Det var ikke let at blive gammel for min far. Det værste var synet det var umuligt at se nuancer og ting der var små. Følelsesmæssigt blev han jo trænet hver dag, fordi han var den han var og altid vidste hvor han skulle stikke for at få hul på et menneske, men fysisk det at kunne læse hvad der stod i bøger, det at kunne finde en avisartikel, det at kunne se den sommer eller den vinter der gik forbi, ikke det store hele, det fornemmede han jo nok, men de små ting, den af sne nedbøjede gren, den vrede hveps, den grønne græshoppe. Derfor blev den en vane for os børn at når vi kom hjem så skulle vi have en kunstig oppustet genstand med hjem som min far kunne se og derpå glæde sig over at det atter gik fremad med synet. Engang havde jeg en mariehøne med hjem, den sad på et stort stort blad. Jeg satte den disket på stuebordet og sagde, har du set far der sidder der en mariehøne. Det gør der sandelig osse råbte han. Du milde moses jeg ser den klart!
På den måde blev han langsomt bygget op igen troede vi. Indtil vi engang kom hjem til et bål i haven. Op i flammer blussede alle vores surt sammenfundne store ting. Jeg vil jo så gerne overbevises børn, men jeres mor blir desværre sindssyg når hun finder en bog på størrelse med Schenkos hundekurv nedstyrtet på mit natbord med piller. Proportioner børn. Altid proportioner.
