Egentlig var det fuldstændigt latterligt. Men i en periode hvor min far led i særlig grad af mavesyre fik han den fikse ide at der skulle oprettes en slags mundskænk til ham. Det blev så den røde elefant som manglede sine ben. Jeg indtager ikke noget uden mundskænken først har sagt god for varerne. Så stod den der, den røde elefant. Vi kunne ikke lege med den i en hel måned. Der var jo både smøger og soya og mandelessens, og brun kulør der skulle chekkes. Giftblandersker kender ingen nåde. Det gør røde elefanter heller ikke.
