jeg var færdig. Og husk det min dreng, at møder du det høje med det lave, begynder dødsriget´s engle at gnække. Mere alvorlige er de ikke. Men det er naturligvis strengt ulovligt, strengt forkert, uhørt. Så kommer den store gud jo ned og skælder og smælder og sætter erstatnings tornebuske op, og futter løs. Men da er symbolikken jo gået fløjten. Man kan kun ha en tornebusk af gangen. Jesus kan ikke forstå en skid hvis der er flere konkurerende buske. Det er ligesom for mange tegn på det samme, rent cirkus Arli. Hvorfor dør du så tit far når du bruger så meget tid på at hade det du ser? Jeg hader ikke døden dreng. Jeg frygter den da som alle andre. Men derfor har man vel lov at stå af når der er noget der virker underdrevet ikke. Underbelyst. Jeg gider sgu da ikke dø i en dreyerscene. Jeg vil dø i en folkekomedie. Sådan er jeg. Og vi vælger selv vores dødsrige. Enhver blir salig i sin fodende, sådan er det.

Alt det vi er

Alt det vi er sagde min far en morgen han lå i indkørslen efter en nat hvor han var blevet forført at kammermusik på program 1. Min mor ville gerne ha ham indenfor men min far var ikke til at flytte. Han havde nået det han selv kaldte sin sande udstrækning og følte sig for mægtig til at fjerne. Hvad hjælper det osse Gerd at fragte mig indenfor, mine ben når stadig over til fru Bang. Min stemme vil stadig klinge i den sovendes blege sind. Min mave vil altid være hjemsted for vikingegrave, og bare fordi jeg synger lidt er jeg vel ikke til belastning? Nej sagde min mor, men det kan godt være det ville være godt for deres ry hvis han trak sig bare lidt tilbage. Umuligt kvindemenneske, hvorledes skulle jeg kunne trække mig tilbage. Mennesker der engang har erkendt, vokser sig hurtigt for store til at trække sig sammen igen. Men om han ikke bare kunne flytte sine fødder fra min mors krokus og stedmoderblomster? Det kunne han godt. Men det er med opøvelse af alle mine kræfter kone, og så gispede han og flyttede sine hjemmefutter over i hendes asters istedet. Alt det vi er hviskede han og blev liggende.

den sorte tandlæge

Jeg lærer aldrig at bade nøgen, ligesom den sorte tandlæge og hans kone sagde min far, og sukkede. Men de bader da heller ikke nøgne? Jo mentalt. De bader tilsyneladende med tøj på men indenunder er de nøgne og flippede. Men det er du da osse far? Ikke nøgen i samme grad, jeg bærer mine badebukser med eftertænksomhed, jeg kaster mig i bølgerne med et behov, de blotter sig hver gang, det er grænseoverskridende at stå i en busk og se på når de hopper i nede ved Themsvej. Det er denne ladhed igen, tænk at tro man har lov at være nøgen og blottet i offentlig tankezone. Men du plejer da aldrig at gå op i grænser ellers far, du er da grænseløshedens mester hvis nogen er det. Det er muligt men jeg bader ikke for at vise mine ben jeg bader for at gøre mig fugtig som en elefant i et vandhul. Men dine badebukser er så små at man kan se dine klunker. Ja men det er tanken der tæller. Og mine klunker er ikke nær så flippede som den sorte tandlæges som sikkert bedøver dem så de kan være lange og mandige i havet, sagde han bittert. Så kvinderne kan svømme ind i den sorte tandlæges klunkeruser. Sådan bader jeg ikke, jeg vedkender mig mine af havet kølede og tætpakkede klunker. Men jeg tilhører jo osse en anden generation. Under krigen var vi aldrig nøgne. Vi var mørklagde, blåøjede gik med solbriller for ikke at blive bombemål. Jeg synes du er langt ude med dine teorier nu far. Det passer jo heller ikke. Selvfølgelig var i nøgne under krigen. Ellers kunne der jo ikke fødes børn. Nej det kan du ha ret i. Men det er ikke ikke nøgenhed som idag. Og den sorte tandlæge driver mig til vanvid, han cykler osse på arbejde uden en trevl på kroppen, smilet stripper! og konen bakker nøgen ud af deres indkørsel. Bare se min røv, jeg er fri synes de at sige. Alle de gange jeg har været ovre og lege har de altså haft tøj på. Ja meget kan skjules i ord min dreng. Men ikke sjælens ubodelige nøgenhed.

sultestrejken

Min far var osse i sultestrejke engang. Den varede ganske vist kun til klokken 14. Det var fordi min mor havde glemt at købe smør til hans rundstykker. Så gik han i sultestrejke, ville ikke indtage andet end sine smøger og lidt væske. Han påstod selv han var i overhængede fare for at dø. Ikke af sult, men af sorg over det manglende smør til hans rundstykke. Om han ikke selv kunne være gået ned til Købmanden efter det? Nej sagde han skræmt. Og så på en med vantro.

græsset skal klippes

Når min far slog græs tog det som regel hele dagen. Han startede med det grove og endte med det helt helt helt lille. Ja næsten usynlige. Det passede meget godt med han kun skulle kravle med en kantklipper der ved 20 tiden. Meget af min egen trang til græslåning stammer fra ham. En overgang lavede han firkantede engle der møder deres skaber. Som regel i form af tuer af afklippet græs. Der var osse et år, det var da Oluf Palme var blevet myrdet, slog han vejen som den svenske statsminister havde gået, før han blev skudt. Det var osse det år hele august gik med kopier af Oluf palmes morder. Der var mange teorier og potentielle mordere og græsset voksede hurtigt til den august. Undervejs holdt han smøgpause. Så sad han der og fik en øl og pegede på Oluf Palmes morder. Jeg har slået ham Petterson Gerd. Ja hå uffe. Jättesnygt. sagde min mor så begejstret.

Der skal skrives mange flere artikler om det her!

'Far gik op af trappen og forsvandt i sit arbejdsværelse hvor vi helst ikke skulle forstyrre.
Det var også ham der kunne køre 'langs strandvejen'.
Til alt held lå min søsters og min afdeling af huset lige under arbejdsværelset. Vi spillede ulidelig høj musik når han havde været tilstrækkelig flabet. Særlig Sweet og Slade. Eller havde vi allerede opdaget Mr.Wonder?
Og så var han pludselig i Vietnam og sad i en helikopter der smed napalm ned i hovedet på uskyldige mennesker. Det var de rædselsfulde minder der først meldte sig. Fuck dig, minder.
Og når han blev for ked af det kunne han bilde sig ind at han var i en meget larmende lufthavn, meget langt væk.
Så hævede han sine arme og lod dem falde med forholdsvis stor præcision over tastaturet på den gamle DR-rejseskrivemaskine med stålcover der var 60% stærkere end soldaterhjelme.
Det kom der en såkaldt 'Perle' ud af. Det kaldte min far en artikel der var tænkt forholdsvis godt igennem og leveret som det sig hør og bør. Med giftige sorte kopipapirer imellem. Der skulle af en eller anden grund være tre eksemplarer.'

Jeg havde engang en far

Jeg havde engang en far. Han var blandet ind i alt muligt, troede jeg. For jeg troede min far var en blanding af Frelseren og en gangsterboss man aldrig havde set lige. Men det viste sig at livet er røvkedeligt. Min far var ingenting. Og dog var han en helt i fjernsynet dengang fjernsynet kun var en kanal at vælge imellem. Og han blev senere helt i Folketinget. Der er så mange ting jeg vil have ham til at svare på, men jeg hørte jo selv hans udåndning på Bispebjerg. Jeg vidste han var død, da han var død.

Her er et nyt billede

http://rumkugler.blogspot.com/2009/04/portrt-af-jens-blendstrup.html

Far var lange søndage

Far var også lange søndage i højt andendagsbranderthumør i sin gamle ulækre slobrok. Man kunne få 5 kroner for at massere hans ømme nakke og man kunne få fantastiske historier og mange platte vitser. Af og til var det perfekt og der var ingen grund til at fortrække.
Så var der tv-avis og Horisont (som far opfandt i tresserne sammen med John Danstrup og en lang liste af andre, blandt andre min fars sekretær som altid vidste præcis hvor far var (det var jeg aldrig sikker på)) eller tennis eller fodbold i fjernsynet og alt det sjove måtte vente til der forelå en aller anden form for afklaring. Der kunne være en artikel der måtte skrives og et blad der skulle redigeres. De kolde politiske vinde blæste alt for ofte, men far holdt da atomvåbnet ude af havnen. (Det sidste kræver en forklaring jeg nok skal komme med senere)

Egentlig var det fuldstændigt latterligt

Egentlig var det fuldstændigt latterligt. Men i en periode hvor min far led i særlig grad af mavesyre fik han den fikse ide at der skulle oprettes en slags mundskænk til ham. Det blev så den røde elefant som manglede sine ben. Jeg indtager ikke noget uden mundskænken først har sagt god for varerne. Så stod den der, den røde elefant. Vi kunne ikke lege med den i en hel måned. Der var jo både smøger og soya og mandelessens, og brun kulør der skulle chekkes. Giftblandersker kender ingen nåde. Det gør røde elefanter heller ikke.

Min far accepterede ikke privat ejendomsret

Min far accepterede ikke privat ejendomsret. Der fandtes ingen private grunde. Har man et ærinde kan man gå ind overalt. Mennesker der skjuler sig bag gardiner har i særlig grad fortjent et uanmeldt besøg. Vi bor i en verden hvor mennesker har godt af andre mennesker. Hvad fanden laver du her på min grund råbte en mand engang af min far da vi stod i hans baghave og kiggede på en særlig flot og rank solsikke. Min gode mand vær venlig at dæmp din galde. Her hersker kigge-loven sagde min far. Og for det meste var det nok for min far. Måske var der nogen der var bange for ham. Til sidst tror jeg mere de havde givet op. Han havde jo aldrig respekteret deres grænser alligevel. Vi fik set mange ting på den måde. Jeg har fulgt mange skænderier bag vinduer. Jeg har set mange mennesker kigge ud og ryste desperat på hovedet. Men jeg har aldrig oplevet min far blive jaget ud. Måske var det fordi han ikke tvivlede. Han var aldrig i tvivl om at han havde ret til at vide hvad der skete i nummer 16, hvorfor de larmede med en stiksav på themsvej, inde hos mongolerne. Der skulle ikke bakkes ud. Der skulle fastholdes og betragtes. PÅ en måde tror jeg det endte med han blev en slags naturtilstand. En slags himmellegeme der stod op og gik ned på matrikler, ligesom himmellegemer gør, lidt længere væk. De kan jo heller ikke fjernes. Solen er solen sådan er det. Selv da han var meget syg tilsidst kørte vi ind med hans rolator, på den forladte grund nede for enden af Casper Møllers vej. Der havde han aldrig været inde. Det havde altid været mystifystisk. Der lå et sommerhus som var helt knust og groet til. Jeg gik rundt og fandt indicier til ham. Aviser fra 1970erne. En gammel mørnet dame hat, et par støvler. Muligvis fru Stoks mumlede han. Kan hun have haft en elsker på dette sted? Stod jorden ikke længere hjemme hos fru stok? Var Hr. Stok en hævner? Min far sad på sin rolator. Vær venlig at betragt helheden for mig min søn, jeg orker ikke.

Min far var ikke god til at skaffe sig af med sine tomme flasker

Min far var ikke god til at skaffe sig af med sine tomme flasker. I forvejen var det osse mest min mor der hentede dem. Der lå altid mange flasker omme bagved. faktisk var det i perioder nok det største lager i Århus og Omegn. Engang om måneden kom købmandens flaskebil forbi og hentede dem på paller. Men der var en periode på små 4 år hvor der ikke kom nogen nye til. Så lå de gamle i bunker og fik mos på sig. Når det var koldt og frost sprang der nogen gange nogen i luften. Snaps siver som sirup så, ud af de knækkede flasker. Han kom der aldrig selv. Det var fortrængningens rum som han sagde. Steder hvor rester opbevares til de går ad kødets gang. Klirrende grimme grønne ting med hinkesten i bunden. Kubikmeter til opbevaring af lyst og latter batterier. Væske bankbøger. Blimmelim kufferter. Lad det bare forsvinde i vedbend børn. Vi har taget den næring der var at få, plus det løse.

Min far sov med sutteklud

Min far sov med sutteklud. Ikke nogen stor klud en gammel blå las som han altid benægtede var hans sutteklud den befandt sig bare tilfældigvis i nærheden af hans sovestilling. Det er nok noget familiært mine brødre har osse deres sutteklude, og min sutteklud består af ørepropper som nogen gange ligger som hele øreprop-marker bagerst i sengen. Min far hævdede selv det kom sig af for lidt bryst som lille. Havde han fået lov havde han ikke manglet denne substitut. Han ville gerne ha hængt sig som en lille pære i lille flaske på et pæretræ, så kunne han ha vokset sig stor sådan. Lidt vind og lidt vuggen det ville være sagen. Min far kunne være meget stille når svigerdøtrene monterede deres børn på deres blottede bryster i hans have. Men om det var det smukke lille barn eller om det var selve malkemaskinen var svært at sige. Det er nok noget familiært far. Hvad tænker du på? suttekluden. Nå den. Ja det er nok fordi vi har brug for at skjule os. Årh visse vasse. Mage til psykologisk krible krable. Det er bare en klud i en seng. Naj du kan inta somna utan, lo min mor og sukkede vidre over sit lille barnebarn, den sommerdag i 99. Det er muligt. Men det er stadig kun en klud i en seng sagde min far lidt studst, der skulle ikke meget til han følte sig lille når samtalen nærmede sig suttekluden. Det var jo hans bamse i et liv uden særligt mange andre bløde ting.

Min far havde en bekendt der kaldte sig fisker Åge

Min far havde en bekendt der kaldte sig fisker Åge. Hans særlige kunnen var fjer i hatten. Han havde desuden en evne til at sidde og "Pilke" med sin øl når den var tom, han kunne sidde i timesvis sådan, på den måde var han en af min fars mindst drikfældige venner. Til gengæld var han gerne tavs. Det var som om han skuede ud over sit fangstområde den største del af tiden. Det er existensens almindelige brænding sagde min far. Der er mennesker der specialiserer sig i den lange zoom og de er gerne lidt stille i det. Min far var ikke altid lige begejstret for at få besøg af fisker Åge. Men det afhang meget af hans humør. Nogen gange havde fisker Åge nemlig lige den ro der skulle til for at dagen blev lang og bred og rar for en menneskelig bjørn som min far, der havde det med at se sig sur på sin hule.