Engang jeg jokede med Darwin og hans evindelige missing link, (vi havde fået lavet badeværelse, men havde ikke fået vasken med)- blev min far ude af sig selv af raseri. Min herre! det et muligt du finder din pupertære sproglige forbistring med "the missing sink" - umådelig morsom, men en ting er emalje at forstå, noget andet evolutionen at fatte. Om jeg ikke kunne se at Darwin havde fat i selve kernen af vores existens. Og så fortalte han mig om en abe som han havde ejet da han arbejdede i flyvevåbnet og udførte g-test på kommende piloter. Det var en såkaldt kejser skægmarin, som var i stand til at snige sig ind i min fars forestillingsverden, så hans normale søvn blev afbrudt af billeder kun af den. Ifølge min far nedstammede vi mennesker ikke fra krogmanjon manden, men fra Kejser skæg marinen. Dens sørgmodige og kloge øjne vidner om en stor sorg over en elsket den ikke kunne få. Lige sådan føler mennesket når det oplever tabet af en elsket. Min far var på tidspunktet for Kejsermarinen forelsket i en datter af en baron og fordi han hver aften delte værelse med aben, aflurede han osse dens blik, så han dagen efter i virkeligheden var en slags kejserskægmarin ´når han var i selskab med sin "flamme." Meget kunne være sagt men en kejserskæg marin foretrækker at pille bark af grene. Det lykkedes aldrig min far at lære aben at kommunikere og tale. Men måden den nægtede det på var sigende for en evolutionært højstående hjerne. Den kravlede ind i klædeskabet og nægtede at kigge ud. Således sagde min far, tilkendegav den at den udemærket vidste at der var gået millioner af år siden mennesket og den var lige. Min far havde faktisk malet et billede af den lille abe, men det var gået tabt, i hans kunsteriske deroute, efterhånden som han indså at hans evner for maleri ikke gik fremad, men evolutionært - tilbage.
