Dukkebarnet, sådan hed en pige der senere blev formand for den lokale afdeling af Jehovas vidner, men som i et par år flettede fingre med min far. Det var da de var 6-7 år. Og der var tale om et stormfuldt forhold, som indbefattede flere ringe der blev smidt på gulvet, og teatralske scener, hvor strømper og sko blev smidt i åen fra broen til byen. Dukkebarnet var byens kønneske pige. Men pludselig i 3 klasse voksede hun ikke mere. Til gengæld groede hendes hjerne usædvanligt kraftigt. Så meget at hendes kranium efterhånden forekom enormt. Min far som jo havde holdt meget af hende, blev gradvis mere og mere rædselslagen for hende, men han turde ikke sige hende farvel, for mentalt, forekom hun ham ikke bare udvokset men moden, ja over et par måneder, ligefrem gammel. Hun begyndte at tale i datid, om ting der ikke var hændt, og i den sidste tid, så hun på min far som om han var ufødt, et barnebarn, hun aldrig ville nå at lære at kende fordi der var år tilforskel mellem dem. Min far så hende sidste gang i 5 klasse, hvor han kom på Herluftsholm kostskole på dispensation, da var hun så gammel at han havde svært ved at forstå hvad hun sagde, så gammeldags og antikveret forekom hendes sprog ham, da hun gik sin vej var det som at se en dukke vralte bort i porcelain, med en helt enorm, men ganske ubrugelig viden.
