Engang da vi var på naturhistorisk museum fik min far et raserianfald af den anden verden. Inde i en montre af en fiskehandler stod hans ven Kidi, som han ikke havde set i over 30 år siden han blev uvenner med ham. Det var i 1996 kort efter jeg var flyttet til København fra Odense. Og nu stod han foran den montre og galpede op til den meget dukkeagtigt udseende "gamle ven." Men det hjalp ikke at jeg prøvede at tale min far til fornuft. Hvad det lignede at forsvinde ud af et menneskes liv for så 30 år senere at fremstå som en kraftidiotisk fiskehandler på et i øvrigt nydeligt og sobert museeum. Og hvad det lignede at fremstille mennesker som fiskehandlere. Der er ingen finskehandlere der ser så koppearrede og usoignerede ud. Manden ser jo ud som om han har brækket halsen råbte min far og trommede på plexiglasruden. Kom ud kidi! råbte han. Kom så ud! Til sidst fik jeg ham med ned i kantinen.
