Hvor går fædre hen?

Når fædre dør går de sammen med elefanterne ud til det sted hvor de deler sig, elefanter til højre fædre til venstre. Med en uleveret syl prikker de hul hvor de har lyst. Der står de så og drypper gammeldansk til de ikke har mere i sig. Det er ikke noget prangende sted. En stor bred lund omkrandset af hårde hvidevarer, som de købte, i deres almagt. Min far er der osse. Han står henne ved en udgået birk og bander over en tiskupon han ikke har fået indløst. De nye fædre der tilgår blir moppede fordi de stadig savner deres liv. Men det går over lige så snart hugge-manden kommer og hugger dem ned. Det er sket der er forhenværende skulptører der er grebet til revolte mod huggemanden, fordi de ville nedbryde sig selv. Men så hugger huggemanden dem til skærver en for en. Der er ingen forskel på døde fædre, det er derfor de følges ad med elefanter. Mennesker der engang udfyldte en funktion, lidt ligesom elefanter. En tid bar de børn på ryggen. Så holdt de op med det. Det skal man altid huske. At lige meget hvor meget pis man som far kan nå fyre af så kommer der en dag hvor børn ikke gider høre mere. For normale børn altså. Hjemme hos os var vi ikke normale. Vi pressede vores far som en gammel citron, til han hverken kunne eller ville mere. Jeg - har - ikke - mere - at- sige sagde han en måned før det var slut. Så skrid dog. Men vi blev siddende alle fire. Han måtte ikke slippe os. Vi sad i den halvmørke stue. Den ene holdt hans hånd, den anden bed i hans øre, den 3 havde fastgjort sig til hans fod med et tov. Den fjerde, den store, mente han modtog beskeder trådløst. Han siger jeg skal overtage når han er væk. Så skal jeg være overhovedet i vores familie. Imens lå min far som et hologram på morfin, godt udstrakt, på vej ned af elefantstien. Du blir her far! No more stikken af. Men jeg skal gaa med ele-faaan-terne. Nej du skal sgu ikke. Du skal blive her!!!!! Så hentede jeg hospitalets bredbagede sygeplejersker som vi monterede på hans ansigt. Det gav ham 16 timer ekstra. Men det gjorde ikke mor glad.