fredag den 19. april 2013
Nede i livet er der altid stille. Man sidder rundt omkring ved borde og venter på snakken der kommer. Inderst inde ved man godt der er øjeblikke af stilhed. Men det er først på lang afstand. Ofte mange år, man forstår at man lige der havde den stilhed der kom på fotografi. Jeg kan aldrig huske hvad vi snakkede om. Men det var ikke noget vigtigt. Det er ikke noget der foregår inde i kroppen, under huden larmer det fordi kroppen er i evigt metrobyggeri. På dage hvor man ikke kan finde ro er det rædselsfuldt at ligge søvnløs, man hører kroppen flytte nyrer og skabe plads til blod. Det er som at bo i et udhus på sig selv. Selve selvet er et larmende kalkbrud. Jeg ved ikke hvorfor det altid er på afstand man ser der var fred. At vi var der og var i ro sammen. Jeg ville ønske jeg kunne spørge min far om det var det samme han søgte, når han sad for længe oppe. Det var det nok.
