mandag den 19. oktober 2009

Min fars jazzband


Min far havde et jazzband, eller jazzband er så meget sagt, de poserede, og fik damer af den vej. Min far havde en saxofon han hængte over ryggen når han gik i byen. Hov sagde han når han blev afkrævet en sang - der er sgu nogen der har smadret min "darling", de dumme svin! På den måde fik han som regel både dame og medlidenhed. Jeg har selv overvejet den metode da jeg var ung. Prøvede engang med sådan en grøn og hvid melodika ude fra skuret. Men jeg var ikke god nok til at lyve. Det blev mest til at jeg slæbte på benet når jeg gik hjem fra skolegade gennem trøjborg, ud til skoven og hjem af den vej der var blevet lukket for traffik. Det var venstre ben den var galt med. hver gang der kom en bil, det var sjældent klooken 5 om morgenen, så jeg på engang såret og tapper ud mod bilens lyskegler. Hvis jeg var meget fuld var der gerne børnelammelse oveni. Det var et helvede at komme hjem, Jeg fik aldrig bid. Men jeg var osse sammebidt af krigsskaden. Jeg havde min storebrors hvide leweis med gylp på. De flækkede altid i røven, så min mor måtte sy dem. Min far kunne kunsten at falde ind naturligt, jeg har altid overgjort det.