Lidt senere da vi gik videre kom vi imidlertid til en anden montre hvor der sad en ældre dame. Først var min far nærmest ligeglad men så fik han øje på det smukke æbletræ som blomstrede forårsagtigt og så blev han pludselig stærkt melankolsk, tårerne formeligt stod ham ud af øjnene. Åh mennesker denne tid. Denne voldsomme tid, og så disse stillestående skilderier. Hvem lever med samme ro idag? Hvem de herrer museums spekulanter!? bort set altså fra mig. Og så vaklede han hen til mamutten inde i det tilstødende rum og tørrende sine kinder mod isen. Hun lignede eva mumlede han om aftenen. Hvem? damen på bænken i buret. Hun lignede en jeg kendte da jeg gik på kornetskolen, sagde han. Jeg ville ha hende. Min krop var glødende. Hun havde smilet én gang men det var alt nok. Jeg gjorde alt for at få fat i eva, men lige meget hjalp det. Hun var datter af en departementschef og jeg var bare en kornet. Jeg fik aldrig Eva. Nej men så fik du mor far. Ja og hun var smuk, hun var den smukkeste svenske pige på den tid det kan jeg godt sige dig. Men så går tiden og det er det mærkelige ved tiden, at den tager vores ansigter og sliber dem som sten, nej ikke som sten, nej - som gæret dej, for at vi kan fremstå mest grotesk på den sidste dag, nu ligner din mor og Eva begge to damen på bænken. Mens Kidi står i sit bur og agerer midaldrende fiskehandler. Det er sgu trist Jens. det er. Jeg ligner osse dej. Nej du gør da ej far. Jo jeg gør - bemærk mine ører. Slappe som hængekøjer er de. Tjener mere grand formalina. Det er bourgogne far. Idiot barn - kan du ikke tænke.
