Det var en katastrofe for vores familie da min farfar døde. Det var ham der afholdt fra at synke ned i fest og rus konstant. Hvert år ved jul genindførte han borgerligheden på Blåmunkevej. Så gik min far og ham til slagteren efter salt-tunge, og russisk salat. Og vi andre fik besked på at gå omkring i nystrøgne hvide skjorter. Jeg var hurtigt til at rode i farfars arvegods. Men min far blev mere og mere sur og tvær og talte om at "tingene skulle ha lov at bundfælde sig og hvile." For at gøre min far glad forsøgte jeg at lave et farfar rum ude i den ombyggede garage. En af mine klassekammarater havde adgang til en dukke som vi gjorde gammeldags. Jeg havde tænkt mig at overraske ham. Men en morgen fandt jeg ham bleg på en stol omme i haven. Hvad er der far? Min mor går igen. hun bygger spisestue i mit redskabsskur. Det er bare mig og Klunke forsøgte jeg. Vi må rive det ned det ved du godt ikke Jens afbrød han mig. Når min mor først begynder at indrette sig, sender min far mig på kostskole, for at få fred, og det er jeg blevet for gammel til, sukkede min far. Jeg har ikke længere karakteren til at slå til. Min krop er for træt til fisefornemhed.
