tirsdag den 28. maj 2013




Der var et særligt vejr. Det kom ikke særligt tit. Det var mest i overgangen fra forår til sommer. Det var når det havde regnet ovenpå en jord der i forvejen var mættet af vand. Så opstod der en tågebanke. Hvor alting var fugt. Og mennesker forekom os porøse.  Vi havde en række spørgsmål som vi stillede dem vi gik forbi. Mere nærgående end normalt.  Jeg gik forrest og spillede englebarn. Min far kom så dryssende ud af tågen med sin hund.  Han stillede spørgsmålene og jeg glattede ud. gløden fra cigaretten der hele tiden måtte tændes på ny.  Offeret ikke sjældent på cykel. Undskyld?
   Har du mistet en for nylig tandlæge Keldsen? Hvorledes forekom deres kone dem før hun døde? Har du nogensinde en fornemmelse af universets centrum? Føler du dig nogensinde plaget af skyld? Nu står vi her i den våde tåge Keldsen. Er der ikke noget du vil dele med os?
 Hvem er i? Vi er sendt.  Du kan være ganske ærlig kun frøerne hører os. Så skete der noget mærkeligt keldsen fortalte fra hjertet. Nej han havde ikke mistet nogen og nej han følte ingen skyld.  Men han følte sig ind imellem trukket i af noget fra universets centrum.  Han ville gerne bygge sine mure på sit hus kraftigere.  Om han kunne blive mere konkret. Det er som der står en og råber på mig. Hver aften spænder jeg mig og mine kone fast så han ikke skal overliste os i drømme. Ved i hvem det er?
Det handler vel om livet Keldsen.  Vi mennesker er altid tiltrukket af DET
hvad er det?
fortabelsen Keldsen. Det ukendte. Mørket hvori der findes nye stjerner.
men hvad er DET?
Jeg har ikke været der keldsen. Men følg med os rundt om søen og lad os tale om dine problematikker.
Jeg gik foran og lavede pestsymboler. Ubemærket løb jeg i forvejen og dannede  skøjteløbere med bøllehat og hysteriske ildfluer. Jeg gik på vandet fordi overfladespændingen i mine tennissko var god. Keldsen fortalte af hjertet. Vejret gjorde ham usårlig og sårbar på engang. Tågen svøbte vores ansigtstræk i dråber. Forstørrede gik vi. Dagen efter genkendte han os ikke.